Nyheder
Microsoft slår igen mod svindlere
Brugere af fupkoder kan vente sig
I går skrev vi hvordan fupmagere havde formået selv at lave pointkoder til Xbox Live Marketplace, og bygget en hjemmeside der genererede dem automatisk. Nu er Microsoft klar til et modangreb.
I en udtalelse til Gamasutra, slår Microsoft fast at de er i gang med at gøre de falske koder ugyldige. Desuden er Microsoft ved at vurdere hvorvidt de brugere, der har benyttet koderne, har brudt brugsbetingelserne for Xbox Live - og dermed kan blive bortvist fra tjenesten.
Det forlød i går at Microsoft havde mistet omkring $1,2 millioner på svindelnummeret, men ifølge udtalelsen er det tal ikke korrekt. Microsoft vil dog ikke kommentere hvor stort en værdi de falske koder så repræsenterer.
