Duke Nukem Forever

1997 var et interessant år på mange måder. Jeg husker tydeligt hvordan Batman var meget populær i de år, men filmen hed ikke Dark Knight, men derimod Batman og Robin og i stedet for Heath Ledgers dybe og komplekse skildring af Jokeren som vi kender fra den seneste film, fik vi en en meget kold og vred Arnold Swarzenegger i rollen som Mr. Freeze. Det var også året hvor Prinsesse Diana mistede livet i et tragisk biluheld, som kastede Storbritannien ud i national sorg. Men små og store begivenheder indtraf også indenfor spilverdenen i 1997. Nintendo 64 kom på gaden i Europa det år, og skulle vise sig at fostre nogle af de bedste spil i Zelda og Mario-serien, og det første Gran Turismo, Fallout og klassikeren Goldeneye 64 kom også til verdenen det år. Selvom det absolut er gode titler, så er det dog ikke dem vi skal kigge tilbage på i dag.

For en dengang meget interessant titel blev nemlig annonceret det år, en titel der skulle gå hen og blive en af de mest omtalte og kontroversielle titler for spilmediet generelt. Alt sammen af den simple grund, at det aldrig så dagens lys. I hvert fald ikke før nu. Duke Nukem Forever er efter 14 år endelig ved at være på gaden, men gemmer der sig overhovedet et moderne spil bag titlen eller er det blot et nostalgitrip for os der kan huske det?

For at finde ud af dette er vi inviteret til Las Vegas, hvor 2K fremviste spillet i en selvdøbt klub kaldet Titty City, helt i The Dukes ånd. Her fortæller Gearboxs grundlægger Randy Pitchford, som i øvrigt plejede at være tryllekunster i Hollywood, hvordan udvikleren har arbejdet hårdt på at færdiggøre Duke Nukems seneste eventyr, siden de overtog serien fra 3D Realms.

Det er endelig blevet tid til at se spillet i aktion. Det starter ganske anonymt med The Dukes ikoniske stemme off-screen, og inden længe skyder man raketter imod en enøjet alien robot på en fodboldbane, og efter kyklopen har bidt i græsset tager Duke øjet og sparker et field-goal, alt imens one-liners fyger rundt i luften. Så er scenen ligesom sat, eller det skulle man i hvert fald tro. For det viser sig at Gearbox har en ganske sund form for humor og selvironi. Kameraet zoomer stille ud og viser en skærm hvor rulleteksterne til Duke Nukem Forever kører, og Duke har netop gennemført spillet der er lavet over at hans eget liv, imens to blondiner er i færd med at "lette trykket" på ham. Da en af dem spørger ham om spillet var godt, lyder det: "Yeah, but after 12 fucking years it should be." Den form for humor gennemsyrer spillet, så for tidligere fans af serien ville det være en en kærkommen genforening med den velkendte drengerøvshumor.

Siden Duke sidst bekæmpede de grumme aliens i 1996, har han slået sig ned i Las Vegas, hvor han har sit eget kasino, The Ladykiller. Men alt er ikke fryd og gammen, for lige uden for hoveddøren svæver et kæmpe alien dropship, som truer Dukes dynasti. Helikoptere flyver forbi panoramavinduet i høj fart og kigger man ned, kan man se en trolig kopi af luksushotellet Bellagio komplet med sit ikoniske vandshow. Den måde som udviklerne leger med størrelsesforholdet igennem spillet var ganske imponerende og en anelse overraskende. Den ovenstående scene kunne med lethed have været fra en nyere shooter såsom Halo, og det er rart at se at udviklerne har brugt kræfter på at modernisere serien, i hvert fald på nogle punkter.

For skal vi ikke få det negative af vejen med det samme? Tiden har taget sin tand, og det ses tydeligt. Fjenderne føles, i mangel af bedre ord, gammeldags på trods af ganske udmærket design. Der er masser af atmosfære, men teknisk set er spillet ikke særlig lækkert. På de to timers hands-on vi fik lov at opleve, var der små, men tydelige frame-rate problemer, og teksturerne føles grynede og upolerede. Oven i købet er kvaliteten af animationerne meget svingende, og selvom Dukes karakter føles vellavet, virker alle andre karakterer stereotypiske og kedelige. Hver fjende har reelt kun ét angrebsmønster, og selvom spillet varierer kompositionen af fjender, og på den måde tvinger en til at tænke anderledes og variere sit spil, bliver det hurtigt trivielt. Så moderne er det ikke.

På grund af den gode indledning kunne man foranlediges til at tro at vi her har en storslået åben verden, eller illusionen af en sådan. Problemet er dog at den illusion hurtigt bliver brudt af den måde spillet udvikler sig på. Man går fra bane til bane uden at være motiveret som spiller. Det enkle men altafgørende spørgsmål, "hvorfor", bliver aldrig rigtigt besvaret, og selv da begivenhederne tager fart, står det klart at historien ikke er dybere end en typisk dansk vandpyt i januar. Så set ud fra et narrativt perspektiv er det ikke det store at hente her, og det skal man som spiller være indforstået med. Men bevares det var ikke det færdige spil jeg tæskede igennem, så der er plads til forbedring.

Til fans af originalen leveres der mandehørm som man kunne håbe på. Det er ingen blød middelvej mellem den drengede brystfikserede, über maskuline Duke karakter og så de mere bløde og følelsesbetonede temaer som vi har set i andre moderne skydespil, og det er alt sammen med til at gøre Duke Nukem Forever unikt og sin helt egen.

Duke handler dog ikke kun om gamle dage, der er også inkluderet moderne funktioner i gameplayet. For eksempel benyttes den venstre trigger til at zoome med ligesom enhver anden shooter siden Call of Duty, funktionen er dog oftest ligegyldig. Samtidig kan Duke ikke længere bære mere end to våben ad gangen, og selvom det er rart at man får prøvet forskellige våben, virker det ude af trit med resten af det gennemgående univers. Heldigvis er våbnene igennem spillet yderst tilfredsstillende at anvende, og personligt var det fantastisk at benytte en remote mine hvor selve udløseren er en bilfjernbetjening, komplet med den karakteristiske låselyd inden fjenden blev komplet pulveriseret.

Når Duke efterfølgende udbryder "You've got guts", er man tilbage Det er absolut genialt og den sans for de små detaljer er der heldigvis masser af i spillet.

Når man ikke kæmper mod horderne af fjender, skal der også løses små puzzles ind imellem. Her kommer det føromtalte størrelsesforhold i spil igen, og det bliver udnyttet rigtig godt i den henseende. På et tidspunkt skal man samle tre dele for at få gang i en reaktor, og en af disse dele ligger på en hylde i et lille aflukket lokale. Man kan se ind, men der er ingen umiddelbar vej ind udover en lille uanselig luftkanal langs gulvet. Heldigvis ligger der en fjernbetjening udenfor så man kan styre en miniature Duke Monster Truck, og på den måde køre op, skubbe reservedelen ned af hylden og ud af sprækken i døren.

Da man så senere selv krymper til miniature størrelse, bliver der også mulighed for selv at køre en miniature bil, og den måde at genbruge ideerne i forskellige situationer føles virkelig friskt, for som spiller køber man præmissen og når der bliver leget mest med konceptet er spillet faktisk også sjovest at spille.

At spille Duke Nukem Forever var en blandet oplevelse på mange måder. Det var rigtig mange elementer der grundlæggende fungerede rigtig godt og det var herligt at spille et spil der ikke tager sig selv alt for seriøst.

Det virker dog som et spil der vil sidde på to stole, midt imellem modernitetens skydespil hvori en stor del af spillets kernemålgruppe sikkert skal findes, samtidig med at det skal bibeholde nostalgien i sit egen historie og univers.

Men selv på trods af den forvirring mellem fortidig og nutidig spildesign, leverede spillet den rendyrkede kerneunderholdning som serien altid har stået for, på både godt og ondt. Om det er nok i 2011, må tiden vise.