Dead Space iOS
Dead Space til iOS er en helt ny oplevelse af folkene bag den populære gyserserie. Vi anmelder Dead Space igen.
{Dead Space 2} er lige om hjørnet, men EA er faktisk også parate med et andet spil i serien. Selvom navnet blot er {Dead Space}, byder spillet ikke på et gensyn med Isaac Clarke og rumskibet USG Ishimura. Men der er både en gravity-gun, en plasma cutter og endda lidt nytilføjelser. Livet bliver stadig forpestet af necromorphs, men der er alligevel en stor forskel.
{Dead Space} anno 2011 er et iOS-spil, og det er således lavet udelukkende med iPhone, iPod Touch og iPad i tankerne. Allerede ved annonceringen var denne skribents første tanke: "åh nej, endnu en on-rails-shooter, der bare er en skygge af inspirationskilden". Hvor tog jeg fejl. Dette er et ægte tredjepersonseventyr nøjagtig som det originale {Dead Space}.

Jeg ved helt ærligt ikke, hvordan det er lykkedes EA at snige denne iOS-udgivelse ud, og samtidig lave et produkt der fejer benene væk under konkurrenterne. Umiddelbart er det en teknisk pragtpræstation, der møder mig. Det er også en helt ny historie og en ny hovedperson, vi møder.
Isaac Clarke er nemlig skiftet ud med en anden ingeniør, der er ude på en ganske speciel mission. Ganske passende har vores nye hovedperson fået kodenavnet Vandal. Han bliver ganske hurtigt klar over, at han måske har valgt at holde med den forkerte side, hvilket man i løbet af de næste fem spiltimer får rigelig med lejlighed til at råde bod på. Historien, som jeg ikke vil spolere, er af den vanlige {Dead Space}-kvalitet, og den fylder meget mere på seriens univers, uden at fortynde fortællingen om religiøse fanatikere, sygeligt udseende muterede væsener og det blodige opgør i rummet.

Det er atter rustrøde korridorer, irgrønne metalvægge, kliniske områder og lufttomme rum uden tyngdekraft, der er på menuen. Det er skræmmende og det er {Dead Space} på godt og ondt. Dog er der naturligvis nye detaljer, da oplevelsen denne gang foregår på de berøringsfølsomme skærme.
Et farvel til et solidt joystick betyder ofte et farvel til fornuftigt gameplay. Heldigvis er de fleste større udviklere ved at forstå hvordan et ordentligt interface skal bygges op, og EA er ingen undtagelse. De er ingen Gameloft, og serverer derfor sjældent masser af indstillingsmuligheder, og det er en skam. Til gengæld klarer de opgaven ganske tilfredsstillende i dette tilfælde.
EA har valgt at bibeholde det minimalistiske design fra forgængeren, og du finder derfor ingen virtuelle knapper eller joypads på skærmen. Til gengæld er skærmen delt i to, og det usynlige joypad nulstilles, der hvor du trykker. Den højre side bruges til at kigge rundt, mens den vesntre styrer din figur (og lader dig vende 180 grader ved et hurtigt dobbelttryk). Effektivt.
Skal der skydes er styringen også tilfredsstillende, dog med to undtagelser: hvis du er typen der ikke kan fordrage at skulle ryste, tippe eller på anden måde udnytte den indbyggede accelerator, vil du blandt andet hade at skulle vende din plasma-cutters vinkel. Det sker nemlig ved at give maskinen et let nøk. Du må også forvente at fylde skærmen med fingre, især på den mindre iPhone-skærm (iPad er ganske problemfri i dette tilfælde). Det er aldrig rigtigt frustrerende elementer, men dog detaljer, som du bør tage med i dine overvejelser inden købet - for det vil ikke passe enhver smag.
En nytilføjelse er din motorsav, der lader dig hakke og save fjenderne i stykker ved at stryge fingeren over skærmen, og din stasis-gun udløses nu ved at trykke på Vandals rustning. Begge muligheder er gennemtænkte og udnytter systemet godt. I det hele taget er det imponerende hvor meget kreativitet og omtanke, der er brugt på at implementere styringen. Desto mere ærgeligt er det dog også, at der ikke er mulighed for selv at finjustere yderligere detaljer.

Den ganske lineære oplevelse, som det første {Dead Space} leverede, er atter til stede. Selvfølgelig kan du som i forgængeren afvige en anelse fra den anviste rute og finde opgraderinger og penge. Og selvfølgelig er der atter engang billige "bøh"-øjeblikke leveret med et enormt genbrug af kulisser fra det tidligere spil. Men det er også der hvor {Dead Space} opfører sig som {Dead Space}. Når du fryser tiden for at komme forbi en smækkende dør, når du hører gurglende lyde om hjørnet, gennemroder lig, du ved springer til live, eller balancerer på vanviddets rand og oplever groteske hallucinationer,
Stemningen er ganske enkelt som man kunne forvente, og den er hjulpet godt på vej af en lydside, der ikke lader noget tilbage at ønske. Der er genbrugt lydkulissser fra det originale spil, men de er effektivt krydret med nyt stemmeskuespil og ambiente ubehageligheder.
At eventyret tog mig fem timer at gennemføre vidner også om en oplevelse på højde med konsol og PC-udgaven. Dog er der en achievement for at gennemføre spillet på under to timer ved et såkaldt speed run, så er du en haj kan du muligvis gennemføre iOS-udgaven hurtige end fem timer. Til gengæld kan du efter gennemførslen tage endnu en tur, med dit opgraderede udstyr. En anden smart detalje, der nok skal give grund til flere gennemspilninger er de inkluderede achivements. Udover de virtuelle klapsalver udløser de nemlig også billeder af artwork og skitser, der alle kan gemmes i din photo-folder. Smart.

EA har valgt at tilbyde IAP, som er forkortelsen for det ofte ganske forhadte In App Purchase-system, hvor man for rigtige penge kan købe sig til mere spilindhold. I dette tilfælde er det dog en genvej til opgraderinger, og dermed i virkeligheden mindre spil for flere penge. Denne del kan ignoreres, og har ingen indvirkning på dine muligheder i spillet udover en letkøbt fordel, såfremt Easy-indstillingen ikke gør sit job.
{Dead Space} er en fantastisk iOS-titel. Hvor {Infinity Blade} gav et glimt af fremtiden gennem blændende flot grafik og simpelt gameplay, leverer {Dead Space} velkendte konsolmekanikker, en utrolig helstøbt oplevelse og et spil, der er mile over eksempelvis Doom, Rage og {Resident Evil}-konverteringerne til iOS.
Sætter du høretelefonerne til, slukker lyset og griber dit i-apparat, vil du især på iPad få en lige så god oplevelse med {Dead Space} til iOS, som du gjorde med det første eventyr.
På din iPhone bør du dog trække et enkelt tal fra den endelige karakter her på siden, men konklusionen er, uanset det valgte apparat, at {Dead Space} er solid håndholdt underholdning og et forbløffende godt køb til prisen på omkring halvtreds kroner.

Gamereactor Danmark