Shelter

Cara Harding (Julianne Moore) er retspsykolog, og hendes job er at vægte hvorvidt hendes patienter er raske nok til at stå almindelig rettergang. Men hvis de prøver på noget med "det var ikke mig, det var min anden personlighed," så går hendes bullshit-meter af. Der er ikke noget, der hedder splittede personligheder (hvad de fleste tænker når de hører "skizofreni", selv om de to ting intet med hinanden har at gøre), og filmen starter da også med, at Julle får sendt en eller anden morder bag tremmer, da han i hendes optik var fuldt bevidst om hvad han gjorde.

Den slags tager hendes far (Jeffrey DeMunn), derimod, som en udfordring. Som professor i psykologi er hans yndlingsbeskæftigelse tilsyneladende at samle på interessante sager, der udfordrer hans datters virkelighed mest muligt. Og hans nyeste er godt nok en svær en. Han hedder David ... eller hedder han Adam? Han spilles i hvert fald af Jonathan Rhys Meyers, som er skræmmende god til at skifte fra gemytlig sydstatsmand til hårdkogt Brooklyn-negl, hvilket han af årsager, der aldrig bliver forklaret, gør hver gang nogen ringer til ham.

Selv om David/Adam virker som om, han er to vidt forskellige personer, så sætter Cara sig alligevel for at finde ud af hvad den logiske forklaring er. Imens begynder hendes omgangskreds så småt at udvikle sære, Cronenberg-agtige vækster på deres rygge - og når de begynder at falde som fluer er det påfaldende, selv for hende, at Meyers begynder at tilføje flere personligheder til sit repertoire.

Shelter er en af de film, der prøver at forankre det overnaturlige gys i noget hverdags-videnskab, i samme stil som Michael Keaton-filmen White Noise. Bare for at slå fast hvor den helst gerne vil arkiveres henne, så udkom filmen endda først i Japan, hvor de, som de fleste gyser-fans efterhånden har opdaget, er pænt langt fremme i skoene hvad angår det overnaturlige gys. Men kan Shelter leve op til dens oversøiske forbilleder, såsom Ringu (The Ring) eller Jú-On (The Grudge)?

Det korte svar er "nej" - men det er ikke fordi, den ikke prøver. Spændingsmomentet opbygges gradvist efter de klassiske regler, hvor de logiske forklaringer langsomt svinder ind i takt med persongalleriet, og når vi endelig når "point of no return" hvor hele plottet forklares, skiftes der behørigt gear som det passer sig til det uundgåelige kapløb mod tiden. Altså har vi i yderste konsekvens at gøre med en gyser, der spiller efter alle kunstens regler - og man behøver vel ikke opfinde den dybe tallerken hver gang, vel?

Nej, men man kan vel for fanden finde på noget mere plausibelt end den gang pseudovidenskabelige techno-babble, som denne film prøver at slippe afsted med. Afsløringen af det store mysterie er så himmelråbende stupidt, og karakterene når frem til den på den mest himmelråbende stupide facon, at kun folk, der oprigtigt tror, at CSI's computer kan læse nummerpladen på en bil i baggrunden på en dårligt komprimeret 320x200 .jpg, vil være med på vognen. For os andre er det, der burde være filmens store aha-øjeblik, i stedet en invitation til at se hvor hurtigt et par svenske instruktører kan hoppe hajen.

Det er altså ikke den gribende thriller-gyser-historie, filmen skal sælges på, men det er så sandelig heller ikke skuespillet. Julianne Moore giver sit bedste bud på hvordan Jodie Foster havde håndteret sagen hvis hun sad fast i sin rolle fra The Silence of the Lambs, selv om det aldrig bliver forklaret hvorfor hun er så nervøs og stammende hele tiden. Hendes far skifter abrupt mellem at være kærlig, formanende, skuffet og drillesyg så ofte, at man skulle tro, det var ham, der havde splittet personlighed. Og Julles bror/svoger/hvad han så end er, spillet af Nathan Corddry, er så underudviklet, at han lige så godt kunne have ordene "plot device" tatoveret i panden.

Undtagelsen skal findes hos Jonathan Rhys Meyers, der løber med guldmedaljen, for det kræver alligevel sin skuespiller at spille så mange roller med så lidt tilfælles og gøre det troværdigt - og det kan Meyers. Hans afsluttende scene, som jeg ikke skal røbe for meget af, er især beundringsværdig fra et skuespilteknisk synspunkt - og det er en af de få scener i filmen, der formår at have ægte følelsesmæssig karakterdybde. Det er bare synd, han ellers ikke har noget bedre at arbejde med.

Shelter har ambitionerne og referencerne i orden, men den kører simpelthen død i sin egen uopfindsomhed. Der er for mange uforklarede løse ender, og hele plottet afhænger af et krumspring i teknologisk udvikling, der udviser omtrent så megen forståelse for hvordan computere fungerer som manuskriptforfatterne bag Hackers gjorde. Meyers kan spille skuespil, og han er også den eneste gode grund til at se denne film.