Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Emergency 2012

Emergency 2012

Stil dig i spidsen af en hær af ambulancer, brandbiler og politivogne i dette alternative men ikke helt uefne strategispil.

{Emergency 2012} er noget så sjældent som et RTS-spil, der ikke går ud på at slå ihjel og ødelægge. Faktisk lige modsat. I stedet for at kommandere rundt med tropper og dyrt krigsisenkram, står du i stedet i spidsen for en redningstjeneste, og skal tackle alskens voldsomme ulykker og naturkatastrofer.

Brandvæsen, politi, ambulancetjeneste og ingeniørkorps står til din rådighed, når du skal slukke brande, redde sårede, dæmpe optøjer og standse ulykker verden over. Og det går ikke stille for sig.

Kampagnen består af 12 missioner, der blandt andet byder på brand i Tower Bridge, et væltet Eiffeltårn, jordskred ved Matterhorn og et Berlin ramt af så hård tørke, at der ligger ørkensand i gaderne og halvdelen af byen brænder.

Udover kampagnen er der også en freeplay-mulighed, hvor katastroferne måske ikke er lige så spektakulære som i kampagnen, men hvor ens evner stadig bliver sat på prøve. I modsætning til kampagnen skal man også tænke på økonomi her, da man skal købe sig til noget af sit materiel for bevilgede penge.

En ulykke kommer sjældent alene, og situationen udvikler sig som regel drastisk undervejs, så det er med at holde hovedet koldt og bevare overblikket. Spillet ses i et typisk fugleperspektiv, og selvom det næppe vinder nogen priser for sin grafik, så er det svært ikke at blive charmeret af de små brandbiler.

Det er et spil med mange gode ideer, men de er ikke alle lige godt implementeret. Måske er jeg bare blevet forkælet af Starcraft II, men der er enormt mange ting ved styringen i Emergency 2012 der irriterer mig. Hvis en enhed er i bevægelse, og man giver den ordre til at gå et andet sted hen, stopper den op et kort øjeblik, for derefter at bevæge sig videre. Det er jævnt upraktisk, hvis man jager en forbryder, der er ved at slippe væk.

Andre handlinger er meget omstændige. For at redde en tilskadekommen ud af en bil, skal man gennem følgende procedure: Højreklik på brandbil får at få brandmænd ud. Klik på brandmand. Klik på ikon til skæreværktøj. Vente på han henter skæreværktøj i brandbil. Højreklik på offerets bil. Vente på han skærer offer ud. Højreklikke på lægebil for at få læge ud. Klikke på læge. Højreklik på offer for at stabilisere. Vente på at læge arbejder. Højreklikke på ambulance. Klikke på båremænd. Højreklikke på offer. Vente på offer bliver flyttet til båre. Højreklikke på ambulance for at køre offer på hospitalet.

Det er mildest talt omstændigt, og det er helt unødvendigt, at der skal så mange handlinger til for at udføre en så relativt central opgave som at redde trafikofre. For den eneste handling, en brandmand kan gøre ved en skadet bil, er at skære ofret ud. Hvorfor skal det så være nødvendigt at samle skæreværktøjet op, før man kan beordre ham til at skære den tilskadekomne fri? Og når ambulancefolkene har offeret på deres båre, hvorfor skal man så manuelt sende dem tilbage til ambulancen, i stedet for at de bare gør det selv?

Alting skal detaljestyres, og derfor kræver Emergency 2012 en ordentlig portion tålmodighed. Samtidigt er det stressende, fordi der typisk sker mange ting ad gangen, og det er let at miste overblikket. I en mission oplevede jeg, at en af mine læger blev væk i folkemængden, fordi han på eget initiativ var gået rundt og havde helbredt syge. Og det er for så vidt fint nok, at han gør det, men det er ikke konsekvent hvornår ens mænd kan finde ud af selv at handle, eller skal have specifikke instruktioner om det. En brandmand kan godt selv finde ud af at slukke en brand i nærheden, hvis han er udstyret til det, men han skærer kun folk fri af bilvrag, hvis man beder ham om det.

Der er mange, mange forskellige enheder til ens rådighed, og spillet er ikke lige godt til at introducere dem for en. I en mission får man for eksempel besked på at lave en vejspærringer, for at stoppe en gruppe folk på plyndringstogt. Jeg sendte straks to politibiler afsted mod gerningsmændene, og da de var ankommet trykkede jeg på knappen for at udstyre dem med vejspærringer. Hvilket så resulterede i at de begyndte at løbe tilbage mod den anden ende af banen, for her holdt den politi-van, som vejspærringerne åbenbart lå i. Så skurkene slap selvfølgelig væk, og missionen fejlede.

I andet forsøg satte jeg fire vejspærringer op midt på skurkenes flugtrute, da jeg før havde set dem undvige mine biler, og tænkte at de også kunne køre uden om vejspærringer. Det var de ikke helt kloge nok til. Til gengæld viste det sig så, at en politimand, der laver en vejspærring, ikke rigtig kan bruges til andre ting efterfølgende, så jeg havde ikke mænd nok på plads til at fange alle forbryderne. Altså slap de væk til fods, godt hjulpet på vej af den tidligere nævnte stop-start-problematik. Tredje gang var lykkens gang, men det er irriterende at skulle lære et spils interne logik på den måde. Hvorfor fik man ikke bare fra starten at vide, at vejspærringer kun lå i Van'en? Og hvorfor blev det ikke dækket i træningsmissionerne?

Og der er meget af den slags i spillet. Første gang jeg skulle bjerge en bil op af en flod, tog det mig en halv time at regne ud hvordan det gøres. Undervejs havde jeg store kraner fremme og både i vandet, og selv efter jeg tilfældigvis opdagede at jeg havde dykkere til rådighed, tog det stadig lidt tid at finde ud af hvordan man brugte dem.

Men selvom min tur med {Emergency 2012} langt fra har været en dans på roser, må jeg ærligt indrømme at jeg også hyggede mig undervejs. Det er som sagt et spil der kræver tålmodighed, og det har en række særheder, som man er nødt til at forligne sig med. Ligeledes kan man godt mærke at det er lavet på et relativt skrabet budget, og der er nogle knaster hist og her. Men når det hele spiller, og man har styr på situationen, så er der noget meget tilfredsstillende over en veludført mission. Spillet er langt fra så poleret som det kunne (og burde) have været, men er man nysgerrig efter at prøve et anderledes RTS, og hvis konceptet lokker, så er det nok stadig et kig værd.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Godt koncept, mange gode ideer
-
Bøvlet styring, manglende introduktion til nye funktioner, savner polering