NBA 2K11
NBA 2K11 lover knaldstram basketballoplevelse foran skærmen. Vi har anmeldt et af vinterens hedeste sportsspil...
Mange anser NBA 2K-serien som det bedste alternativ for basketfans. I løbet af de seneste år har konkurrenten EA Sports simpelthen ikke kunne tilbyde den samme kvalitet med sin NBA Live-serie som man finder i 2K-serien. Noget som blev tydeligt understreget da serien blev skrottet og udviklerne gik tilbage til tegnebrædtet for at introducere en ny start med NBA Elite. Men NBA Elite blev udsat i sidste sekund. Det var propfyldt med fejl og levede ikke op til forventningerne. Nu er NBA-sæsonen ved at starte op, og basketløver verden over står igen med kun én valgmulighed på spilhylderne. Heldigvis er det ikke nogen ulempe for basketsultne spillere, da {NBA 2K11} er et glimrende basketspil og et af de bedste i mange, mange år.
Men hold på hatten, for spillet er ikke for hvem som helst. For folk der kun har en snert af interesse for sportsspil kan dette hurtigt blive en noget utilgivelig affære, eftersom spillet er så simulationspræget. Det har et mere end almindeligt avanceret styringssystem, og dertil kommer at man skal have en vis forståelse for basketsporten for at få spillet til at flyde. Selv for mig, der har spillet basket gennem hele min opvækst og spillet bunkevis af sportspil, bliver jeg med {NBA 2K11} nødt til at hive mig ud af rutinerne og sætte mig ind i flere omfattende øvelser og træningssituationer.
Med min skræddersyede spiller får jeg bolden centralt i toppen af trepointslinjen, og i det forsvarsspilleren prøver at positionere sig foran mig, bevæger jeg den venstre analogpind roligt mod højre for at starte driblingen, og ser at forsvarsspilleren trækker mod højre og mister balancen. Med en lille bevægelse har jeg pludselig skabt plads i feltet og benytter øjeblikket til at fyre at skud af lige fra indersiden af trepointslinjen. Tøjfysikken gør at trøjen glider ned over spillerens skulder idet han lander, mens bolden svæver gennem luften med perfekt tyngde, inden den snitter venstre side af ringen og falder gennem nettet. Fantastisk spilfølelse. Alt virker så troværdigt og naturligt. Man føler virkelig at man har kontrol og fyrer skuddet af selv selv - hvilket er ganske utroligt.

Anmelderens alterego og fremtidig NBA-stjerne.
Øjeblikket ovenfor husker jeg fra karrieredelen i spillet, som virkelig er velgjort og proppet til randen af tyngde. Her starter man med at skræddersy sin egen spiller med et hav af valgmuligheder. Alt fra tatoveringer, basketsko og knætape til animationer af dunk, hopskud og hvad man ellers skal bruge for at personliggøre sin spiller er til stede. Efter man har skabt et alterego man er tilfreds med, handler det om at lære sig og mestre diverse øvelser. Dette indebærer skudøvelser, forsvar (stjæle bolden, forhindre og forstyrre skud) og drible - blandt andet - før man til sidst indtager parketten i træningskampe for at blive formet formet til en vaskeægte holdspiller.

Jeg nævnte indledningsvis at det handler om at have en vis basketforståelse i {NBA 2K11}, og i denne spiltype gælder det mere end noget andet sted. Næsten alt du hvad du foretager digl på banen bliver vurderet i positiv eller negativ favør af en måler i toppen af skærmen, et virkelig omfattende system der imponerer med alle de detaljer som bliver opfanget. Jeg vidste ikke at konsollen var så vaks. Mange af dine små positive bidrag, som at sætte en blokering på holdkammeraters forsvarsspillere eller at finde den rette løbelinje ved kontraer giver et positivt opsving, mens dårlig markering i forsvar eller dårlige skudvalg i angreb gør at præstationsmåleren daler. Præstationen på banen bliver vurderet ud fra mange faktorer, så det handler om at hænge på både i forsvar og angreb.

Efter kampe og øvelser bliver man belønnet med point afhængigt af ens indsats, som kan bruges til at forbedre ens spillers færdigheder. Her bør man smøres ind med afhængighedsfaktor 30 for ikke at blive siddende hele natten. Det er ikke let at lægge controlleren fra sig, når man bliver fristet til at spille bare endnu en lille kamp til for at forbedre sine dunkeevner. Så følger der gerne en ekstra kamp med i købet - og måske en til for at forbedre sine trepointsfærdigheder.
Det hele starter med sjove træningskampe i næsten mennesketomme gymnastiksale, før man spiller college-agtige kampe gennem off-season og endeligt bliver "draftet" til NBA. Opbygningen er spændende og tanken om at gå hele vejen fra at være træningsholdets klodsmajor til startopstillingen på et NBA-hold er inspirerende. For ikke at snakke om at blive udtaget til All-Star-holdet og måske tilmed vinde NBA-mesterskabet. Vejen er lang og underholdende i {NBA 2K11}, som serverer en glitrende karrieredel.
Atmosfæren i kampene i {NBA 2K11} er ikke mindre end imponerende. Spillere snakker til hinanden på banen, trænere gestikulerer med ben og arme fra sidelinjen, bænken reagerer på til præstationerne på banen, sportsfotografer sidder parate nær kurven for at fange plakatbilleder, ellevilde maskotter og cheerleadere er selvfølgelig på plads og tribunerne er fydlt til randen af publikum. Det oser af liv og røre.
Præsentationen er det nærmeste et af tidens sportsspil kommer på en TV-udsendelse, og står igen som et skoleeksempel på hvordan præsentationen i et sportsspil bør være. Kommentatorene snakker om det der sker på banen med stor variation, trækker historiske elementer ind, fortæller om de forskellige spilleres baggrund og gør det på en mere spændende og mere detaljeret måde end andre sportsspil. For ikke at snakke om præsentationerne midtvejs gennem og efter kampene. Her bliver der vist en film med højdepunkter pakket ind i et fyrværkeri af effekter, mens kommentatoren snakker om hvordan kampen har udspillet sig. Hvornår kommer FIFA- og PES-serien med en ligenende præsentation? Det er lavet på en særdeles smagfuld måde, og det er voksent at fokus ikke bare ligger på kampens bedste dunk, men at højdepunkterne også består af rebounds, pasninger, skud og kontraspil.

{NBA 2K11} er en knaldstram basketsimulator som giver fans af sporten fuld valuta for pengene. Man skal være bevidst om at det ikke egner sig til alle, eftersom spillet er så simulationspræget og styringen mere end almindeligt avanceret. Men alligevel bør sportsfans overveje spillet for den fantastiske præsentation og karrieredel. {NBA 2K11} ligger helt i toppen af hvad en god sportssimulator bør være, og sætter på mange områder standarden for genren.
Gamereactor Danmark