Skyggen

Fuck it, lad os få det af vejen med det samme: ja, det er en pissespændende film. Der er ingen høflige måder at sige det på. Polanski er en mester indenfor thrilleren, og det ved enhver, der har set Rosemary's Baby eller The Ninth Gate. Hvis der er noget, den mand kan, så er det at fastlime seerens øjne til skærmen, selv når der ikke sker en dyt - og det er bestemt ikke noget, han er blevet værre til med årene.

Skyggen handler i al sin enkelthed om, at Ewan McGregor (i rollen som den unavngivne hovedperson) bliver hyret til at skrive politikeren Adam Langs erindringer. Adam Lang (Pierce Brosnan) var tidligere britisk premierminister, men er nu landet i noget særdeles varmt vand - kogende, nærmest - fordi han under sin tid som P.M. sørgede for at udlevere fire mistænkte terrorister, der blev underkastet tortur under deres forhør. Lang bor nu på en ø et sted i Massachusetts i hvad der kun kan beskrives som en behagelig Ikea-fæstning med hans bitre kone og en lille, privat hær af assistenter (heriblandt Kim Cattral som hans pressesekretær).

Ikke nok med det, men hans forrige ghostwriter blev fundet død på stranden, enten ved en ulykke eller selvmord. Det er selvfølgelig ikke opmuntrende nyt for Ewan, men løftet om $250.000 for at fixe et manuskript, der sådan set allerede er skrevet, er nok til at få ham op af stolen og på et fly til det kolde klima.

Og det er ikke kun det evigt blæsende vejr og de mørke, blå farver på himlen, der gør klimaet koldt. Som før nævnt, så besidder Polanski en nærmest unaturlig evne til at holde spændingen gående, selv når der reelt set ikke sker noget: bare køreturen ud til øen er nærmest neglebidende, takket være en unådig stram klipning og den insisterende underlægningsmusik. Ewan og Pierce er begge blændende at se på - Ewan som forfjamsket, lettere naïv forfatter, der prøver at holde skruen lige i vandet selv om lortet kæntrer omkring ham, og Pierce i rollen som den slibrige populistpolitiker (hvis ligheder med Tony Blair, på trods af manuskriptforfatterens egne udsagn om det modsatte, er pænt slet skjulte) - selv om sidstnævnte ikke er helt så intimiderende i de afgørende scener som han gerne vil være.

Der er i virkeligheden kun to kritikpunkter, jeg kan komme med: Det første hedder Kim Cattral og hendes enormt usandsynlige, falske britiske accent. Hun er simpelthen fejlcastet, og det er synd, for hun plejer ellers at være god til denne slags roller (hvis I forstår sådan en lille en).

Det andet er en virkelig ærgerlig scene omtrent midtvejs i filmen, der gør det alt, alt for let for seeren at regne den store politiske hemmelighed ud før tid er. Jeg vil naturligvis ikke ødelægge det for jer, men det bliver nærmest annonceret i en megafon hvem der står bag hele palaveret. Så meget, at jeg faktisk troede...nej se det selv. Og så får vi ellers lov til at vente på, at Ewan regner trådene ud, mens vi gentagende gange sidder og råber, "For fanden, mand, det var [indsæt figur], der gjorde det!" som en fuld tilskuer til en teateropførsel af en Agatha Christie-historie.

Og hvis jeg lige kan liste en halv anke til ind på falderebet, så må det være slutningen, som jeg syntes virkede som et cop-out - men det vil jeg kridte op til at være en smagssag. Personligt synes jeg, at den danske Kongekabale havde en langt mere effektiv slutning. Bevares, denne fungerer også. Men det er måske lige at gå lidt langt at kalde den "en af Polanskis bedste slutninger," som manuskriptforfatteren gisper beundrende på DVD'ens sparsomme ekstramateriale.

Men tag ikke fejl: Skyggen er en eminent sammenskruet politisk thriller, der rent faktisk har et plot værd at fordybe sig i - og ligeledes har en god og vigtig pointe om hvor langt man vil og bør gå for at sikre den nationale sikkerhed, specielt hvis man, som mig, er dimittend fra den røde fabrik. Filmen formår at holde spændingen gående fra start til slut, selv om plottet ikke er så opfindsomt som det gerne vil være.