Gamereactor

Gamereactor
Film
Hot Tub Time Machine

Hot Tub Time Machine

Kristian tager tilbage til de glade 80´ere på en lidt anderledes tur...

Jeg elsker film der involverer tidsrejser. De fuldstændig hjernevridende muligheder som de flerdimensionelle udflugter giver, har sikret film som Terminator og 12 Monkeys klassikerstatus og i de rette hænder er det en garanti for originale historier.

Det nyeste skud på stammen er en noget mindre seriøs tidsrejse end de foregående eksempler. Komedien Hot Tub Time Machine, blander elementer fra The Hangover og Tilbage Til Fremtiden og får det til at fungere.

De fire venner Adam, Jacob, Nick og Lou tager til et skiresort i Kodiak Valley. For 24 år siden havde de deres livs fest der, men nu er det et sørgeligt hul. Dette holder dem ikke fra at drikke helt ustyrligt og tilbringe natten i boblebadet. Da de vågner næste morgen er de blevet transporteret tilbage i tiden til den sagnomspundne fest og skal nu finde ud af hvordan de kommer hjem.

For at besvare det vigtigste spørgsmål først, ja det her er virkelig morsomt. Man skal lige igennem de første 20 minutter, men lige så snart de kommer i boblebadet er der ingen mangel på grin. Ikke bare udnyttes det overdrevne 80'er scenarie flot, selve tidsrejsen og de enkelte karakterer bruges til at skabe nogle hylende morsomme scener.

John Cusack, Clark Duke, Craig Robinson og Rob Corddry (der virkelig brillerer) er et glimrende ensemble som skaber en hyggelig stemning.

At en komedie skal være sjov er det mindste man kan ønske, men Hot Tub Time Machine udmærker sig også ved at have en spændende handling der låner lidt for meget af Tilbage Til Fremtiden. Heldigvis giver de mange damer, alkohol og stoffer oplevelsen sit eget præg... som måske låner lidt for meget af The Hangover.

Selvom Hot Tub Time Machine ikke når de samme højder som sine tydelige inspirationskilder er det stadig en vellykket komedie fyldt med gode indfald (og en enkelt genistreg) der er værd at bruge tid og penge på.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10