Oldboys

Jeg har altid fået verbale tæsk for mit indædte had til den danske film Blinkende Lygter.  Den kom ud kort tid efter Lasse Spang Olsens I Kina Spiser De Hunde, og selv mine nærmeste venner havde meget svært ved at forstå hvordan jeg kunne elske Kina men kun nære dyb afsky for Lygterne. Og jeg havde da også selv svært ved at forklare det, for hey, hvem har ikke altid haft lyst til at skyde en ko?

Men takket være Nikolaj Steen behøver jeg nu blot at pege på hans debutfilm Oldboys og sige, at jeg ikke kan fordrage hverken hans film eller Blinkende Lygter, fordi de i bund og grund kommer fra samme sted. 

Ja, jeg ved hvad du tænker, kære læser: Hvordan kan en film om en gammel gubbe (Kristian Halken), der bliver glemt af sit oldboys-fodboldhold på en svensk tankstation og må tiltvinge sig et lift af en tankstation-røver med tvangstanker om coaching (Robert Hansen), have noget at gøre med Søren Pilmark og en kro i et dansk yderområde? Det skal jeg sige dig. Inde i dem begge banker nemlig det samme, rynkede, Ude & Hjemme-abonnerende hjerte for Vesterhavssommerhuse, leverpostej, yatzy efter aftensmaden og en stor pose Haribo til Vild Med Dans i zombie-sofaen. De er begge triste, grå og fyldt med den slags banale konflikter, der bliver blæst op til at fylde hele skærmen, fordi karaktererne kun er todimensionelle karikaturer af noget, der skal forestille at være mennesker. 

Eneste forskel på de to film er, at Oldboys knap nok har energi til at gemme sine Finn Nørbygaard-tendenser bag et skalkeskjul af "ung med de unge" jokes. Well, dét og Søren Pilmark. Okay, så vi har glemt Vagn (det hedder han, fordi han er gammel) på en tankstation i Sverige. Der befinder han sig fordi han er på vej i bus med sit oldboys-fodboldhold til Gävla (så kan vi fnise lidt af, at det rimer på "jävla"). 

Men fordi samtlige af hans holdkammerater, uden undtagelser, er 100% assholes, så er de over alle bjerge og i øvrigt ret uimodtagelige for ideen om at vende om når Vagn endelig får forvildet sig ud af det badeværelse, han opholdte sig på. Men tankstationen er tilfældigvis lige blevet røvet af John (det hedder han, fordi han er ung, og det var et ungt navn tilbage da Bjarne Liller lå på top 10-listen), og John er ikke nået at flygte før Vagn kommer tilbage.  Vagn får lokket John til at indhente bussen i sin bil, nu han alligevel skal flygte fra politiet, men ved en lang række tilfælde får de forvildet sig ud på en længere rejse ind i hinandens følelsesliv. John røver tankstationer fordi han skylder penge til "nogle mænd på Nørrebro" (fordi alle fra Nørrebro er farlige), og Vagns problem er sådan set bare, at han er ualmindelig trist at både se og høre på. Undervejs møder de to nye venner også - ved et tilfælde - pigen Jeanne (det hedder hun, fordi... jeg ved det ikke, men hun spilles af Laura Christensen). Og ved endnu en række tilfælde kommer hun også med på deres tur gennem Sverige. 

Hendes rolle i filmen tjener stort set kun det formål at minde John om, at der findes bryster i verden, og hun bliver alligevel introduceret så sent i filmen uden nogen forklaring eller eksposition, at hun egentlig bare burde have et neon-skilt om halsen med påskriften "obligatorisk love-interest."

Filmen tager sit udspring i road-movie traditionen, og oplægget fejler som sådan ikke noget: To modsætninger tvinges til at være sammen på en større rejse hvor de lærer hinanden at kende og derved lærer om sig selv. Problemet med filmen er dens troværdighed, og det skulle ikke undre mig om man kan spore spiren til denne problematik helt tilbage til manuskriptstadiet. Plottet drives af virkelig tåbelige og usandsynlige tilfældigheder, der af og til forsøges "forklaret" gennem Johns evindelige ordgylle om coaching-teknikker, men som i virkeligheden handler om, at forfatteren (som også er Nikolaj Steen) prøver at tvinge følelsesmæssige reaktioner ud af os publikum uden at fundere dem i solid karakterforståelse eller, for den sags skyld, logik.

Karaktererne vender på en tallerken og træffer helt ualmindeligt åndssvage beslutninger, afhængigt af hvilken situation, det tynde plot gerne vil have dem ud i.  Værst af alt er motivationen bag hvorfor John beslutter sig at hjælpe Vagn: der er simpelthen ikke nogen.  Fra det ene øjeblik er John mistroisk og vil gerne af med Vagn, og det tror fanden; manden ved jo, han lige har bøffet en tankstation, men fem minutter senere "løber [John] aldrig fra et løfte," og de er som limet sammen ved hoften. 

Jeanne tager i øvrigt også hele situationen ret pænt: hvis man så filmen fra hendes synspunkt handlede den egentlig om en mand og hans ældre ven, der konstant følger efter hende og chikanerer hende og hendes dreng.  Og hvorfor skal hun egentlig helt op i Sverige og hente sin dreng - altså, ud over fordi plottet synes, hun skal? Intet af det bliver forklaret tilfredsstillende, det forventes bare, at vi er med på den, selv om det ikke giver mening ved eftertanke. 

Problemet er, at det er for mig fuldstændig umuligt at koncentrere mig om Vagns daddy-issues eller Johns ulidelige personlighedsskavanker når de ikke opfører sig som troværdige personer.  Det hjælpes heller ikke af, at figurene har noget tåkrummende plat og melodramatisk materiale at arbejde med, og at Robert Hansen, velsignet være hans overgearede lille drengerøvs-hjerte, nok aldrig bliver decideret skuespiller..

Måske er det en undergenre af den danske filmskat, jeg aldrig lærer at forstå. 

Forstå mig ret: Jeg har nydt mange danske film i min tid - den førnævnte Kina, Bleeder, De Grønne Slagtere, Kongekabale, Nattevagten, ja sågar Adams Æbler. Så jeg ved, at vi godt kan i dette land. 

Men det jeg kan simpelthen ikke snuppe denne mellemvejstagende, ugidelige, triste, energiforladte, grå, melodramatiske "små konflikter i en endnu mindre andedam" film.  Det kunne jeg ikke tilbage i 2000, da Blinkende Lygter udkom, og det kan jeg ikke nu 10 år efter.