Monsterjægerne

Farfar er tidligere monsterjæger. Det påstår han i hvert fald selv. Vi begynder ved middagsbordet hos den lille familie. Farfar fortæller om dengang, hvor han fangede det såkaldte skyggemonster, en slags sort sky der besætter mennesker og får dem til at gøre vanvittige ting. Hans børnebørn, Oliver og Lasse, lytter med meget forskellig interesse. Lillebror Lasse er helt opslugt og overbevist om at skyggemonsteret eksisterer. Storebror Lasse er derimod sikker på det blot er historier, og samtidig fremstilles han som lidt af en bangebuks.

En dag finder de dog den fryser, som bedstefaderen påstår, at han har monsteret gemt i, og som man kan regne ud går alt galt og monsteret slipper fri.

Historierevolutionen stopper ikke her. Minsandten om ikke det er børnene selv der skal fange monsteret. Monsteret selv er en slags dronning som efter at have besat et menneske kan blive videreført til andre. Dette sker ved...at kysse!

Her skinner det for alvor igennem at den her film er tænkt til børn der lige er kommet i puberteten. Mage til åndssvagt koncept skal man lede længe efter.

Det er ganske enkelt ikke særlig sjovt at sidde i lidt over en time og glo på en masse forvirrede folk der render rundt, som i en rus, og bedstemoderkysser hinanden i en lang uendelighed. Og hvis de ikke lige kysser, så prutter de, bøvser eller fryser statuetissemænd til is.
Ganske simpelt fortalt så er det her lavkomik af værste skuffe. Desværre er skuespillet heller ikke med til at højne kvaliteten.

Men nu er det også en film til børn, og jeg kan på sin vis godt forestille mig at denne type humor vil ramme ganske fint her.

Børnene virker for en stor del som om de lige har fået manuskriptet og står og læser det op. Det virker mekanisk og uden den indlevelse man normalt forbinder med børneskuespillere.

En del af de voksne skuespillere synes også mere eller mindre forvirrede i filmen. Jeg havde en underlig følelse af at manuskriptet var blevet givet til skuespillerne for sent. Mange dialoger serveres sløvt. Det var for mig ret dræbende at lytte til, og de komiske punchlines der lå i filmen mistede gnisten ved den kedelige fremføring og den manglende timing.

Eneste lyspunkt var Jonas Schmidt, i rollen som aggressiv pedel. Han har dog også før bevist sin evne til at spille aggressiv og uudholdeligt selvfed som blandt andet flodhesten Dolph.

Peter Mygind er vanligt overskruet og irriterende. Her spiller han drengenes far og politimand. Jeg vil tro, at hvis de danske politifolk opførte sig på sammen måde som tilfældet er her, ville mængden af politimord stige betragteligt.

Monsterjægerne hævder selv, at der er masser af banebrydende effekter i den. Det er dog efter min overbevisning en godt gedigen overdrivelse. Skyggemonsteret ligner en klat flyvende blæk. Og de krystalliseringseffekter der sker når børnene bruger deres isvåben, er direkte amatøragtige.

Filmens største problem er dog, at den aldrig rigtigt finder ud af hvilket ben den vil stå på. I begyndelsen satser den en del på at skulle skræmme, men pludselig kammer den fuldkomment over i barnehumor. Der er ingen reel sammenhæng i det hele.

Blander man nu alle disse ting sammen, står man tilbage med en uinspireret børnefilm. Måske vil humoren fange målgruppen, men for mig var oplevelsen en plat omgang uden videre substans.

Vil man gerne se en dansk gyserbørnefilm kan De Fortabte Sjæles Ø anbefales i stedet. Her er skuespillet i top og effekterne ganske glimrende.