Retro: Sub-Terrania

Ideen var ikke original, og som navigatør af en lille rumskib var det din mission at skyde alt og alle til pixelgrums, mens du forsigtigt begav dig rundt i de ti forskellige huler der udgjorde spillets baner. Spillet var dog dybere end som så, og med en posefuld inspiration fra det klassiske Thrust, var tyngdekraften og brændstofbeholdningen de egentlige modstandere. Lod man blot rumskibet være, ville det ligeså langsomt blive trukket mod hulernes nådesløse klippevægge, men forstod man i stedet at benytte sig af små fartudbrud fra rumskibets raketmotorer, kunne man svæve gennem selv de snævreste passager.

Missionerne bestod typisk af fragtmissioner, hvor et objekt skulle hentes i den ene del af banen for at bringes til den anden. Ganske simpelt. Dette strakte sig over alt fra strandede astronauter, til dele af laserkanoner der skulle bruges til at skyde dele af banerne i stykker, så man kunne avancere til næste bane. De fleste af missionerne var gentagelser af Thrust-genrens andre spil, men alligevel formåede Zyrinx at friske det op med glidebaner, der gjorde manøvreringen af banernes smalleste steder lettere samt et varieret våbensystem.

Det hele foregik på Sega Mega Drive (eller Genesis i US), som i 1994, da spillet blev udgivet, allerede havde fået sin hardware presset af alverdens udviklere. Alligevel var det utvivlsomt den tekniske side af {Sub-Terrania} der i første omgang slog benene væk under spillere og anmeldere.

Zyrinx bestod af danske programmører, grafikere og en musiker (Jesper Kyd) som havde slået sine folder på den sprudlende Amiga-demoscene, som dele af grupperne The Silents og Crionics, og havde herigennem lært at presse hardwarekredse som få andre. Resultatet var at {Sub-Terrania} var fyldt med skærmstore fjender, dets egen spilfysik, prærenderet grafik og en lydkvalitet langt bedre end størstedelen af andre Mega Drive-spil. Det var lykkedes udvikleren at narre konsollens simple lydchip til at spille alt lyden i 44khz, i stedet for de sædvanlige 11khz. {Sub-Terrania} var et lysende eksempel på en udvikler, der havde fået finpudset evnerne, ved i lang tid at være del af en demoscene hvor konkurrencen altid var knivskarp, og hvor det var krævet, at man altid flyttede de tekniske grænser for, hvad der kunne lade sig gøre.

Resultatet var at {Sub-Terrania} ved sin udgivelse lignede og lød som noget fra fremtiden. Et teknisk pragteksempel af et spil, der gjorde sig særlig elsket som argument, i de uendeligt mange "Sega Mega Drive er bedre end Super Nintendo"-diskussioner, der var datidens foretrukne verbale slåskamp for spilfans.

Zyrinx havde forstået at det gjaldt om at fange spilleren fra første sekund, og derfor startede spillet ud med en prærenderet intro, som ikke havde den store relevans til selve spillet, men alligevel imponerede blot ved at være prærenderet i en tid, hvor den slags var uhørt.

Pressens modtagelse af {Sub-Terrania} var positiv, og specielt det respekterede engelske magasin Edge kvitterede med et flot 9/10. Alligevel fik spillet fra flere steder kritik for at være for svært. Thrust-genren var som standard mere kompleks end datidens foretrukne arkadekonverteringer, og på en konsol så glad for konverteringer som Sega Mega Drive, krævede spillet derfor lidt af en tilvænning.

Desværre har {Sub-Terrania} endnu ikke fundet vej til Nintendos Virtual Console, eller nogen af de tilsvarende distributionskanaler. Har man derfor fået blod på tanden, må man finde den gamle konsol frem, og slå et smut forbi sider som Ebay, hvor spillet sælges til billige penge.

Er man ikke villig til at gå helt så langt, men ejer man en Playstatation 3, er der dog flere lignende spil at vælge i mellem. Både det retrolækre {Gravity Crash}, samt Q-Games {Pixeljunk Shooter} er nemlig fremragende, Thrust-inspirerede actionspil, som et langt stykke hen af vejen bygger på de samme principper som {Sub-Terrania}.

{Sub-Terrania} blev ikke det eneste spil fra det danske spilhus, men det er en anden historie, som du kan læse meget mere om lige her.