Battlestar Galactica: The Plan
Filmen The Plan tager sin titel fra intro-teksterne til de første sæsoner Battlestar Galactica-serien, der slog fast, at Cylonerne havde en plan. Præcis hvad den plan gik ud på, berørte serien aldrig rigtig, og det prøver filmen til dels at rette op på.
The Plan begynder lidt før angrebet på de 12 kolonier, og fortsætter derfra sideløbende med handlingen i seriens første to sæsoner. Fokus er på den lille håndfuld af Cyloner, der i den periode gemmer sig i flåden under dække af at være mennesker. De fleste af dem kender vi allerede fra serien, mens andre ikke har været set før.
Forfatterne bag {Battlestar Galactica}-serien havde ingen anelse om hvor den ville ende, da de gik i gang med den. De fandt løbende på det meste af historien, og det bar serien præg af. Da det sidste afsnit var rullet over skærmen, var der stadig mange uopklarede spørgsmål. Det er prisværdigt at The Plan prøver at rette op på nogle af disse ting, men oftest føles det som om at den giver svar på spørgsmål, som ingen har stillet.
Cylonernes store plan var mere interessant da den var en mystisk og gådefuld størrelse, og som den fremlægges i The Plan, falder den lidt til jorden. Til gengæld får vi større indsigt i Cylonernes tanker og bevæggrunde, og selvom det for nogle af karakterenes vedkommende ikke tilføjer det store, så er det en velkommen uddybning af andre.
Selvom det ikke har nogen betydning for den overordnede {Battlestar Galactica}-historie, så er den mest interessante del af The Plan en sidehistorien om en Simon-model, der som del af sin dækoperation har giftet sig med en kvinde. Han er i midlertid blevet oprigtigt forelsket i hende, taget hendes datter til sig som var hun hans egen, og er nu i tvivl om hvor hans loyalitet skal ligge - hos Cylonerne eller hos hans familie.
Er man Battlestar-fan, er The Plan klart værd at se. Det er tydeligt, at den er et PS til serien, men den formår stadig at underholde og vække eftertanke. Men vent til du har set serien færdig, ellers er den både umulig at følge med i, og fyldt med kæmpe spoilers.

Ekstramateriale:
Også på denne skive er der et godt udvalg. Hvis du vil lytte til soundtrackets 31 numre kan du gøre det. Men dokumentaren der følger Edward James Olmos fra skuespiller til instruktør er især værd at nævne: Her er en god dokumentar der leverer et indblik i menneskerne bag serien og filmen. Man får lov at opleve de rørende øjeblikke efter de sidste optagelser, og dokumentaren er guf for fans. Udover denne er der også mulighed for at se arbejdet med effekter og naturligvis de vanlige kommentarspor.

Gamereactor Danmark