The Fourth Kind
Gang på gang hører vi om folk der påstår de er blevet bortført af rumvæsner. The Fourth Kind handler netop om dette fænomen
Byen Nome i Alaska er et af de steder i USA hvor flest mennesker mener, at de er blevet kontaktet eller bortført af rumvæsner. Psykologen Dr. Abigail Tyler bliver efter hendes mands mystiske død mere og mere overbevist om at hun og flere andre i byen bliver forfulgt af skabninger fra det ydre rum.
Igennem interviews med den rigtige Abigail og fiktive segmenter, hvor hun spilles af Milla Jovovich, bæres vi gennem den mystiske fortælling. De nævnte interviews er mellem filmens instruktør og Abigail, og derudover er der tilført en del "autentiske" filmoptagelser fra de daværende hændelser.
Således prøver filmen at distancere sig fra mængden ved at være bygget på "virkelige" begivenheder og blande fiktive optagelser med videooptagelser fra de reelle hændelser. Det er så op til seeren selv at konkludere, hvad der virkelig skete.
Ideen er ganske fin og skuespillerne gengiver på fin vis den blanding af mistro og rædsel der omgiver den lille by.
Det interessante element er nok mest den mængde psykologer der er til stede, og deres reaktioner på hændelserne. Meget rammende siges der på et tidspunkt, at de ser tingene, men nægter at acceptere det de har set.
En ganske interessant tematik der sagtens kunne have været filmens omdrejningspunkt. Desværre er der ikke noget reelt tema i filmen, alt for mange elementer og budskaber bliver kastet forvildet rundt, og man sidder til sidst med en forundring over hvad målet reelt var med The Fourth Kind.
På papiret har vi ganske vist med en gyser at gøre, men chokøjeblikke er der ikke mange af. De mest effektive er nok dem der foregår på håndholdte originaloptagelser, hvor vi ser personer blive kastet rundt og rammes af pludselig rædsel.
Desværre går kameraerne sjovt nok altid i hak lige når disse scener indtræffer og de fiktive gengivelser af handlingerne er ikke reelt skræmmende. Med andre ord kommer man ikke til at ligge søvnløs efter at have set den her.
Igennem det meste af oplevelsen virker det som om The Fourth Kind prøver at overbevise seeren om at de implicerede rent faktisk blev kontaktet og bortført af rumvæsner, men der kommer nogle overraskelser mod slutningen som åbner alt igen og lader beskueren træffe sin egen konklusion.
Et meget fornuftigt træk der hjælper til at gøre alt mere troværdigt og mindre trættende.
Dog er alt en smule for rodet og ufokuseret til for alvor at skinne igennem. Havde man fundet ud af hvor man ville hen med filmen eller skabt nogle bedre gys kunne The Fourth Kind være blevet mere end blot en middelmådig gyser.
Er man til semi-autentiske film med overnaturlige emner bør man give den en chance (også selvom de autentiske scener er lige så falske som resten), men blandingen giver historien et anderledes præg og der er nok stof til en god diskussion bagefter.
Ekstramateriale:
Intet. Til gengæld kan BD-udgaven være værd at vælge fremfor DVD. For billedkvaliteten er ypperlig. I HD er det et super lækkert produkt.
Alt står lysende klart og knivskarpt og enhver trækning i skuespillernes ansigter kan læses og det forstærker det psykiske element meget effektivt.

Gamereactor Danmark