Gamer
Forestil dig, at den figur du styrer på din tv skærm er et rigtig menneske. Du tænker ordren og din levende avatar udfører den promte. Velkommen til Slayer og Society. Velkommen til Gamer!
Gerard Butler spiller internethelten Kable. Han er landet i spillet Slayer. Dødsdømte fanger har her en mulighed for at vinde deres frihed hvis de overlever 30 baner i spillet.
Lyder det som en genkendelig formular? Ja det er set før. Film som Deathrace 2000 er bygget over nøjagtigt samme tema. Der er dog en twist ved baggrunden for Game: Kable, eller John Tillmann som han hedder udenfor spillet, kan ikke kontrollere sine egne handlinger. Han er styret af en spiller. Og en rigtig dygtig en af slagsen. Kun en enkelt bane adskiller ham fra hans frihed.
Han ved dog ting om manden bag spillet som helst ikke må se dagens lys. En psykopat, kaldet Hackman, placeres i Slayer med det ene formål at dræbe Kable. Denne nye figur har dog en kæmpe fordel. Han er ikke kontrolleret af andre end sig selv.
Samtidig arbejder Kables hustru i spillet Society. En form for kopi af {Second Life}, men igen med rigtige mennesker. Hun styres rundt af en rigtig ulækker spiller og tvinges til de mest nedværdigende ting for at han kan få stillet sine syge lyster.
Det er et ret interessant koncept Gamer arbejder med. Mange debatemner smides op i luften og det er op til seeren selv at besvare dem. Er tanken om at styre et andet menneske tiltalende? I tusindvis af hjem styrer vi digitaliserede avatarer rundt i alverdens omgivelser og situationer. Hvad nu hvis det var rigtige mennesker? Ville vi nyde det ligeså meget eller ville vores samvittigheds alarmklokke ringe?
Gamer har et soleklart budskab og kan til tider virke som om den sætter folk lidt for meget i bås.
Dette skal forståes på den måde at mange af filmens karakterer er lidt for karikerede. Der er ikke meget kant på dem. Stereotyperne dyrkes i stor stil, og det klæder ikke filmens ellers meget interessante baggrund.
Det hjælper heller ikke at skuespillet for en stor del er hårrejsende elendigt. Dialogerne virker for skabelonskårede og langt størstedelen af skuespillerne er så overskruede i deres levering af personerne at indlevelsen hurtigt falder til jorden.
Én skuespiller skal dog roses. Michael C. Hall portrætterer den magtliderlige Ken Castle, skaberen af Society og Slayer, til perfektion. Castle skal tydeligvis virke som genial og gal på samme tid og Hall gør et sublimt stykke arbejde med at levere karakteren på en troværdig måde. Tidligere har han spillet Dexter i serien af samme navn, og allerede dér viste han sin evne til at spille meget specielle typer.
Selv om skuespillerne for en stor del ikke gør et godt stykke arbejde så er der andre ting som fungerer rigtig godt i Gamer. Chokeffekter er brugt fornuftigt og flere af de meget ekstreme scener leveres med en indpakning der gør dem genkendelige fra spil i dag. Blot med det twist, at man konstant skal minde sig selv om det er rigtige mennesker her.
Det giver en rigtig fed tvivl i hjertet hos seeren og er med til at fodre debatten som filmen her lægger op til. Kameraføring, effekter osv er brugt rigtig godt og det er tydeligt at instruktøren har kælet meget for detaljerne i hver scene. Vælger man så at se den i HD bliver det hele blot endnu mere intenst.
Derfor er det også rigtig synd at skuespillet og dialogen bare ikke kan følge med på dette niveau. Temaet i Gamer er meget interessant og aktuelt og der var bestemt grobund for en rigtig god film. Desværre hiver de nævnte svagheder den ned så den blot ender som en rimelig action film med nogle enkelte gode ideer.
Ekstramateriale:
Intet

Gamereactor Danmark