Massive Attack - Heligoland

Massive Attack er et engelsk triphop band, som blevet dannet i 1988. Robert Del Naja, Grantley Marshall og Andrew Vowles startede som et undergrundsprojekt, men har siden 90erne arbejdet med mange prominente navne. Debut LP'en "Blue Lines" der udkom under navnet Massive, høstede internationale roser og nummeret "Unfinished Symphony" er flere gange blevet kåret, til et af verdens bedste numre, af britiske medier. Gruppen har også lavet diverse remix til kunstnere som Garbage og Madonna.

Mezzanine blev gruppens sidste udgivelse med det oprindelige Massive Attack. Andrew Vowles og Grantley Marshall forlod gruppen, og efterlod Robert Del Naja som eneste medlem. Han har siden fundet sammen med produceren Neil Davidge, og de udgav sammen albummet "100th Window" som fik en ret blandet modtagelse.

Gruppen er nu tilbage med et splinternyt album "Heligoland" og fans har bestemt noget at glæde sig til!

Efter barselsorlov er Grantley Marshall er atter en del af gruppen og det kan mærkes. Massive Attack har fået det energitilskud som de havde brug for. Mange af numrene besidder ganske enkelt samme dystre stemning og fantastiske lydbilleder som kendetegnede deres storhedstid. Marshalls tilbagevenden har bestemt givet lyden mere bund og et varmere kendetegn.

Lyden er en blandet landhandel af Hiphop, soul, rock, elektronisk musik og pop. Alle disse genrer bliver med fantastisk hånd vævet sammen og danner et helhedsbillede, som andre kunstnere vil have svært ved at efterligne. Der er sans for detaljerne, og det hele er underspillet som altid. Dette er klart en forbedring fra gruppens senere udspil som var mere mekanisk og alt for elektronisk.

Duoens faste gæstesanger Horace Andy er vendt sikkert tilbage på den fantastisk charmerende "Splitting the Atom". Men mange af Massive Attacks nye bekendtskaber gør Heligoland endnu nemmere at holde af. Guy Garveys klangfulde vokal er yderst velvalgt til "Flat of the Blade" mens Martina Birds skæve nummer "Babel" er usandsynlig lækkert. "Paradise Circus" fungerer som pladens højdepunkt med sit rastløse beat og ret frække vokal.

Massive Attack er med andre tilbage i topform og selvom pladen ikke kan komme op på siden af Blue Lines eller Protection er albummet klart anbefalelsesværdigt. Numrene uden gæstevokaler er desværre ikke helt stærke nok i sig selv til at bære niveauet helt til tops, men mindre kan også sagtens gøre det. Forventningerne bliver i den grad indfriet, og denne anmelder havde ikke regnet med Massive Attack tilbage i så god form.

Nok er deres storhedstid ovre, men deres simple virkemidler og mørke magi er i den grad tilbage i førersædet og forventningerne til næste plade er hermed løftet et niveau.

Jeg venter gerne syv år endnu på endnu en Massive Attack plade som denne. Kreativt, udfordrende, provokerende og pokkers godt skruet sammen.

Pladen roterer nu i digital udgave i min Ipod, og det fortsætter den med længe endnu.