Planet 51

Hvis spilmatiseringen af {Planet 51} var en gryderet ville opskriften lyde sådan her: tag en omvendt E.T.-film, bland lige dele Grand Theft Auto og {Shrek} i gryden. Kog i en time. Tag nu en skefuld {Wall-E} og en håndfuld Mario Kart, bland ingredienserne. Tilsæt en skefuld gift og indse, at du umuligt kan nå at få gryderetten færdig. Server den halvlunken.

Ville du spise retten? Næppe. Men forstil dig, at den blev solgt i det lokale supermarked med et kæmpe, farvestrålende klistermærke der proklamerede: {Planet 51} - nok til to! Nu begynder den at friste, ikke?

Dette er desværre indtrykket oplevelsen af {Planet 51} efterlader. {Shrek}-skaberne har sikkert lavet en sjov familiefilm, der tager plottet fra E.T. og vender det på hovedet, da astronauten Chuk Baker lander på en fremmed planet, der trods en grønhudet befolkning, mest af alt ligner 50´ernes amerikanske villakvarterer. Elliot er skiftet ud med alien-drengen Lem, og astronautens hjælper er en lille robot, der låner personligheden og udseendet fra {Wall-E}.

Jeg har lidt ondt af udvikleren Pyro Studios, for hele spillet føles, som om de har villet det bedste, og derfor fyldt det med masser af herlige (om end lånte) ideer, for pludselig at indse, at der ikke er tid til at finpudse oplevelsen, da lanceringen skal passe med biografpremieren.

{Planet 51} spilmatiseringen er nemlig ikke en katastrofe, og den har nok guf gemt i slikposen til at kunne mætte i en del dage, hvis du graver dybt nok (hovedhistorien rækker dog kun til fire timer). Det er desværre især den stakkels Unreal-motor, der til tider hakker og sprutter så meget, at de gode ideer og sjove racerløb drukner i den haltende teknik.

Mine første minutter med spillet bliver konstant afbrudt af korte loadskærme, men da jeg endelig kommer i gang, er det tydeligt, at dette spil er et Grand Theft Auto for børn. Der er køretøjer der kan optjenes, en hovedhistorie der kan følges, minispil og endda et politi der jagter mig, hvis jeg træder ved siden af loven - en lov der heldigvis er mistænkelig tæt på, den jeg kender fra jorden.

Da jeg ser den første fritsvævende tegnseriebog, og ved opsamlingen af denne får fortalt, at jeg nu har samlet en ud af 70, er det næsten så det gipper ved tanken om {Crackdown}s mange orbs. Alene tanken om at udforske og finde genstande tiltaler mit latente samlergen.

Jeg får min første mission, der i bund og grund kræver, at jeg kigger på skærmens mindre kort, og følger pilen. Et par missioner senere, har jeg nu fået min første svævecykel, der gør transporttiden lidt mere overkommelig på de tre store områder som planeten byder på.

Efter at have klippet lidt græs på tid, kørt et løb mod spillets skurk, samlet sten med Kopi-E gemt mig for politiet med Chuck, og undersøgt det meste af planeten, er jeg allerede begyndt at kede mig. Missionerne kan genspilles for bedre klistermærker og køretøjer, og selvom de er ganske fornøjelige de første par omgange, er den eneste ændring på sværhedsgraden en kortere tidsfrist til at nå målet. Og så sjove er de desværre ikke, at en tidsfrist er nok til at lokke mig tilbage. Faktisk er det sjældent, at jeg har lyst til at gentage en mission.

Et andet problem er, at jeg alt for ofte skal hives ud af spilhistorien med korte loadskærme, og at områderne virker for tomme, og mest af alt ville gøre sig bedst som en reklame for billige kopimaskiner. Det hele ligner hinanden, og det hele er set før i bedre versioner. Jeg får ganske vist fortalt filmens historie undervejs, men musikken glimrer ved sit fravær, bilisterne hører de samme fire sange, og spilstemmerne lyder ikke synderligt overbevisende, mens synkroniseringen er set bedre i asiatiske karatefilm fra 70´erne.

Da jeg senere i spillet får fingrene i de hurtigere køretøjer bliver det lidt mere underholdende, men nu begynder framerate-problemerne virkeligt at vise sig, og det er en skam. For selvom opgaverne er sporadiske, er de varierede. Der er missioner inspireret af det klassiske Paperboy-spil, hvor der skal afleveres aviser på tid, mens bidske rumhunde skal undgås, der er bilræs med {Burnout}-turbo, græsslåning med drilske muldvarpe, stealth-missioner, genveje, hemmelige genstande der skal findes og masser af køretøjer at samle på.

Selv multiplayerdelen er faktisk ganske underholdende. Der kan køres ræs mod vennerne eller computeren, og der kan spilles små arenakampe, der mest af alt minder om en omgang dødskørsel med radiobiler. Med manglen af splitscreen-oplevelser på konsollerne, ville alene dette have været nok til at underholde i mange timer, såfremt skærmen ikke stønnede, hver gang jeg drejede.

Men, og der er et stort men: {Planet 51} vil egne sig fortrinligt til de mindre børn, der finder fornøjelse i at udforske og lege i den store sandkasse uagtet de tekniske problemer. For {Planet 51} er vitterligt en fin oplevelse, hvis man ikke er opvokset med GTA, {Crazy Taxi} og alle de mere kompetente bud på underholdning.

Som Gamereactor-læser skal du derfor stille dig selv spørgsmålet om, hvem der skal spille spillet. Hvis det er dig, så bør du virkelig være svinerig, tilgivende og storfan af filmen. Er du derimod nået alderen, hvor det er dine børn, eller yngre småsøskende, der skal have lidt underholdning til maskinen, er {Planet 51} et hæderligt køb. Også på trods af den engelske tale og tekst.

Karakteren afspejler min entusiasme og oplevelse, men lad det ikke skræmme dig fra spilkøbet til de mindste: der findes langt værre licenspil derude. Målgruppen for spillet vil være godt underholdt, og det er vel i sidste ende det vigtigste.