Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Saw: The Videogame

Saw: The Video Game

Jeg bryder mig meget lidt om ligegyldighed. Hvis jeg ser en film, læser en bog eller spiller konsol, og det spil som jeg spiller ikke rører mig på en eller anden facon, bliver jeg rigtig irriteret.

Om spillet er godt eller dårligt, er sådan set ligegyldigt, men hvis det er blottet for al form for sjæl, og udvikleren har jabbet det ud af døren i en halvfærdig stand, så kan jeg ikke blive andet end skuffet.

Saw er ikke sådan et produkt. Uanset om man kan lide filmene eller ej, har skaberne bag været meget bevidste om hvad det var for en film de lavede. Nogen kalder det voldsporno, mens andre blot synes at det er en omgang uraffineret splatter underholdning med krimi-elementer. Om ikke andet, kan man ikke andet end at have en mening om det der foregår på skærmen. For når folk skærer benene af sig selv, drukner i rådden gris(!) og bliver spærret inde i et lille rum på et leje af pigtråd, så ved man hvad klokken har slået.

Nu er Saw så blevet konverteret til spillenes verden, i kraft Zombie Studios, der tidligere har stået bag klassikere såsom... næ vent nu lidt, det er faktisk ikke specielt kendt for de spil de har lavet, for kvaliteten har meget mildt sagt, været pivhamrende ringe.

Alligevel smed jeg hurtigt spillet i konsollen og tog kontrollen over Detective Tapp, der vågner op på et koldt badeværelsesgulv. Puslespils-morderen Jigsaw har fanget ham i sit nedlagte sindssygehospital, og eftersom Jigsaw tidligere har slået hans makker ihjel, skal der nu spilles et lille spil med livet som indsats. Dette er præmisserne, og andre forklaringer får man ikke.

Som alle der har set Saw filmene ved, er det de djævelske fælder der har hovedrollen. I denne forstand er spillet rigtig sjovt, for fælderne skal løses ved hjælp af logik, og den slags giver god, men makaber stimulation af hjernen. I hvert fald en gang imellem, for gåderne varierer enormt meget i sværhedsgrad. Nogen gang skal figurer sættes i rækkefølge, mens man andre gange blot skal finde en nøgle i et skab på tid. Når historien så samtidig stinker og ikke fungerer som et godt bindeled, virker spillets gameplay som at gå fra det ene mini-spil til det næste.

For at prøve at undgå dette, skal man kæmpe imod diverse sindssyge mennesker på sin vej. Dette er desværre tåkrummende dårligt, for den kunstige intelligens er nogenlunde ligeså intelligent som en pakke havrefras, og for at gøre ondt værre, er kampsystemet hæsligt. Udviklerne er tydeligvis blevet meget inspireret af Condemneds kampsystem, hvor man bruger sine næver og diverse absurde genstande til at slå folk fordærvet med. Grunden til at det fungerer for Condemned, er at det hele ses fra førstepersonssynsvinkel, men sådan er det ikke i Saw. Her har man i stedet valgt det meget populære '{Gears of War}-over-skulderen-kamera', og til sammen er det hele en stor gang makværk.

Grafisk svinger det også rigtig meget. Selve stemningen i spillet er faktisk rigtig god, og lydeffekterne underbygger stemningen rigtig godt, og man føler sig vitterligt fanget i en Saw film, hvor at alt omkring en virker opstillet som en stor fælde. Men miljøerne er ikke særlig varieret, og det føles som om man går fra det ene beskidte grå rum med ligegyldige ting i, til en anelse mere beskidt rum med unyttigt møg i.

Saw er i virkeligheden ikke et dårligt spil. Stemningen fra filmene er absolut intakt, og har man blot set en af disse, ville man med det samme føle sig hjemme i universet. Men på den tekniske side er der langt mellem snapsene og hver gang man finder et lyspunkt i spillet, bliver det overskygget af halvfærdige løsninger og fyld. Hvis man er fan af Saw-filmene, og kan se bort fra kritikken, så skal man absolut tjekke spillet ud, og måske endda tillægge spillet en ekstra karakter. Men leder man efter et godt julegys, skulle man hellere vende blikket mod et spil såsom {Dead Space}.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
God stemning. Gode lydeffekter. Fans af filmene ville føle sig hjemme.
-
Dårligt kamera. Elendigt kampsystem. Føles som en række mini-spil.