Gamereactor

Gamereactor
Previews
Heaven & Hell

Heaven & Hell

Det første spørgsmål man skal have afklaret med sig selv inden man begynder at lege gud er om man vil være en god eller en ond gud.

Hvem har ikke drømt om at have guddommelige kræfter? Så kunne man få det lige som man gerne ville. Syv fridage om ugen og ikke mere brok fra kæresten over man smider sine sokker på gulvet? Tyske CDV gør alt dette muligt i deres RTS spil Heaven & Hell som vi her har taget et smugkig på.

Det første spørgsmål man skal have afklaret med sig selv inden man begynder at lege gud er om man vil være en god eller en ond gud. Når dette valg er truffet starter strategispillet for alvor op, og overtager nu styringen af en profet på jorden som skal overbevise resten af menneskerne om at du er den bedste gud at tilbede. Hvis du har valgt at du vil være en god gud, så benytter din profet sine evner til at skabe regnbuer og engle mens hvis du er en ond gud så er det djævle der skal overbevise folk om at du er den bedste gud der nogensinde har eksisteret. I takt med at du konstant bomber dine kommende undersåtter med argumenter for at de skal tro på dig begynder de at tro mere og mere på dig.

Eftersom Heaven & Hell er et RTS spil, så er der også en del resurser, der skal indsamles, og i dette tilfælde er det mana der skal indsamles. Du får mere mana jo flere personer der tror på dig som gud. Derudover kan du også opnå mere mana ved at opgradere nogle af de allerede eksisterende bygninger til mana-generatorer. Derudover er der ikke meget byggearbejde at udføre, da langt de fleste bygninger allerede er konstrueret for dig.

I takt med at du får dine guddommelige fingre i mere og mere mana vil du sætte stor pris på at der er forskellige profeter til din rådighed. Nogle profeter er gode til at gøre dine kommende tilbedere glade, mens andre profeters fornemmeste opgave er at holde modstanderens profeter. Nu lyder det måske nemt nok bare at få overtalt nogle få enkelte personer til at tilbede dig og det er det også, men spændingen opstår når du opdager at kortene hvorpå du spiller, er en række forskellige småbyer, som alle giver en form for bonus når og hvis du får alle indbyggerne i en by til at tro på dig ja så vanker der dig en lille bonus.

Spillet finder sted i en 2D isometrisk synsvinkel, som vi kender fra The Settlers serien. Denne forholdsvis primitive synsvinkel og det simple ressourceindsamling gør at spillet får et lidt nostalgisk feel, og gør samtidig at spillet virker meget nemt og hurtigt at komme i gang med. I spillets multi-player del vil det være muligt at spille op til otte spillere samtidigt hvor man så er inddelt i hold alt efter om man er en god eller en ond gud. De gode skal så samarbejde om at få alle folkene på den pågældende bane til at være tilhænger af de gode, mens målet for de onde guder er at få folkene til at tilbede deres onde guder.

Uanset om man er tiltalt af idéen om at være gud for en dag, må man bøje sig i sandet og sige at dette spil bygger på en meget sjov og fornøjelig idé. Spillet har en masse features som får det til at stå ud fra mængden af klassiske RTS spil, men spørgsmålet er så om det er nok til at overbevise de frådende masser af RTS-spillende fans ude i den store verden om at Heaven & Hell er det næste spil der skal indkøbes til samlingen - vi får se hvilke guldkorn CDV formår at smide i produktet, sådan at vi alle her på jorden vil tilbede den ægte gud - nemlig Heaven & Hell.