Hitman Contracts

Hitman Contracts er på gaden d. 30 april til PlayStation 2, Xbox og Pc

Med salget af IO Interactive til engelske Eidos, vender udvikleren et nyt blad i en dagbog, der stort set kun er fyldt med succesanekdoter. Firmaet, der blev startet af en håndfuld håbefulde og energiske programmører og idé mænd, har i dag vokset sig så stort, at den lille plet på verdenskortet som vi kalder Danmark, ikke længere råder over den plads der skal til for at bygge videre på succesen - i hvert fald ikke rent økonomisk. Og det kan ses på ambitionsniveauet hos IO Interactive, der allerede mens Gamereactor lader Hitman Contracts snurre i maskinen, er godt i gang med det fjerde udspil i serien.

Men lad os for en kort tid glemme fremtiden. For med det tredje spil i serien på gaden, er der ingen tvivl om at den danske udvikler har de tekniske såvel som gameplaymæssige kvaliteter til at begå sig i udlandet. De sorte bukser stumper ganske vist lidt i denne omgang, og habitjakken sidder måske en kende stramt hen over ryggen, men der er stadig masser af farve i det blodrøde slips, og spilleren inviteres derfor endnu engang på en tur gennem den professionelle Agent 47’s dunkle sind, hvor menuen som altid består af henholdsvis nådesløst myrderi og velgennemtænkte drab.

Plottet omhandler denne gang den hensynsløse Dr. Otto Wolfgang Ort-Meyer, DNA kloner og et serum, der tilsyneladende giver brugeren evig ungdom. Agent 47 er naturligvis vævet ind i hele historien, der strækker sig helt tilbage fra engang i 1950’erne og til i dag, og gennem 12 missioner, der serveres som brudstykker af fortiden, får spilleren mulighed for at genopleve dem alle - alt imens den professionelle lejemorder langsomt forbløder på et hotelværelse i Paris.

Hele spillet slår en langt mere melankolsk, dyster og rå tone an end vi tidligere har været vidne til. Allerede fra Contracts’ første bane, der foregår på et hospital, er den rivende gal. Agent 47 jages indgående af politiets specialstyrker, og med lig bogstaveligt talt overalt, er det næsten umuligt at komme ud af bygningen. Som altid har man muligheden for at skyde sig gennem spillets fjender med rygende pistoler i skulderhøjde eller bruge list og snilde - og dermed snige sig ud i ly af en forklædning. IO Interactive har faktisk lagt endnu flere åbenlyse hjælpemidler ind i treeren, så der nu i højere grad end tidligere lægges op til at udøve hvervet på den rigtige måde. Således er det nu muligt at blande f.eks. et afføringsmiddel ned i en lækker portion mad, og derved sende et offer en tur på toilettet, hvor det er så meget lettere at skyde ham.

Visuelt lider Hitman Contracts ikke under noget. Det er stadig IO’s egen Glacier-engine, der trækker det tunge læs og det gør den med en forbavsende lethed. Detaljegraden har godt fået et nøk opad og brugen af lyskilder syntes at være bedre i denne omgang, men har man Hitman 2: Silent Assassin liggende, så er det tydeligt at se, at der ikke er tale om et kvantespring af nogen art på det grafiske plan. Musikken leveres endnu engang af Jesper Kyd, der til dags dato har stået for det soniske element i serien. Også denne gang formår han at få vævet et velklingende tæppe af henholdsvis bombastisk orkestermusik og elektronisk hvæsen til noget der på fineste vis understøtter den diabolske stemning.

Der er dog malurt i bægeret. AI’en er pudset betydeligt af, men den har stadig en tendens til at være en tand for gennemskuelig, så man ender ikke helt i de samme håbløse situationer som tidligere. Der er nogle gabende huller som i f.eks. de tilfælde, hvor man skifter tøj og kun lige har fået det på, før alle er klar over det og nu holder øje med dig - og det selvom de slet ikke er i nærheden af spilleren. I et spil hvor bedrag og snigeri er den bærende del, er det med til fra tid til anden at ødelægge illusionen. Hitman Contracts er heller ikke fejlfrit på andre områder. For det første er spillets sværhedsgrad, selv på normal, skabt til de mere garvede spillere. Missioner eller dele af missioner, spilles om igen og igen og nogle gange til stor frustration for spilleren - sådan har det ganske vist altid været, men Hitman Contracts syntes at være specielt nådeløst og hårdt, specielt set i lyset af missionernes endeløse rækker af kåde fjender.

IO’s tredje udspil i serien er på ingen måde et mimrende kapitel, der ikke lever op til seriens store internationale succes, men derimod en fortsættelse, der giver fans det de vil have. Man kunne måske have håbet på en eller anden form for spilmæssig fornyelse, men taget udviklingstiden i betragtning, er det et stykke imponerende underholdning som holdet har skabt.