Sonic Heroes

I de gode gamle dage ramte Sonic The Hedgehog konsolverden som et blåt kuglelyn. Aldrig før havde nogen set noget der gik så stærkt, og dette tempo fik alle andre platfromspil til at virke som pensionister med rullatore. Efter et mislykket Dreamcast eventyr i 3D, prøver Sega nu endnu engang kræfter med den tredje dimension, men i et forsøg på at kombinere det med det bedste fra dengang farfar var ung. Det lykkes, delvist, desværre står nye problemer i kø for præsentere sig.

Sjovt nok har selve den verden Sonic lever i ikke forandret sig synderligt siden pindsvinets allertidligste dage. Vi befinder os stadig i en underligt ternet verden fyldt med fjedre, ringe og irriterende diamanter der skal samles op på diverse bonusbaner. Det er stadig den onde Dr. Eggman som er den centrale skurk, og han er stadig ude på at smadre hele universet, hvad det så end skal gøre godt for. Som noget nyt kan du som spiller nu overtage styringen af 12 forskellige karakterer. Disse er delt op i hold af tre, og det er så meningen at du med din tekniske snilde og store forståeelse for logiske principper skal gennemføre diverse baner med disse små tremandshold.

Fra starten af får man ideen om at Sonic Heroes indeholder hele fire vidt forskellige spilsystemer, alt efter hvilket hold du vælger, men sådan er det ikke helt. I virkeligheden har det mere med sværdhedsgrad at gøre end selve spillets indhold. For du skal stadig gennemføre hver bane med god tid, en helvedes masse ringe samt en nøgle til at "låse" bonusbanen op. De tolv karakterer er delt op i tre forskellige typer, en stærk og langsom, en langsomt flyvende og en lille spirrevip der er herrehurtig og fuldstændig ude af kontrol. De fire hold har i en eller anden form for fesent plot, alle deres grunde til at ville tage kampen op mod Dr. Eggman, og så er det ellers bare om at komme igang.

Igang er nu så meget sagt, for allerede fra første banes start herskede der for undertegne stor tvivl om det overhovedet var mig der spillede. Med Sonic gik det så pissestærtkt at alting, baggrunde, monstre og spilbare karaktere, blev blandet sammen til en stor grafisk pærevælling. Som en anden Hunter S Thompson på mescalintrip, befandt jeg mig på realismens overdrev, hvor alt omkring mig blev til larmende ringe, insisterende japanere der skrålede "SOOOONIC HEEEEROEEES" og en skærm der fortalte mig at det simpelthen gik for langsomt, jeg måtte nøjes med karakteren E. Oven i hatten sagde de forskellige karakterer de samme irriterende ord med de samme insisterende stemmer, så mange dage at jeg følte det, som stod jeg i en ekkodal med lydforstærkere på begge ører. For at skære det ud i pap, Sonic Heroes kan være en meget ubehageilg oplevelse!

Heldigivs fortrak ubehagelighederne sig, det hele bliver lidt mere overskueligt som gameplayet kommer ind under huden på en. Faktum er nemlig at der stadig ikke er noget spil der kommr nær Sonic når det gælder hastighed. Det går simpelthen så stærkt og flydende at det burde være en umulighed. Øjnene har brug for lidt tilvænning, eller også er det bare reflekserne der trængte til en vridetur, i hvert fad blev jeg efter et par forsøg ganske ferm til at lade være med hele tiden at styrte ned i den første og bedste åndssvage afgrund.

Sonic Heroes blev pludselig ganske morsomt, desværre varede det ikke særlig længe, for herefter blev det pludselig ganske kedeligt. 3D platformspillet har udviklet sig i så stor en grad at det gamle Sonic koncept virker træt og tyndt, al hastighed til trods. Der er nemlig ikke sket særlig meget, alting ligner gameplaymæssigt i bund og grund sig selv, og det kan end ikke et tremandshold lave om på. Sega har et problem her, for hvad skal de egentlig gøre? De kunne lave Sonic til en nålepude og skrotte konceptet, eller de kunne forsøge at bringe noget seriøs nyskabelse ind i en gammel ramme. Laver Sonic ikke andet end at slås mod Dr. Eggman? Lige nu har Sega valgt at træde den samme gamle mølle, og det er sgu synd når den gamle Megadrive version stadig er sjovere end dette nye grafiske overflødighedshorn. Må du hvile i fred du lille blå fartdjævel.