Hidden & Dangerous 2
Som i det oprindelige spil får man kommandoen over toptrænede elitesoldater.
Tv-serien Band of Brothers berettede om en deling amerikanske soldaters fortrædeligheder under Anden Verdenskrig frem til erobringen af Berlin. Serien udmærkede sig med intense og nærgående portrætter af soldaterne og ikke mindst med realisme og drama i krigsscenerne. En stemning, som må have ligget i baghovedet på udviklerne under arbejdet med Hidden & Dangerous 2.
Som i det oprindelige spil får man kommandoen over toptrænede elitesoldater. Vælg op til 4 soldater fra en pulje på 40 emner, hver med deres stærke og svage sider. Det gælder f.eks. træningsniveau i sprængningsteknik, nærkamp, snigskud og førstehjælp. Hidden & Dangerous 2 kan spilles på flere måder, dels begrundet i målet for den enkelt mission og i spillerens egne lyster. En mission kan starte som en traditionel FPS. Undervejs kan man zoome ud til et bedre overblik over begivenhederne, så man kan følge de enkelte soldater og afgive individuelle kommandoer om fremrykning, forsvar, skift af våben osv.
Soldaterne i spillet kan sætte sig bag rattet i en lang række køretøjer. Nuvel, det er set før, men efter min mening er denne feature udført på en måde, så det for en gang skyld fungerer smidigt. Desuden er der mulighed for at hugge uskadeliggjorte modstanderes uniformer, så man kan komme lettere igennem fjendens linier. Hovedpersonen i Hidden & Dangerous er løjtnant Gary Bristol. I starten af spillet handler missionerne om SOE-enhedens sabotage og undergravende virksomhed. Den tyske kontraspionage får færten af Bristols enhed - og klimakset er faktisk et personligt opgør mellem Bristol og en højtstående SS-officer, begge stærkt opsatte på at påvirke krigens udfald.
Styringen i spillet er prisværdigt enkel. Soldaternes bevægelse styres med musen og piletasterne. Dertil kommer kommandoer om at samle genstande op, åbning af døre osv., som styres med højre musetast. Den enkle styring fastholder således fokus på kampsituationerne, selv ved styring af alle soldaters fremrykning under heftig beskydning.
Singleplayerdelen i Hidden & Dangerous 2 består af 9 kampagner med i alt 23 missioner. Forgængeren foregik bag fjendens linier på Vestfronten, mens territoriet i opfølgeren er udvidet til hele den europæiske skueplads for Anden Verdenskrig, og lidt til. Spillerens gruppe bliver kastet ind i svære operationer i det nordlige Norge, mod japanske styrker i Burma og mod Rommels ørkenrotter i Libyens ørken. Der er også en kodemaskine - Enigma? - der skal hentes på et tysk slagskib. Er man til multiplayerspil, venter der heftige dyster med op til 32 spillere. Soldater, våben og køretøjer er dog de samme som i singleplayerdelen.
Resultatet er omfattende, særdeles udfordrende og spændende. Spillet appellerer både til en action-freak og til mere historisk interesserede spillere, selv om det måske ikke placerer sig centralt på markedet som en dybt original titel. Spillets gengiver netop den intense stemning, som tv-serien Band of Brothers indeholdt - om end der skal noget af et monster-3D-kort til for at få alle de visuelle herligheder med og en monster-maskine i det hele taget for at opnå en fuldstændigt flydende spiloplevelse.
Gamereactor Danmark