Fifty Dead Men Walking

Vi følger som nævnt den unge mand Martin under borgerkrigen i Irland.Martin bliver hyret til IRA og kommer til at arbejde som stikker for politiet ved siden af. Et farligt dobbeltliv som gang på gang udsætter ham og hans familie for stor fare og ikke mindst bringer en helt almindelig ung mand ud i nogle helt ualmindelige situationer.

Fifty Dead Men Walking er baseret på en sand historie. Hvilket måske også er det der gør den endnu mere effektiv. Det sidder hele tiden i baghovedet på én at de ting man ser her rent faktisk er foregået i virkeligheden, på den ene eller anden måde.

Jeg har endnu aldrig set så realistisk og gribende en skildring af forholdene i Irland dengang. Her bliver ikke talt med den store prædikehammer, men i stedet vises alle sider i kampen fra både deres bedste og grimmeste side og det er op til seeren selv at dømme eller rettere bedømme de forskellige mennesker og deres handlinger.

Lad det være sagt med det samme at historien er brutal. Det her er bestemt ikke en film for de mindste. Den er direkte, hård og blodig og der er ingen som helst ære eller skønhed over døden eller andre af de aspekter vi får belyst her.

Som det har været med så mange andre ting folk har været villige til at dø for så vises også her hvor nemt det er at manipulere med mennesker, og specielt unge mennesker. Martin vælger i begyndelsen at arbejde for IRA mest fordi der er gode penge i det, og fordi alle hans venner gør det, og det selv om han på sin vis hverken er katolik eller forstår ret meget af det IRA kæmper for. Han ved bare han hader soldaterne og at de generer hans familie og samtidig er han imponeret over det sammenhold der er i IRA, og han ser en mulighed for rent faktisk at blive til noget. At kunne gøre sin familie stolt.

Blodige henrettelser og civilangreb får ham dog til at tvivle og det er her politimanden Fergus kommer ind i billedet. Fergus henter Martin ind og overtaler ham til at arbejde for politiet, for at kunne redde liv. Stille og roligt går det dog op for Martin at han i virkeligheden blot skal fremme efterretningstjenestens sag og sørge for at de får deres karriere sparket højere op.

Mistroen og forvirringen tager for alvor form da han ser en af sine bedste venner blive brutalt likvideret af efterretningstjenesten selv om han var blevet lovet vennen ville blive skånet og blot sat i fængsel.

Martin er faderløs og Fergus træder ind som en slags faderfigur for ham. Det samme gør Sean som rekruterer for IRA. To mænd som mere og mere kommer til at holde af Martin og guider ham på hver deres måde, og fra hver deres vidt forskellige synspunkt.
Det er ganske enkelt brillant sat op og de mange "fader/søn" samtaler mellem Martin og disse to mænd er nogle af højdepunkterne i denne film. Dialoger som er så gennemført naturlige og samtidig helt vanvittige, når man tænker på hvilken situation de befinder sig i.

På grund af disse to mænds kærlighed til den unge og meget ærlige Marty stiger han også hurtigt i rang hos IRA og får sværere og sværere opgaver for politiet. Som om det ikke skulle være nok bliver Marty forelsket i den unge Lara som han får barn med. Hun ved ikke alt hvad Marty laver men er på en gang fascineret af hendes mand og samtidig rystende bange for at miste ham, da hun godt aner han lever et farligt liv.

Den slags kræver naturligvis ordentligt skuespil. Og det får vi! Som seer bliver vi overhældt af et overflødighedshorn af følelser. Emotioner der spænder over kærlighed, had, mistro, angst osv bliver kastet i hovedet på os konstant. Dette er vel nok unge Jim Sturgess absolut bedste præstation som skuespiller hidtil og jeg håber virkelig andre instruktører får øjnene op for det talent der gemmer sig her. Hver scene spilles med så meget indlevelse af de medvirkende at man ikke kan undgå at føle med dem. Man mærker deres smerte og lykke.

Her ser vi for alvor Fifty Dead Men Walkings styrke. Evnen til at hive os tilskuere ind i sig og tvinge os til at mærke hvad der sker for personerne i de meget intense og konstant skiftende temaer og billeder vi følger. Specielt det vanvittige scenarie at skulle føre en forholdsvis normal tilværelse midt i et orgie af blod og vold er beskrevet helt fabelagtigt.

Vi ser de unge mennesker gå på pub og tale om alt det alle andre unge taler om, for i næste øjeblik at nedskyde en mand foran hans lille datter. Især en tortur scene står brændt fast på nethinden hos mig, vi befinder os i et koldt rum, en ung knægt er mistænkt for at være stikker, og alt imens han udsættes for alverdens brutalitet kører der fodbold på et lille tv ved siden af. Torturbødlen vender sig på et tidspunkt efter at have hamret den spidse del af en hammer ind i maven på offeret om mod martin og spørger: "Hvad er stillingen?"

Det virker måske nemt og banalt men det er leveret med så fremragende et skift i både ansigtsudtryk og tonefald at man forundres. Stof til eftertanke får man i hvert fald rigeligt af her.
Alt i alt en brilliant måde at illustrere hvor lidt de her gutter egentlig ved hvad de laver og hvor meget den her blodige akt er blevet ligeså naturlig en del af deres hverdag som te og fodbold.

Jeg har meget sjældent set et så effektivt brag af en film. Kameraet kastes rundt og selv om man farer fra den ene vinkel til den anden virker det. Det er en balancegang på en knivsæg at ramme billederne så smukt og samtidig realistisk som det er gjort her, og undertegnede havde særdeles lyst til at rejse mig og klappe da tæppet gik ned for denne fortælling.

Lydbilledet sidder også lige i plet. Irsk folkrock blandes med dybe samtaler og skrig og eksplosioner. Og igen er hvert lille stykke musik og hvert et ord lagt ind som var det en stor pianist der får alle disse lydintryk til at indgå i en sansernes symfoni. Bravo!

Skal man kritisere noget i filmen er det at nogle af scenerne i begyndelsen af filmen virker lidt forhastede og til dels rodede, og det tager et stykke tid før man kommer rigtig ind i filmen. Når man dog først har fundet sit sæde bliver man smidt igennem en pragtfuld rutsjebanetur af en historie.
Alt i alt er Fifty Dead Men Walking en film man ikke bør snyde sig selv for. En sand filmperle. Og de er i dag temmelig sjældne.