Gamereactor

Gamereactor
Nephew - Danmark Denmark

Nephew - Danmark/Denmark

Vi har haft den nyeste Nephew plade i afspilleren og afgiver her dommen.

Hvis navnet Nephew vækker en ustandselig lyst i dig til at springe til tastaturet og proklamere til alt og alle, hvordan den danske musiksucces nu snart må forny deres lyd, er det måske fordi du allerede er blevet spulet med radiohittet og førstesinglen "007 is Also Gonna Die" og i så fald kan jeg ikke nødvendigvis bebrejde dig. De danske radiolyttere kan være ganske forudsigelige, ganske på samme måde som man kunne frygte Nephew ville være på dette deres nyeste album.

Det er dog kun lige indtil et nummer som D.T.A.P. (Decideret Træt Af Pis) gives en gennemlytning, og man må sande at gruppen har bevæget sig videre, både hvad angår det musikalske og lyriske. I D.T.A.P. synger Hr. Kvamm således "Du ser kun Glamour, men vil have mere dokumentar. Du ser ned på din mor, mens du kopierer din far." hvilket ikke kun er en slående kommentar til de danske mindreværdskomplekser, men også er lyrisk kvalitet på vej op i samme stratosfære som eksempelvis Malk De Kojn.

Selvsamme kvalitet gennemsyrer resten af albummet, som også viser en modighed i opbygningen af melodier, man ikke har oplevet fra gruppen før. Der er eksempelvis milevid forskel på både tempo og tema i sange som synthesizerbranderten Police Bells and Church Sirens, det umådeligt smukke og dystre Det Her Sker Bare Ikk' og det slagssangslignende Va Fangool! som jeg forventer en eller anden fodboldklub adopterer snarligt.

Nephew beviser i det hele taget, at de kan så meget mere musikalsk, end at læne sig op af den Depeche Mode lignende synthesizer lyd, som adskillige gange er blevet udråbt som bandets krykke. Specielt beundringsværdigt er det, fordi man må formode at mange af de samme fans som købte de forrige to albums, nærmest står klar med dankortet i hånden for at smide penge efter albummet, baseret på populariteten af førstesinglen.

Mange af disse købere vil sikkert også undre sig over gruppens pludselige diversitet, men har man mod på at give pladen mere end en gennemlytning, er det svært, at komme uden om at dette er den danske gruppes bedste udspil til dato.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10