Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Hamtaro: Ham-Ham Heartbeak

Hamtaro: Ham-Ham Heartbeak

Ved et uheld kommer Hamtaro til at ødelægge sin Ham-Ham ordbog, hvilket vil sige, at alle ord skal læres igen.

Lad os med det samme slå fast, at Hamtaro:Ham-Ham Heartbreak (HH) er et børnespil og når vi nu er i gang med klassificeringerne så lad os samtidigt understrege, at det ikke er et ret godt et af slagsen. Spillet tager sin begyndelse i hovedpersonen; Hamtaro’s drøm, hvor en ond hamster iført djævlekostume ødelægger alle hamstrernes kærlighed. Drømmen viser sig at have nær tilknytning til virkeligheden og snart er Hamtaro sammen med sin kæreste Bijou på jagt efter den fæle Spat. Ved et uheld kommer Hamtaro til at ødelægge sin Ham-Ham ordbog, hvilket vil sige, at alle ord skal læres igen. Der er altså tale om en meget ordknap hamster i starten af spillet. Spillets plot er at stoppe den gemene Spat og reparere på den kærlighed han allerede har ødelagt.

Undervejs møder Hamtaro en mængde andre Hamstre og alle har de ord de kan lære Hamtaro. Ordene fungere samtidigt som kommandoer og er alle nødvendige for at løse opgaver, der driver handlingen frem. HH er nuttet på en næsten lyserøde blonder og marcipanagtig kvalm måde, men der er sådan set ikke noget at udsætte på spillet, set fra et rent grafisk synspunkt. Der er tale om rene streger i børnebogstegnestil, det er let tilgængeligt og behageligt tydeligt på den lille skærm. Grafikken er dermed ikke prangende, men meget børnevenlig og rammer således sin målgruppe ganske godt. Lydmæssigt er der et væld af melodier, som man vil støde på gennem spillet. Disse er ganske gode og man går snart og smånynner dem for sig selv. Det var så omtrent, det gode der var at sige om HH for spillets gameplay er der forsvindende lille underholdningsværdi i.

Handlingen er superlinær, hvilket vil sige, at alle handlinger skal udføres i en helt præcis rækkefølge, dette resulterer i, at man hele tiden sidder fast i en opgave og ender med bare slavisk at gå rundt og snakke med alle hamstrerne i området igen og igen. Det er der omtrent lige så megen underholdning i, som i at lære de nye kommaregler eller læse bøger om murstenens udvikling gennem tiderne og man bliver hurtigt meget træt af det.

Havde historien så bare været en smule interessant ville det måske have hjulpet, men den er så naiv og indholdsløs, at man snart ønsker, at det ikke var sommerferie så man havde nogle integraler at kaste sig over. Hver gang man giver en kommando kommer der en animation af Hamtaro og Bijou (når man får hende med), der udfører den tilsvarende gestus. Dette er meget kært første gang, men efter fjerde gang bliver det en ret langtrukken proces og efter tiende gang har man lyst at fodre sin kat med de tilsyneladende spastisk lammede virtuelle gnavere.

Nu skal man være fair overfor spillet og derfor er det på sin plads at nævne, at der er tale om et børnespil. Æsken proklamerer højt og tydeligt 3+ og dette vil jeg så udbygge ved at sige, at 3-7 år nok er den rette aldersgruppe for dette spil. Der er en chance for, at børn i denne alder vil finde hamstrerne nuttede og de uendelige gentagelser trygge og underholdende. Problemet for denne gruppe er, at HH er på engelsk og da hele spillet bygger på, at man taler med de andre hamstrer for at løse opgaver bliver det ret svært for denne målgruppe i Danmark at følge med. Børnene ville i så fald skulle have hjælp af deres forældre og hvis disse har IQ på bare lidt mere end en gennemsnitskartoffel vil de hurtigt kunne finde bedre spil at bruge deres kvalitetstid med børnene på.

Der er undervejs i spillet indlagt små mini-spil og disse bløder da også en smule op for monotonien. De er bare hverken underholdende eller nyskabende nok til, at de retfærdiggør købet af HH. En anden lille feature er muligheden for ved hjælp af et linkkabel, to sæt spil og to sæt GBA’er at sende små virtuelle beskeder til hinanden. Nu ved jeg ikke med den højtærede læser, men jeg har hørt om de såkaldte mobiltelefoner, der kan gøre nøjagtigt det samme og uden investering i halvprofessionelle spil og samtidigt uden, at man behøver at være i samme lokale som den man skriver til. Teknologiens fagre nye verden.

For det meste er det superfedt at være anmelder, men nogle gange skal man bare ned og smage brosten og dette har været en af de gange. HH er præcist lige så åndssvagt som titlen antyder og kan kun anbefales til børn mellem 3-7 år, der samtidig har rimelige engelsk kundskaber og en ufattelig tålmodighed - ret snæver målgruppe i Danmark hvis I spørger mig.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Tjaa…. Et lille plus for ideen om en hamster i djævlekostume og for den tydelige og overskuelige grafik.
-
Gameplayet er det mest søvndyssende jeg længe har været ude for.