Surfact - Euphoria
Der er lagt op til melodisk rock, grunge og storladen lyd, når Surfacts andet album indtager sin plads på den danske musikscene.
De skal være så hjertens velkomne, og med et vellykket debutalbum fra 2007 i bagagen, så kan det ikke være helt svært at holde gejsten på det nye album, der indeholder i alt 10 edderspændte tracks.
Albummet er produceret af Søren Balsner, der ellers også figurerer i Carpark North, og man skulle da være komplet ignorant, hvis man ikke kunne drage paralleller til lige præcis Carpark Norths lyd og energi på Surfacts nye album. Det er dog kun paralleller, jeg ønsker at drage, da det næppe tåler en egentlig sammenligning med den mere kantede og hårde attitude der arbejdes med hos Surfact, især på guitarsiden.
Førstesinglen Absolutely Shameless har været i konstant rotation på P3 det sidste stykke tid, og man skal have været usandsynligt sløv i betrækket, hvis man ikke er faldet over den og kan nikke genkendende til de gedigne guitarriffs og Jesper Storgaards fremtrædende vokal. Hvis man kigger på albummet som helhed, så er netop Absolutely Shameless et pragteksemplar på et af deres mest holdbare numre. Dermed ikke sagt, at de ikke holder standarden. De fortsætter ad den samme snor, og ender måske ud med at få et lidt forkvaklet forhold til sig selv.
Det er som om troværdigheden falmer mellem hænderne på dem hen mod slutningen og først bliver samlet op på albummets sidste nummer, Fuel igen. Men så gør de det eddersparkemig også fornuftigt, og man kan være forfalden til helt at glemme de glimt af famlen, der mødte én i midten af albummet. Helt igennem et holdbart album, der garanteret vil gøre sig formidabelt live.
Gamereactor Danmark