Eagle Eye

Jeg sidder og kigger forpustet ind i skærmen. Det ene vanvittige flugtforsøg efter det andet overværer jeg, og kan på intet tidspunkt sige at jeg keder mig. Alligevel er der noget der fraholder mig min ret til for alvor at tabe kæben af overraskelse, og samtidig opstår der på et tidspunkt en plotvending, som både fremstilles lidt for forudsigelig og tamt. D.J. Caruso, instruktøren af denne rutsjebanetur, kan ikke bebrejdes for hverken dårlig kameraføring, sløv action eller dårlig instruktion af sine skuespillere.

Dog kan han bebrejdes for at tyvstjæle ideer fra masser af overlegne film, og samtidig konstant få mig til at tænke på en anden instruktør, som jeg har et ikke vildt positivt øje til, nemlig Michael Bay. Men før jeg uddyber filmen, hvis titel kunne have været brugt til en amerikansk genindspilning af en dansk ridderbørnefilm, vil jeg lige komme lidt nærmere ind på handlingen.

Jerry Shaw, solidt spillet af den lovende Shia LaBeouf, er en ung mand hvis liv aldrig er kommet længere end at arbejde i den lokale kopi-butik. Uden de store ambitioner lever han et liv i skyggen af sin tvillingebror Ethan, som på det tidspunkt befinder sig i hæren. De to brødre har ingen reel kontakt, og det bliver ikke bedre, da Jerrys mor en dag ringer for at fortælle, at Ethan er død. Dette er et kæmpe nederlag for Jerry, men tid til sorg bliver der ingen af da han kommer hjem og finder sit værelse fyldt med højteknologisk militærudstyr.
Telefonen ringer, og en kvindestemme forsøger at guide ham gennem et flugtforsøg fra FBI, men dette mislykkes. Da opringningen sker igen hos FBI, bliver flugten dog en realitet, og Jerry er nu på flugt fra staten som mistænkt terrorist, uden at vide hvorfor.

Det eneste han ved er at han skal følge stemmen, hvis han ikke vil dø. Samtidig bliver den enlige mor Rachel udsat for den samme stemme, og da stemmen fører Jerry og Rachel sammen, forsøger de i fællesskab at finde ud af, hvorfor de er havnet i den hektiske situation. Dog er overvågningssamfundet i USA langt mere intelligent, end man lige skulle tro.

Lad mig sige det med det samme; plottet i filmen er mildt sagt hæsblæsende latterfremkaldende på mange punkter, og heldigvis gør filmen heller ikke det store ud af at erkende dette, og i stedet udnytte overvågningssamfundet som en undskyldning for den ene actionsekvens efter den anden. Filmen ligger nemlig perfekt i kørebanen til en lørdag aften med Hr. Popcorn og Fru. Slik. Det er ren Michael Bay-action, og selvom den flere steder fungerer, med nogle velkoreograferende eksplosioner, vilde gadgets og flyvende biler, så lider den, ligesom en Michael Bay-film, under fatale plothuller og i det hele taget et koncept der er ligeså tyvstjålet og overdrevet, som det egentlig er relevant i nutidens samfund.

Med tydelige referencer til både Enemy of The State og Rumrejsen 2001 er det svært at acceptere Eagle Eye som en god film, for begge referencer gør det betydeligt bedre. Men ser man bort fra den komplet åndssvage historie, er underholdningen hjemme. Hvad mere kan man forlange af en Michael Ba.. undskyld, jeg mener D.J. Caruso-film?