Devil May Cry 2

Devil May Cry 2 er på gaden fra d. 28. marts år 2003

Man kan ikke klandre Capcom for at lave opfølgere til spil der blev en kæmpe succes - og det første Devil May Cry blev noget af et hit. Oprindelig skabt ud fra hensigten om at skulle udfylde hullet som Resident Evil 4, skiftede spillet på et tidspunkt karakter og blev mere mørkt, ondskabsfuldt og action-orienteret. Resultat var et forvredet, gotisk og hæsblæsende eventyr, der for alvor skruede op for adrenalinen og servede non-stop action. Fan elskede Dante, sønnen af den legendariske dæmonjæger Sparda, og det seneste år har forventningerne til fortsættelsen være så tårnhøje, at Capcom må have kunne mærke angstens sved i håndfladerne.

Resultatet er en fortsættelse, der stort set på alle punkter skuffer - desværre. Devil May Cry 2 er det klassiske eksempel på stil over substans. At ting skal se fede ud, føles fede og tempoet skal være skruet i vejret. Men det er på bekostning af både historie, gameplay og til tider grafik. Der er ingen tvivl om at spillets producer Tsuyoshi Tanaka har sat sig ind i tingene, og med ærefrygt bygger videre på Dante’s eskapader, men han har misforstået essensen af hvad der gjorde etteren så fascinerende, og dermed fyldt opfølgeren til randen med intetsigende opgaver og evigt tilbagevendende fjender.

Devil May Cry 2 bygger ikke videre på forholdet mellem Trish og Dante, men kasserer førstnævnte og tilbyder i stedet styringen over Lucia, en knivsvingende, mystisk pige hvis vej krydses af Dante - eller er det omvendt?. Begge står de overfor den helt igennem ondskabsfulde Arius, der bruger sin magt som mægtig forretningsmand til at åbne porten til dæmonernes verden. Lad det være sagt med det samme, hvis historien i det første udspil var perifer, så er den ikkeeksisterende i fortsættelsen. Det hele føles så fjernt, uforstående og tyndt, at det næppe har taget mange minutter at brygge det manus sammen.

Til gengæld så leverer spillet stadig grundstenen i Devil May Cry - action. Capcom har formået at skrue tempoet adskillige grader op, noget der får etteren til at ligne en gammel heks på krykker. Dante kan nu hoppe, skyde, slå, sparke alt imens han hænger i luften og dette krydres endvidere af med muligheden for at løbe op ad vægge, lave eminente flik-flaks og skyde på to forskellige fjender samtidig. Det er som at styre en gotisk udgave af Matrix filmen. Spillet flyder glat og uhindret uanset antallet af fjender på skærmen, og kontrollen virker strømlinet og effektiv, noget der gør det en fryd at rydde verden for satans afkom. GameReactor mener ikke at have set et spil der leverer et så højt niveau af action, som tilfældet er det med toeren. Dog er mødet med spillets mange bosser det bedste. Devil May Cry 2 dyrker de ekstravagante set-pieces hvor enorme og meget farverige bosser overrasker Dante i håbet om at udrydde dæmonjægeren en gang for alle. Disse spænder fra en stor orangutang til flyvende hoveder, besatte helikoptere og tanks og sidst men ikke mindst groteske slanger. Kreativiteten har fået frit spil.

Desværre er Devil May Cry 2 ikke summen af sine dele. Missions-strukturen, der denne gang tværer enhver sammenhæng ud af spillets historie, er om noget endnu tyndere, og spillere vil kunne trave de 18 kapitler igennem på under fem timer. Nogle af disse missioner er endda kun bosser som tager 2-3 minutter at få ned med nakken, noget der gør bekendtskabet endnu kortere. Kæd dette sammen med det faktum at Lucia’s eventyr stort set er identisk med Dante’s og ydermere ikke tilbyder noget nyt, så begynder utilfredsheden at ulme. Dette følges så også yderligere op af et kedeligt Power-up system, alt for lette bosser og gåder, samt en generel mangel udfordring.

Men det er også grafikken - en af seriens helt stor kendemærker - der skuffer. Væk er den høje detaljegrad, de fantasifulde lokaliteter med snoede spir, middelalderlige gange og ovenud smukke kirker og spilleren trakteres i stedet med rustbrune ens bygninger og et væld at intetsigende storbymiljøer, hvor gameren virkelig begrænses til et par få gader og dertilhørende huse. Det kan godt være at det hele er dobbelt så stort, men det virker desværre også dobbelt så kedeligt. DMC2 vil givetvis stadig tiltale den faste skare, der i dag spiller etteren, men GamReactor kan ikke andet end forundres over at toeren på flere måder er mere finpudset og gameplay-mæssigt hæsblæsende, men samtidig føles tomt, stiliseret og fjernt. Nogle gange er en finpudset overflade bare ikke nok - og det er Devil May Cry 2 desværre et klasseeksempel på.