Metal Gear Solid 2: Substance

Endelig er den her, en af de mest solide udgivelser i det nye år - denne gang med masser af substans. Hideo Kojima’s hjertebarn (og Konamis flagskib) tropper nu op på Xboxen, og Snake/Raiden har ikke mistet grebet. MGS-serien er et nervepirrende og actionfyldt bekendtskab, med masser af spionage og skuddueller. I bedste Kojima-stil er historien en interessant og spændende affære, og som altid er der masser af snørklede drejninger og begivenheder med i bagagen. Spillet har mange ligheder med Ubisofts Splinter Cell, som mange Xbox-ejere har stående på hjemme på hylden, men selvom Substance ligger i Splinter Cells kølvand formår titlen alligevel at hævde sig selv på fornem vis.

Vi skal til det igen - en snigetur i storformat. I MGS sættes snigmyrderi og listefødder i højsædet, og selvom der er masser af action, har du bedst i at holde lav profil. Ligene skal gemmes væk, og vagterne skal helst ikke nå at udløse alarmen. Heldigvis er du udstyret med alverdens gadgets og våben, dette kombineret med snilde gør det muligt at infiltrere selv de bedst bevogtede steder. Udover de rent praktiske dilemmaer såsom at likvidere vagter, indeholder spillet en hel del gåder og puzzle-elementer. Disse elementer skaber en helt uimodståelig cocktail, som vil holde de fleste spillere beskæftiget mange aftener (og sandsynligvis nætter) fremover.

I bund og grund er spillet en konvertering af forrige års Sons of Liberty til PS2, men Xbox-versionen har fået tilført en masse nyt - substans om man vil. Først og fremmest indeholder spillet en enorm mængde Virtual Reality-missioner, nok til at holde selv hardcore MGS-fans beskæftigede i lang tid. Snake Tales er en anden interessant tilføjelse, og åbner muligheden for at spille nogle missioner fra Snakes perspektiv af MGS2 (som hovedsagelig centreres omkring Raiden) - en ting mange fans har savnet. Hideo Kojima har aldrig kunne benægte sin begejstring for mellemsekvenser, og denne titel cementerer absolut denne passion. De nærmest fotorealistiske pre-renderede 3D-sekvenser vil tage pusten fra de fleste, og den drager spillerens sind ind i et filmisk agenteventyr. De er næsten en hel film i sig selv, og længden på dem afspejler dette i høj grad. Sekvenserne er ofte meget lange, og selvom de er ren øjeguf, vil de virke en tand for lange for den ivrige gamer. Med en varighed på 10-15 minutter bliver man revet lidt ud af selve spillet, trods det faktum, at sekvenserne kæder spillet handling sammen på fornemste facon.

På den visuelle front er der svært at sætte en finger nogle steder, spillet er utrolig flot dog uden at se væsentlig bedre ud end SOL på PS2’eren. Selvom udvikleren måske ikke har brugt alle Xboxens kræfter er Substance under alle omstændigheder en oplevelse med masser af øjeguf. Spilleren støder på et galleri af imponerende partikel -og lyseffekter, og f.eks. vand/regneffekterne i spillet er ikke mindre end overvældende. Filmens musik kunne er selv den bedste Spielberg-kreation værdig, en atmosfærisk og stemningsfuld lydside, som atter understreger spillets filmiske indgangsvinkel - Harry Gregson-Williams er sublim som altid. Med alt dette sagt, så er der som sagt ikke mere at hente rent visuelt og lydmæssigt i forhold til PS2-versionen. Dette understreger atter, at spillet er en konvertering og ikke en helt ny oplevelse. Har du derfor spillet SOL til PS2, vil det nye materiale næppe være nok til at investere i Substance - nytilkomne kan derimod glæde sig over en glimrende titel spækket med godbidder.

De nye tilføjelser retfærdiggør ganske vidst den nye titel, men har du allerede gennemført Sons of Liberty er der ikke det helt store at komme efter i Substance. Xbox-ejere uden forkundskab med MGS-serien kan derimod se frem til en fantastisk oplevelse med mange timers underholdende og nervepirrende spil. I en tid hvor Splinter Cell er på alles tunger, har Snake & Co. en udfordring i sigte. Substance formår dog ikke at snige sig indenom Splinter Cell, men Sam Fisher kan uden tvivl mærke Snakes ånde i nakken.