Gamereactor

Gamereactor
Hardware
PURE Evoke Flow

Test: PURE Evoke Flow

Har du ikke stiftet bekendtskab med DAB-teknologien endnu, kan det klart anbefales herfra. Den digitale radio er, stort set, uden støj, og giver en masse nye muligheder. Af samme årsag har jeg kastet mig over endnu en DAB-radio, her fra PURE.

Evoke Flow er nyeste skud på stammen fra PURE, og leverer en DAB-radio med et par tricks i ærmet. For udover selve DAB-delen, har denne radio også indbygget trådløst netværk, og kan dermed streame musik fra netværket eller afspille webradiokanaler. Men mere om det senere.

Når man først ser Evoke Flow, glædes man over det simple design, og det overskuelige system der bruges til at styre enheden. Der er to hjul på fronten, og ovenover disse, et display. Under displayet finder vi tre trykfølsomme knapper, som skifter funktion løbende. Tænd/sluk-knappen sidder nederst i højre hjørne og over den, en "tilbage-knap". Det er sådan set det. Hjulene bruges til at scrolle i de forskellige menuer, og som knapper når du skal trykke på noget. Det er meget enkelt, og de fleste vil hurtigt kunne finde ud af det. På bagsiden af radioen finder vi lyd-ud og ind-gange, strøm samt en USB-port. Det hele er holdt meget simpelt og selvom nogen vil betegne den som værende meget "retro" vil jeg også påstå den er meget moderne at se på. Nydelig!

Som sagt er det en DAB-radio og her er det let som en leg at finde rundt i det danske udbud - det er nemlig ikke ret stort. Kvaliteten er dog tilfredsstillende, og du skal ikke stille eller søge på noget - det foregår digitalt. Lydkvaliteten er udmærket til radio, om end den ikke har så meget punch og mangler måske en smule bas. Det kan der rettes en smule op på ved at investere i PUREs dertilbyggede ekstrahøjtaler - hvilket også giver stereolyd - men det koster naturligvis ekstra. En anden ting der koster ekstra, er det specielle batteri som gør at du kan befri dig fra strømkablet. Det er lidt en skam!

Der hvor radioen her dog henter rigtig mange plus-points hjem, er via de ekstra funktioner man normalt ikke finder i en radio. Ikke nok med at du får sprød DAB-radio, så forkæles du også med internet og FM-radio, streaming af din private musik over lokalnetværket og en særlig tjeneste PURE har valgt at kalde The LOUNGE. Her kan du høre podcasts, særlige stemningslyde (såsom knitrende ild, vind der blæser eller hunde der gør) og meget andet. Samlet set giver det en utrolig stor alsidighed i en enkelt enhed, som sjældent ses i denne type afspillere.

Pure Evoke Flow er til dig der har gået og ledt efter en smart lille DAB-radio, men samtidig vil have lidt ekstra med i posen. Her får du en afspiller der måske ikke har den bedste lyd, men til gengæld er pakket med brugbare funktioner, og er samtidig tilpas nem at bruge til at hele familien kan finde ud af at betjene den.

Du kan læse mere om radioen på: www.pure.com

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Mange brugbare funktioner, lækkert design, nem at bruge
-
Lyden kunne være bedre, Prisen er lidt høj