Step Up 2 the Streets

Musik og dansefilm har aldrig været placeret højst på min liste over yndlingsfilmgenre, men kæresten fik mig på et tidspunkt til at se Step Up, og hvor meget jeg end havde frygtet det, var denne film faktisk acceptabel. Især dansesekvenserne var gode, men desværre holdt filmen alt for meget fokus på en totalt ligegyldig historie, og nogle personer der, trods hæderlige skuespilpræstationer, var ensidige og uinteressante. Step Up 2: The Streets sætter i denne omgang fokus på street-dance, og selvom historien stadig kunne være skrevet af en 5-årig, så holder Step Up 2 lidt længere end sin forgænger, med nogle vanvittige danse og filmsekvenser der beviser, at dans ikke bare er for tøser.

Filmens kvindelige hovedrolle er Andie, et kvindeligt medlem af den ulovlige streetdance gruppe 410, en gruppe, som prøver at få deres budskab igennem ved at optage vilde danseoptøjer i metroer og andre offentlige områder. Da Andies værge opdager Andies foretagender, har hun ingen andre muligheder end at blive sendt til sin tante i Texas. Dog ændrer det sig, da hendes gamle barndomsven Tyler Gage, opfordrer hende til at udnytte sine talenter som danser på MSA - Maryland School of Arts. Snart skal gadepigen prøve kræfter med fin ballet og arrogante rigfolk på kunstskolen, og samtidig bliver hun mere og mere udstødt af 410. Dog byder skolen på personligheder og skjulte dansetalenter, og det varer ikke længe, før hun har et nyt hold på banen, et hold, der er ligeså skørt, som det er farverigt. Sammen træner de sig op til, at skulle konkurrere i den ulovlige street-dance konkurrence The Streets.

Historien er en klassisk, alt, alt for klassisk underdoghistorie. Samtlige 98 minutter sad jeg og tænkte, hvorfor en dansefilm som The Streets, overhovedet behøvede at bruge tid på at bygge en historie op. Efter at være blæst væk af en gennemført fed og velkoreograferet startsekvens, begyndte nemlig en dybt forudsigelig fortælling, med stereotyper, der undervejs fremkaldte små grin.

Ikke desto mindre besidder Step Up 2 heldigvis også charme og lidt uskyldig humor, som specielt den unge Adam G. Sevani leverer i rollen som den småskøre Moose. Men filmens helt store trækplaster er uden et snert af tvivl dansen. Street Dance har i hvert fald fået et nøk op ad listen i min bog efter at have set Step Up 2: The Streets. I filmen befinder der sig desværre kun cirka fire rigtige dansesekvenser, hvor den første og den sidste er helt fantastisk lavet, primært på grund af filmens topprofessionelle aktører. Det er tydeligt at se, at instruktøren Jon Chu har lagt alle kræfter i, at gøre dansescenerne så kreative og underholdende, som muligt. Desværre er det også ligeså tydeligt at se, hvor lidt han har lagt i fortællingen, i forhold til, hvor meget den fylder.

Step Up 2: The Streets er regulær popcornsunderholdning uden store armbevægelser, men alligevel besidder den et par uforglemmelige dansescener, og bør derfor være et hvermandseje for de danseinteresserede. Dog må min sidste kommentar være, "mere dans og mindre snak næste gang, tak!".