Chaos Theory

Amerikanske komedier ligner til forveksling hinanden inde i mit hoved. De er tit overdrevne, farverige og med et persongalleri med ligeså meget dybde som rispapir. Der findes undtagelser som Knocked Up, Juno og Evigt Solskin I Et Pletfrit Sind, men det er så sjældent, at jeg typisk forsøger at gå langt udenom de fleste såkaldte sjove titler.

Chaos Theory ligner til at begynde med fuldstændig den førstnævnte slags film, men efter få minutter viser filmen, at den kan mere end bare få dig til at grine, den besidder sågar en eksistens og et identitetsrelateret problem, som kun få komedier kan fortælle rigtigt.

Ryan Reynolds, nok mest kendte fra komedieserien To Fyre, En Pige g Et Pizzeria, spiller en familiefaren og kontrol-narkomanen Frank. Alt i hans liv har været en lang planlægning, selv valget af den impulsive og kreative kone Susan har været planlagt og datterens fødsel 9 måneder efter deres første kys, er næsten for godt til at være sandt. Der går 7 år og alt kører pludselig i en jævn familierutine. Frank og Susan bliver vækket tidligt om morgenen af deres datter, hvorefter faren og datteren sætter sig op i loftværelset og ser solopgangen sammen.

Det hele virker perfekt og sukkersødt, lige indtil Susan selv samme morgen bryder Franks tidsplan ved at sætte uret 10 minutter tilbage, i et forsøg på at få ham til at løsne lidt op. Det medvirker dog til, at Frank kommer for sent til færgen og ikke når frem i tide til et foredrag omkring effektiv planlægning. Desværre medfører forsinkelsen en række uheldige optrin, og inden længe er Susan overbevist om, at Frank både er utro og har gjort en fremmed pige gravid. I et desperat forsøg på at bevise det modsatte får Frank taget en sædprøve. Denne prøve viser sig dog at bevise lidt mere, end både Susan og Frank havde ønsket sig.

Chaos Theory kan godt kaldes for en sukkersød komedie, men dens temaer og problemstillinger lægger op til mange interessante spørgsmål omkring arv og miljø. Samtidig er manuskriptet spundet rigtig godt sammen, og hen mod slutningen er det svært at holde tårerne tilbage. Alligevel bliver Chaos Theory aldrig for sukkersød og ærkeamerikansk, men formår at vise problemstillingen på en troværdig måde, til trods for sine til tider sorte humoristiske eskapader, specielt i den sidste del af filmen.

Ryan Reynolds er fantastisk befriende i rollen som Frank og formår at skabe en troværdig karakter op omkring sig, samtidig med at hans komiske timing er lige i øjet. Emily Mortimer og Stuart Townsend er ligeledes rigtig gode som henholdsvis Susan og Buddy, Franks bedste ven.

Chaos Theory vil ikke blæse sokkerne af dig af bare grin, men beviser i stedet at komik og et godt problem vil medfølge adskillige morsomme scener, og samtidig give dig en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Af amerikansk standard ligger denne, takket være Ryan Reynolds og et solidt manuskript, et godt stykke over gennemsnittet. Helt sikkert et kig værd.