Robotech: Battlecry
Robotech-serien var for manges vedkommende spydspidsen i kampen om, at give os europæere adgang til det fantastiske manga/anime-univers.
Robotech-serien var for manges vedkommende spydspidsen i kampen om, at give os europæere adgang til det fantastiske manga/anime-univers. I slutningen af 1980’erne kunne de første parabolejere glæde sig over, at Super Channel sendte denne herlige tegnefilmsserie med masser af dådyrsøjede kvinder og kæmpemæssige transformerende robotter. Jeg var selv en af dem, som hver weekend sad fastklæbet til fjernsynet og det glæder mig, at en Robotech-titel endelig har kæmpet sig vej til Europa. Mange spiltitler baseret på diverse anime-serier når sjældent udenfor Japan, da målgruppen ofte er alt for snæver udenfor hjemlandet.
Fremmed teknik og grumme aliens
Robotech-serien handler om mennesket opdagelse af en ikke-jordisk teknologi. Et rumskib styrter ned på jorden, og ved hjælp af dennes teknik, bringes mennesket for alvor ind i rumalderen. Rumskibet ombygges til det enorme Super Dimensional Fortress, bedre kendt som SDF-1. Denne flyvende fæstning er udstyret med superkanoner og en eskadrille af mindre kampfly, og det er et af disse du tager styringen af i spillet - den kendte Veritech Fighter. Menneskeracen får dog også brug for alt dets nye isenkram, da de hurtigt støder på de fjendtlige Zentraedi, som gerne vil fratage menneskernes deres nye akkvisition. Du antager rollen som Jack Archer, en modig Veritech-pilot, som skal deltage i kampen om menneskeracens overlevelse. Battlecry følger ikke 100% den originale historie, men starter idet Zentraedi’erne angriber jorden, og gennem en lang række missioner skal du bekæmpe denne trussel.
Hårdtpumpet arkadeshooter
Den avancerede Veritech kan antage tre forskellige tilstande, som er robot, fly og en mellemting af disse. Hver tilstand har sine fordele og ulemper, og den korrekte brug af dem er vigtig hvis man vil overleve. Styringen fungerer godt og især overgangene mellem de forskellige tilstande er veludførte. Missionerne er ofte meget ligetil og det handler udelukkende om, at skyde løs indtil tommefingeren ikke kan magte mere. Alt afhængig af hvilken tilstand din Veritech er i, kan du enten affyre missiler eller bruge maskinekanonen. Disse løber aldrig tør for ammunition, men genoplades blot efter et stykke tid - dette understreger spillets stærke arkadefølelse. Kampene er hæsblæsende og kaotiske, hvilket følger seriens stil til punkt og prikke. Under overfladen gemmer der sig dog et rent ensformigt gameplay, og de uvarierede missioner og ens begrænsede arsenal kaster blot mere benzin på monotoniens bål. Der er så mange muligheder med Robotech-universet rent plotmæssigt, som udviklerne desværre ikke har valgt at gøre brug af - en ting vi desværre ser alt for ofte i licenstitler.
Lydeffekterne der gentog sig selv
Atmosfæren fra tegnefilmene har Vicious Cycle i høj grad formået at fange, og spillet oser af den helt rigtige stemning. Heldigvis har de brugt celshading-teknologien, og denne bringer Robotech fra tegnefilm til computerspil på en overbevisende facon - Veritch-flyene og Zentraedi-robotterne er lige i øjet. Desværre er banerne blottet for detaljer, hvilket trækker ned i helhedsvurderingen. Selvom celshading koster lidt ekstra maskinekræfter, ville det have hjulpet enormt med mere levende miljøer.
På lydsiden kan man se frem til alle de originale lydeffekter og soundtracket fra serien (dog med mange remixes). Sjovt nok har mange fans af serien brokket sig over dens gentagende brug af de samme melodi-sekvenser og lydeffekter, og netop dette lider spillet også under. Til trods for at det er herligt med de originale lyde ændrer dette ikke på, at det er de samme lyde man hører igen og igen. Denne lydside passer bedst til serien, da hvert afsnit ikke varer meget mere end 20 minutter, men ved flere timer i selskab med spillet ender trættes man af den monotone lydside.
En favorit for fanboys
Robotech: Battlecry er en meget traditionel shooter, men fans af serien vil elske de mange små detaljer fra serien. Netop derfor vil den almene gamer uden kendskab til Robotech ikke få ligeså meget ud af titlen, og Battlecry vil føles som en middelmådig omgang arkadeskyderi. Til dem vil jeg nok hellere anbefale spillet Battle Engine Aquila, som også handler om transformerende robotter og endeløs skyderi. Battlecry’s store problem er dets ensartede missioner, og det vil nok kun være hardcore fans, som vil være motiveret til at gennemføre spillet - derfor er Battlecry i de fleste henseender et fan-produkt. Så selvom vi har med en unuanceret shooter at gøre, burde Robotech-rødder ikke holde sig tilbage.
Gamereactor Danmark