Iron Man

De seneste år har budt på utallige superhelte film, i mere eller mindre svingende kvalitet. I år er det ikke anderledes, og så alligevel. Med Iron Man har vi nu fået spyttet endnu en superhelt gennem Hollywood-maskinen, som jeg ynder at kalde det, og hvilket resultat. I modsætning til f.eks. Chris Nolans realistiske Batman-univers, byder Iron Man nemlig på, hvad der må siges at være en ekstremt klassisk oprindelseshistorie. Der er ingen dybere filosofiske eller psykologiske aspekter, men derimod bundsolid popcornsunderholdning af allerbedste skuffe.

Playboyen, millionæren og ingeniørgeniet Tony Stark, er på en tur i Afghanistan for at fremvise sit nyeste våben, det mildest talt destruktive Jericho-missil. Med sit enorme våbenfirma Stark Industries er han nemlig den førende forhandler i verden, når det kommer til nye våben. Men alt ændrer sig, da Stark bliver fanget og næsten dræbt af en flok ekstremister. Kun et bilbatteri holder hans beskadiget hjerte i gang, og ekstremisterne beordrer ham til at bygge missilet til dem.

I stedet bygger Stark på ingen tid en ultrarobust jernrustning med indbyggede våben og en uanet styrke. Resultatet er svingende, men på destruktiv vis formår Stark at undslippe terroristerne og komme hjem til USA. Hjemme går det rigtig godt for Stark Industries, og det er derfor også til ekstrem stor ærgrelse for Starks skumle vicedirektør Obadiah Stane, da Tony vil have våbenproduktionen lagt på hylden. Hans oplevelser i Afghanistan har nemlig ændret Tonys holdning til krig og våben. Tony, der har fået installeret en mini-atomreaktor i sit bryst som livline, forsøger sig nu frem med at konstruere den ultimative dragt. Dragten skal bruges til at bekæmpe uretfærdighed og hævne sig mod dem, som næsten tog hans liv.

Iron Man-filmen er en oprindelseshistorie, på både godt og ondt. Dog er det heldigvis mest godt, rigtig godt. Robert Downey Jr. i hovedrollen som den skruppelløse blærerøv Tony Stark, kan i mine øjne ikke være et mere passende valg. Downey Jr. ER Iron Man, ned til mindste detalje, og det ved han også selv. Hans altdominerende tilstedeværelse i filmen er alene et kig værd, og selvom man ved siden af får godt skuespil fra både Gwyneth Paltrow som Starks sekretær Pepper Potts og Terrence Howards' Løjtnant James Rhodes, så overskygger Downey Jr. alt og alle.

Ser man på filmen som helhed, kan man dog ikke undgå at bemærke visse, dog ikke fatale, fejl og mangler. Plothuller, er der en del af, og flere steder fejler logikken også, såsom, hvordan Stark kan få lov til at bygge en kæmpemæssig metaldragt, uden at terroristerne opdager noget. Slutopgøret mellem Iron Man og Stanes kæmperobot er heller ikke så storslået, som jeg kunne have håbet på.

Men når alt kommer til alt er Iron Man både smart, sjov, effektfyldt, og proppet til randen med fantastisk skuespil og en af de mest underholdende superhelteopbygninger længe. At følge Stark kreere sin Iron Man-dragt, er bare noget der skal ses.

Det største kritikpunkt, jeg kan komme på, er at man ikke kan få nok af Iron Man. Den første tanke, der steg frem i mit hoved da filmen sluttede, var, "hvornår kommer 2'eren?!!" - se Iron Man, og du ved hvad jeg mener.