Resident Evil 5

Jeg befinder mig på årets Games Convention-messe i Leipzig, nærmere betegnet i båsen hos Capcom, hvor {Resident Evil 5} lystigt flimrer hen over skærmen. Min T-shirt er fugtig, og der er mindst 35 grader i det lille rum, men jeg må indrømme, at jeg nærmest ikke ænser det. Selv det faktum, at min mave knurrer, fordi den kun har overlevet på chokoladekugler og canapéer det sidste døgn, er ikke et problem i øjeblikket.

"Hvorfor tager du ikke bare selv controlleren?". Den europæiske PR-chef Ben Le Rougetel rækker mig Xbox 360-joypaddet og læner sig tilbage i stolen. "Egentlig burde jeg ikke gøre det her, men det er nu sjovere selv at spille det." Præcis hvordan jeg har fået lokket Ben til at bruge sin frokostpause på at se mig spille Resident Evil 5, aner jeg ikke, men jeg elsker hvert sekund af det. Mens en række udvalgte spiljournalister får lov til at få en guidet præsentation af spillet i morgen, så sidder jeg her nu - og det er mig, der guider Chris Redfield rundt i en trøstesløs afrikansk landsby, ikke en emsig medarbejder fra det tyske kontor.

Jeg løsner de første skud et minut senere, men ikke uden en del besvær. Heldigvis skyldes det ikke problemer med kontrollen, men det faktum, at denne tidlige udgave ikke giver mig mulighed for at invertere min styring, og jeg er som standard åbenbart inverteret. Der går mere end et dusin kugler til spilde i lerhytternes tag og vægge, før jeg med stor præcision sætter en stavrende zombie til vægs og ser hans hoved eksplodere i et inferno af blod og knoglerester. "Det er præcis grunden til, at vi ikke viser det frem på selve messen", siger Ben Le Rougetel og fortsætter "Du ved tyskerne og alt det der..."

Og ja, jeg ved det. Tyskerne er skræmt fra vid og sans, når det kommer til computerspils grafiske udpenslinger af vold, og grafisk vold er der rigeligt af i Resident Evil 5. Efter et par velplacerede skud oplever jeg både, hvordan hoveder og hænder eksploderer, ligesom jeg for første gang ser Sheva Alomar i aktion. En zombie kommer for tæt på og får gentagne slag og spark, før han opgiver sit ærinde og bliver liggende. Selv uddeler jeg også et par håndmadder, før jeg skifter til Chris' gevær og nedlægger et par zombier på lang afstand.

Men så sker der pludselig noget. Bødlen, der tidligere stod på skafottet langt derfra, begynder sin tunge gang ned gennem de smalle landsbygader, og med ét føler jeg pulsen galopere derudad. Da væggen foran en bar, jeg tilfældigvis har søgt tilflugt i, eksploderer, ved jeg, at den er rivende gal. Jeg kalder Sheva til mig og begynder flugten ned gennem byen. Vi ender i en labyrint af faldefærdige huse, hvor vi kravler op på et tag for at få et overblik over situationen. Imens vandrer kolossen bare tungt og beslutsomt hen mod os. På dette tidspunkt er mine odds for overlevelse mildt sagt dårlige. Heldigvis gør Ben mig opmærksom på en række tønder, og med et velplaceret skud sprænger jeg både zombier, bygninger og bliktage i stumper og stykker, før jeg sender en elmast ned i hovedet på dem og giver dem alle stød.

Resident Evil 5 ser herligt ud i alt sit kaos. Røg ligner røg, flammerne er slikkende, og det er lige før jeg kan mærke varmen fra dem. Og når bødlen svinger sin kæmpemæssige økse og jævner endnu et skur, så kan jeg godt se, at der ikke bare er tale om {Resident Evil 4} med lidt pudder. Der er lagt meget i detaljerne, og selvom Resident Evil 5 ikke antager form at et hårdtpumpet actionspil, hvor man kan rulle rundt og gå til siden som det passer én, så er spillet langt mere hektisk end sine forgængere.

Efter et par minutter på tagene lykkes det mig at gennemføre banen, og med bødlen i hælene forlader jeg den første del af den afrikanske landsby - på dette tidspunkt er jeg så langt fra en hvilepuls, som man kan komme det. Og pulsen kommer ikke ned i demoens anden del, der fokuserer på mit samarbejde med Sheva. Dette fungerer i øvrigt gnidningsfrit, og som Sheva og jeg kæmper os gennem byen, oplever jeg, hvordan hun dækker min ryg, aldrig stiller sig ind foran mig og af flere omgange forærer mig både ammunition og medicin.

Jeg ender min spilsession ved den låge, som Capcom ved årets Xbox 360-pressekonference nåede frem til, men ikke fik muligheden for at gennemføre, og her går det hedt for sig. Efter at have dræbt de fleste almindelige zombier samarbejder jeg med Sheva om at få en motorsavsgalning ned med nakken - og det lykkes ved hjælp af et gevær med kikkertsigte. Bagefter fortæller Ben mig, at jeg faktisk er den første spiljournalist på messen, der har gjort det - alle andre er åbenbart døde i forsøget. Modvilligt giver jeg ham joypaddet tilbage og forlader rummet velvidende, at jeg først kommer til at spille Resident Evil 5 igen engang i løbet af marts næste år - og det er en svær pille at sluge, når man lige har spenderet 45 minutter i et fremragende rædselskabinet.