Børnehjemmet

Spanierne kan mere og andet end at spille fodbold, tennis og levere smukke senóritas. De kan nemlig også lave film, og ikke bare hvilken som helst slags film, nærmere betegnet gys og fantasi. Senest er det nok set i den Cloverfield-inspirerede zombiegyser [REC] og ej at forglemme Guillermo Del Toros mesterværk Pans Labyrinth. Netop Guillermo Del Toro er værd at nævne når det kommer til J.A. Bayonas Børnehjemmet, for som producer har Del Toro sneget nogle geniale små skrækscener og gys ind i en historie der er så tragisk og rørende at det næsten er for meget af det gode. Alligevel holder man vejret og håber på det bedste for hovedpersonerne hele vejen igennem.

Den modne kvinde Laura flytter, sammen med sin mand Carlos og deres uhelbredeligt syge adoptivbarn Simón, ind i det børnehjem hun i sin tid forlod da hun var en af de få heldige som fik en plejefamilie. Nu er hendes ønske at gøre gengæld ved at renovere børnehjemmet og få en større flok plejebørn ind. Simón finder dog, dage før åbningen af børnehjemmet, ud af at Laura og Carlos ikke er hans rigtige forældre og at han er syg. Dog er det ikke hans opdagelse der er det mest skræmmende, men derimod måden han har fundet ud af det på. Det er nemlig hans usynlige legekammerater som har lavet en skattejagt for ham og Laura. Da Simón på tragisk vis forsvinder på åbningsdagen af børnehjemmet, går Lauras verden i stykker og hun indleder en jagt på at finde ham igen, og finde ud af hvordan hans forsvinden hænger sammen med de usynlige legekammerater.

Det første jeg tænkte da jeg så Børnehjemmet var hvor meget den i sin stil minder om gyseren The Others med Nicole Kidman. Skumle børneskikkelser, en kvinde der drives til vanvid i et stort tomt hus med en dyster baggrundshistorie. Alt i alt er stemningen i de to film meget ens, dog er Del Toros tydelige stempel mærket overalt på Børnehjemmet og fantasien får man flere gange at mærke, dog i en meget mere indirekte og afdæmpet facon end man ellers kender ham. At kalde Børnehjemmet forfriskende er måske at overdrive, men som gyser står den ud som sin egen og virker effektiv i sin fortælling. Hele historien om Lauras søgen efter Simón er medrivende indtil den hjerteskærende slutning der næsten virkede absurd på mig, men alligevel hev en klump af de store frem i halsen.

Belén Rueda spiller fantastisk naturligt i den altdominerende rolle som den forstyrrede og desperate Laura. De mange dialoger mellem manden, Simón og folkene indblandet hænger fast, og selv om visse af personerne i filmen virker lige lovlig klichéprægede, så flyder det hverken over med forudsigelige gys og dumme undskyldninger for at gøre seeren bange.

Når der skræmmes i Børnehjemmet sker det når man mindst venter det, og selv når man venter det formår filmen at tillægge en højere effekt til gysende. Børnehjemmet er ikke en klassiker, men når alt kommer til alt er den en uforglemmelig lille gyserperle med en flot visuel side, solidt skuespil, stemningsfuld musik og en rørende historie. Se den hvis du kan tåle at se døden i øjnene.