NHL Hitz Pro

Nu er det måske ikke det klogeste træk i hele verden at starte en anmeldelse af et ishockeyspil med at tale om fodbold, men jeg gør det alligevel. Der er nemlig en pointe med galskaben. Fodboldspil har gennemgået en rivende udvikling - fra små knaldede sorte bolde, der trillede rundt på en 2D-bane efter en hvid bold, til de extravagante supertitler af i dag med off the ball control og hvad ved jeg. Er det så ikke en kende underligt, at ishockeytitlerne stadig lægger sig ret tæt op ad de ting, vi engang i det sidste årtusind så på Sega Megadrive? Det var i hvert fald den første tanke, der ramlede ind i undertegnedes hoved, da Midway Sports nyeste skud på ispinden placerede sig selv i Sonys forsøg på at lave et interaktivt B&O-anlæg.

NHL Hitz Pro, som er den lettere besværlige titel, er nemlig en ganske klassisk omgang "op og ned ad isen efter en lille sort klat, og så bare i kassen med svinet". Banen ses stadig oppefra og det er stadig relativt umuligt at følge med. Det føles i det hele taget som at flytte hjem til sin forældre igen: Efter at man har boet der et stykke tid, lægger man selvfølgelig mærke til, at ikke alting er, som det var engang, og det er faktisk også tilfældet her. Hvor er det dog vidunderligt, som virkeligheden spejler konstruktionen og omvendt.

Hele ideen bag Midways Z-serie (som bl.a. også tæller NFL Blitz) er selvfølgelig, at du får den sport, du vil have, plus lidt ekstra gejl, der trækker spillet mere over mod en ren arcade-oplevelse end den virkelighed, som så mange andre sportstitler prøver at efterligne. Af en eller anden grund slås hockeyspillere ret tit, og trækker du dig i NHL Hitz Pro (NHP) ud som sejrherre i en sådan, så vanker der lidt ekstra krudt i røven og skub i tacklingerne. Samtidig er alle regler i spillets default mode stort set afskaffet, så der er ikke så meget andet at tage højde for end modstanderens mål og dit eget forsvar. Dette kan du selvfølgelig lave om på efter behag, og det er rent faktisk også muligt at spille NHP som helt igennem klassisk ishockey med pauser hvert tredje sekund på grund af en eller anden fjollet regel, som jeg ikke kender noget til.

Skal NHP spilles som singleplayer, og det skal det jo også, er det klart at foretrække at starte i franchise mode. Her får du chancen for at overtage styringen af et hold uden for NHL, og så er det ellers bare på med skøjterne og frem over isen. Målet er toppen af ligaen, og dette klares kun ved hårdt slid og usandsynligt mange ishockeykampe. Siden den oprindelige NHL HITZ-titel er der sket meget på specielt singleplayer-området, og det er da klart vigtigt, at man ikke absolut skal have besøg af fætter Frank fra Falster, for at det er sjovt at bruge tid på resultatet af en plovmands forsvinden. Et godt råd er at sætte sværhedsgraden ret meget op til at starte med, for det er ikke særligt spændende at vinde 10-0 over selv den hårdeste modstander, medmindre du er altså er verdens dårligste taber, for så er det jo fint nok, eller...? Et andet kvantespring, som gør, at NHP også nærmer sig den reelle sport mere end NHL HITZ gjorde det, er, at der nu spilles 5 mod 5 ligesom ude i den rigtige verden, og det er da bare herligt.

Som noget helt nyt og revolutionerende, måske knap så meget nu, hvor alt gør det samme, er NHP i stand til at gå online. Det er i sig selv en fremragende feature, men det kræver ligesom, at der er nogen et sted derude i verden, der har lyst til at spille med. Det har undertegnede haft meget svært ved at finde. Faktisk er det kun lykkedes 2 gange ud af omkring 30 forsøg, og det er vel og mærke den samme modstander, jeg har haft begge gange, så man kommer nemt til at føle sig en kende alene. Et middel mod dette problem er selvfølgelig at købe et eksemplar af NHP til alle dine venner i julegave, og så ellers bare tvinge dem på internettet. Det er så op til dig selv at vurdere, om det er noget du kunne være interesseret i. Et andet problem er, at når lortet så er kommet på informationsmotorvejen, så er der diverse hastighedsproblemer. Gør dig beredt på nødvendigheden af at trykke på knappen 5 sekunder før handlingen skal udføres. Besværligt, ja, men man vender sig til det.

Midway bryster sig af, at udviklerne har lavet såkaldte intelligente publikummer, som hujer og buh'er på de rigtige tidspunkter, men det er altså ikke noget, der kan få undertegnede op af stolen. Det kan modstanderens AI derimod, for den er på de hårdere sværhedsgrader rent faktisk i stand til at yde modstand, og det er jo godt, omend det ikke er noget, man ligefrem er vant til, når modstanderen er skabt et sted inde i den lille maskine.

Personligt er jeg meget glad for Midways Z-serie. Den lidt mere arcade-agtige spillestil passer bedre til min personlighed end de titler, hvor taktikken totalt overskygger spillets forløb. Det er selvfølgelig en smagssag, og er du typen, der går helt vildt meget op i fordybelse, burde du måske allerede vide, at et spil med Z i titlen aldrig bliver noget for dig.