Mad Maestro

Fresh Games er klar med endnu en skæv titel fra den japanske massepsykose. Et ganske lille spil med en ganske lille historie, der med lidt god vilje kan kaldes ganske opfindsom. Spillet bære titlen Mad Maestro, og bevæger sig genremæssigt ikke særligt langt væk fra den puzzle form vi kender fra titler som Jungle Book Groove og Parappa The Rapper -altså et klassisk tryp-på-knappen.på-det-rigtige-tidspunkt spil med en holdbarhed på størrelse med Kenyas egenkapital.

Jeg svinger taktstaven
I Mad Maestro tager du styringen over den lille fyr Takt. Takt har med garanti fået sit navn fordi han er født til at være dirigent, g det er lige netop hvad han nu er. En lille fyr med taktstokken stolt strittende, som har fået til opgave at redde den fallerede koncert sal fra sikker forglemmelse. Men først og fremmest skal Takt vise hvor dygtig han er med stokken, og det gør han ved at dirigere et lille orkester i alle mulige og umulige situationer. Selve historien i Mad Maestro er nemlig rimeligt umulig at følge og forstå. Der er godt nok lidt forklaring med nogle kernepersoner der skal gøres glade, men hvordan det klares med lidt klassisk tralala står hen i det uvisse. Faktum er dog at du som Takt skal styre de store kompositioner hen i noget der er til at holde ud at høre på, og det er slet ikke så ligetil. For det er ikke nok at trykke knapperne ned på de rigtige tidspunkter, du skal også have kontrol over styrken du lægger i trykket, samt et eller andet halløj på retningsknapperne. Det er jævnt svært at forstå hvad det hele skal til for, men det er i hvert fald ikke særligt nemt.

Hey, dig med violinen!
Når det så er sagt er der ikke rigtigt noget tilbage, for det er i al sin enkelthed hvad Mad Maestro går ud på. Og et skal med det samme siges, at det i længden ikke er nok, overhovedet ikke. Til gengæld har Mad Maestro et par andre trumfer i ærmet som gør lidt af skaden god igen, men absolut ikke det hele. spillets helt store force er lyden. Som en indføring i klassisk musik er Mad Maestro en mindre geni streg. Alle Takts prøvelser sker til akkompagnement af de helt store cigarer som Mozart, Strauss og Beethoven. Dette er et genialt træk, for blandet sammen med den pussenussede historie og den typisk japanske grafik, giver Mad Maestro rent faktisk muligheden for at lære kulturhistorie uden man lægger mærke til det. Børn i alle aldre vil uden tvivl kunne få meget ud af at spille lige netop dette spil, spørgsmålet er bare om de gider mere efter 30 minutter. En anden fin ting ved musikken er at Takt direkte påvirker måden der spilles på. Orkestret spiller for hurtigt eller for langsomt hvis du ikke har styr på tempoet, og det forkerte tryk kan fremskaffe et inferno af lyd hvor der egentlig kun skulle have været et lille trut. En fin feature på et fint lille spil.

Ikke helt vellykket
Grafikken er flot uden at være prangende, og der sker enormt meget på de forskellige baner. Problemet er bare, som i tidligere nævnte Parappa, at du som Takt har så travlt med at styre musikken, at du slet ikke når at se alle de ting der sker på skærmen. Prøvelserne kan selvfølgelig ses i replay, men helt ærligt, hvem gider det? Men i sidste ende er det hverken grafik eller lyd der skal redder Mad Maestro, det er gameplay - og gameplay er der ikke meget af. Det bliver hurtigt trættende, historien bevæger sig langt over grænsen for ligegyldighed. Fresh Games har distribueret endnu et spil fra Japan, som de egentlig ligeså godt kunne have beholdt selv. Et sted som Mad maestro dog virkeligt er skræddersyet til, er i en 4. klasses musik time. Der vil det være helt eminent, og det er skam yderst positivt ment!