Test: Samsung i780
Som mobiltelefonerne bliver kraftigere, bliver et styresystem som Windows Mobile også mere almindeligt. De telefoner jeg før har prøvet med styresystemet har ikke rigtig fanget mig. Ja, Windows på telefonen kan være en sand fornøjelse, men hvis hardwaren ikke er bygget til at udnytte det der ligger bag overfladen optimalt, så kan man ligeså godt opgive på forhånd.
Windows mobile ligner meget sin storebror på computeren, og er man hjemmevant her, så skulle der ikke være noget problem i at finde rundt på telefonen. Det hele er ganske vist noget mindre, og her kommer den påstand jeg startede med ind i billedet. Forstår man ikke at tilpasse telefonen til styresystemet, så kan det blive svært at bruge telefonen. Forestil jer skærmen er for lille og du ikke kan læse hvad der står, eller de ikoner du skal trykke på er så forbandet små at du ikke kan ramme dem. Samsung har med i780 forstået at tilpasse hardwaren til softwaren, og dermed fundet en god løsning på det problem. Der er tale om en temmelig stor telefon, men hvor nogle telefoner i samme genre hurtigt bliver meget brede og besværlige at holde på, ligger i780 godt i hånden og har en fornuftig tyngde uden at virke for stor og klodset.
En fornuftig skærm, dog med en lav opløsning
Skærmen på i780 er naturligvis trykfølsom, og selvom den ikke er den skarpeste og mest farverige jeg har set, så er den virkelig god at trykke på. Skærmen er på 2.55" og har en opløsning på 320 x 320 pixels. Jeg ramte stort set altid det jeg ville trykke på, og frustrationen jeg har oplevet fra lignende telefoner udeblev. Der følger en stylus-pen med hvis man ikke vil bruge fingrene, eller blot kræver større præcision, men vil man slet ikke navigere via skærmen, er der også en anden mulighed. Lige under skærmen sidder nemlig en firkantet trykfølsom knap, som fungerer på samme måde som musepaddet på en bærbar. Den er ikke ret stor, så man skal lige vænne sig til at bruge den. Når først man har dét, er den dog utrolig smart, og det er første gang jeg har set denne løsning på en mobiltelefon.
Masser af knapper
Samsung i780 har naturligvis også et tastatur, her et fuldt et af slagsen, og selvom nogen måske mene det kun gør det hele mere besværligt, vil jeg hurtigt argumentere for at det tvært imod kan gøre det hele meget nemmere. Når jeg siger fuldt, mener jeg også med danske taster som Æ, Ø og Å - det er en rar detalje.
Nu er det som sagt en Windows Mobile telefon, og disse har ofte en tendens til at være lidt langsomme i optrækket. Her er i780 igen en positiv overraskelse, eftersom programmerne starter hurtigt op og menuerne bare glider derud af.
Den besidder dog også nogle af de samme fejl som andre Windows mobile telefoner. Eksempelvis forstår jeg ikke at programmer er så besværlige at lukke ned. Jeg spiller syvkabale den ene dag, roder lidt med GPS'en den næste, og ser så lidt TV via min Slingbox. Og så er batteriet søreme også ved at være fladt. Det gik søreme hurtigt. Men hov, kigger jeg i menuen med kørende programmer, så kører alle programmer jeg har brugt de sidste par dage søreme endnu. Jeg forstår ikke det skal være så besværligt. Men det er ikke Samsungs hovedpine men derimod Microsofts. Lige netop denne feature / fejl er blevet påpeget et utal af gange, og altså stadig ikke udbedret. Et andet problem jeg ikke helt kunne bestemme oprindelsen af, var det wifi forbindelsen. Det tog lang tid før jeg fik den til at fange nettet herude på redaktionen, og derhjemme lykkedes det aldrig. Ærgeligt.
Hvad nytter en indbygget GPS-modtager hvis man skal vente så lang tid for at få et signal? Absolut ubrugeligt.
Navigationen i Samsung i780 leveres af Garmin, med deres mobile Navigator, og her må jeg erkende at jeg blev skuffet - meget endda.
Jeg har sagt det i tidligere anmeldelser og siger det gerne igen. Giv mig en fornuftigt og veludstyret telefon hvor den indbyggede GPS-navigation virker lige så godt som på almindeligt navigationsudstyr. Jeg har brugt i780s GPS både i bussen, i toget, til fods og i bilen, og resultatet har været lige skuffende hver gang. Hold da helt kæft hvor virker det ringe. Øv! Jeg ved ikke hvor fejlen ligger, hvis det er en fejl, eller om jeg gør noget forkert, men det tager en evighed at fange signal til satellitterne. En tur på motorvejen fra det nordsjællandske, resulterede ikke i satellitkontakt før vi havde kørt i 15-20 minutter. Det er bare ikke godt nok. De 15-20 minutter jeg bruger på at komme til og fra arbejde, resulterer også sjældent i et signal, og til fods føler jeg mig bare for dum mens jeg går rundt og glor ned i skærmen.
Jeg kan ikke forstå kolleger i branchen roser denne funktion så meget, for hos mig virkede det altså ikke særlig godt. Jo, når der langt om længe var signal, så virkede det faktisk ganske fornuftigt. Men ville du ikke også kritisere en bil hvis den ikke kunne køre? Jamen NÅR den kører, så er den helt fantastisk - måske, men vi nåede aldrig ud fra parkeringspladsen makker.
En sidste ting jeg vil nævne, som snart er ved at være standard på de større telefoner, har også fundet vej til i780, nemlig kameraet. 2-megapixel er der her blevet plads til, og det er ikke just prangende. Kvaliteten er middelmådig, og til en telefon i denne prisklasse burde man måske have forventet noget mere. Måske man havde været bedre tjent helt uden.
Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal mene om Samsungs i780.
Jeg havde nogle problemer med den - GPS-delen virkede ikke særlig godt, jeg havde svært ved at få den til at gå på trådløse netværk, og batteriet holdt ikke ret længe før det trængte til en opladning. Her er det til gengæld smart at man får 2 batterier med i pakken.
Alligevel er der dog noget der tiltaler mig ved den store telefon. Det fulde tastatur er rigtig godt at skrive på. Skærmen er rigtig god, og som jeg så småt vænner mig til Windows Mobile, bliver jeg mere og mere glad for det. Godt forsøgt Samsung, men prøv igen.
Gamereactor Danmark