Gamereactor

Gamereactor
Film
Michael Clayton

Michael Clayton

Den altid ultracool George Clooney tager kampen op mod systemet for at redde sin partners omdømme i en film der helt sikkert er blevet overvurderet til Oscaruddelingen, men ikke desto mindre fænger med nogle imponerende skuespilpræstationer.

En kold rislen løber ned af ryggen på mig, da den sindsforvirrende Arthur Edens begynder at holde enetale imens man bliver ført rundt i alt fra New Yorks vinterkolde gader til et lokale tætpakket med advokater. Jeg aner overhovedet ikke hvad jeg er i gang med at overvære, men måden Tom Wilkinson, som spiller Arthur, siger tingene på, er så intens at jeg allerede er solgt fra de første sekunder filmen rullede henover skærmen. Michael Clayton byder på adskillige af disse intense øjeblikke og også en visuel perle, men forvirrer dog lidt for meget når de kommer til historien.

Filmen handler, ikke overraskende, om advokaten Michael Clayton. Clayton er hvad man i den branche åbenbart kalder en pedel, og den titel er også meget passende, idet det er hans job at rydde op efter andres problemer. Han er mildt sagt mester til dette job, men da hans partner og gode ven, den maniodepressive forsvarer Arthur Dent, en dag glemmer at tage sine piller går det helt galt. Under et retsmøde smider han tøjet og begynder at tilsvine sin klient, sprøjtemiddelfirmaet U/North. Dette er kort sagt en katastrofal handling som kan koste advokatfirmaet dyrt. Nu er det Claytons job at rydde op efter sin kollega, men det bliver sværere end lige antaget, da Arthur flygter og bevidst forværrer tingenes tilstand. Det hele bliver ikke bedre af at U/North prøver at tage sagen i egen hånd. For hvis deres sag om forurenet drikkevand bliver tabt, er det samtidig ude med U/North.

Det hele er meget komplekst opbygget, og selvom man sagtens kan følge med i det store hele, sad jeg stadig tilbage til sidst og synes jeg var gået glip af nogle tråde. Med dens næsten to timer, er filmen også tung at slæbe sig igennem og man skal ikke slippe øjnene fra skærmen på noget tidspunkt. Men det er også svært når stemningen er så gennemført som den er i Michael Clayton.

Kolde farver og stærke kontraster er altdominerende når det kommer til filmens look, og det klæder den fabelagtigt. Det er en sand fornøjelse at se de helt ekstremt gennemtænkte kameravinkler og farvevalg udfolde sig på skærmen.

Filmens force er dog uden tvivl skuespillet. Jeg beskrev kort Tom Wilkinsons rolle Arthur Edens i starten, og han er simpelthen genial i sit spil. Det samme må siges om Tilda Swintons oscarvindende rolle som skurken Karen Crowder. Det er skuespil af høj klasse, og selvom jeg stadig ikke helt forstår George Clooneys oscarnominering for bedste skuespiller, så leverer han trods alt sin sædvanlige præstation og det skal kun forstås positivt.

Michael Clayton er en fantastisk stemningsfyldt film, som desværre spænder lidt ben for sig selv i sin lettere forvirrende fortælling og spillelængde. Men kan man lide fantastisk skuespil og en yderst behagelig visuel side, så kan man ikke fejle med denne film. 7 oscarnomineringer var måske lige i overkanten, men 7 ud af 10 i min karakterbog er fuldt ud fortjent. Lad retfærdigheden ske fyldest.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10