Mega Man X6
Det varmer en om hjertet at se et nyt kapitel til en gammel spil-serie udgivet til en gammel konsol men nu må det snart være nok.
Capcoms Mega Man må være en af de ældste spil-serier i verden men er still going strong. Capcom spytter det ene Mega Man spil ud efter det andet og hver gang med små justeringer og forbedringer, uden at pille for meget ved spillet grundide. Mega Man X6 fortsætter denne tradition til glæde for fans af serien. Vi andre kan blot rynke på næsen og vende tilbage til Jak & Daxter
Mega-travlt
For en udenforstående kan det være svært at se, hvordan Mega Man-serien stadigvæk kan holde sig kørende. Spillet har altid været et sidescrollende platform-spil i 2D og det er det stadig til trods for, at 3D er standard i dag. Mega Man løber fra venstre mod højre, hopper over forhindringer og skyder på stort set alt og alle i sin jagt på skurken. I Mega Man X6 hedder skurken Dr. Gate og han har pludselig fået den skøre ide, at slippe død og kaos løs i verden og kun Mega Man kan stoppe ham. En enkel opgave, der burede være ligetil, hvis det ikke lige var for spøgelser fra fortiden. Zero, helten fra Mega Man X5, der blev formodet død og borte i slutningen af X5, er nemlig ikke helt så død som han skulle være, så udover at skulle besejre Gate og hans onde skabninger, skal Mega Man også løse mysteriet om Zero.
Svært valg?
Hvor historien er kompliceret, rodet og egentlig ganske uinteressant, så er gameplayet lidt mere helstøbt, om end det mere eller mindre er en kopi af forgængeren Mega Man X5. Inden Mega Man sendes ned på en bane, har han mulighed for at vælg, om han vil iklædes standardpanser eller det specielle Falcon-panser. Sidstnævnte er en avanceret sag med en "dash"-funktion, der kan bruges på både jorden og i luften. Det kan standard-panseret ikke. Til gengæld kan man, rundt omkring på banerne, finde forskellige power-ups, der kan bruges sammen med panseret. Spørgsmålet er så hvorfor man skulle iklæde sig det knap så robuste standard-panser og bruge tid på at rende banerne tynde på jagt efter power-ups, når Falcon-panseret, allerede fra starten af, er stærkt armeret og velegnet til kamp mod mange forskellige fjender?
Mareridt
Gameplayet kan dog også byde på et interessant og ganske originalt tiltag, i form af det nye Nightmare System. Det tilføjer spillet lidt ekstra holdbarhed, ved at lave om de baner man allerede har trasket igennem. Forandringen kan være meget simpel og blot flytte rundt på nogle af de mange power-ups, men den kan også være langt mere omgribende. Nogle baner bliver for eksempel indhyllet i et kulsort mørke med kun lidt lys. Systemet fungerer ganske godt men problemet er, at det ikke spiller nogen større rolle i gameplayet. Systemet træder kun i kraft, hvis man vil indsamle alle de power-ups og ekstra ting der er i at finde rundt om på banerne. For at gøre det, må man ofte tilbage til tidligere besøgte baner, hvor man så oplever Nightmare Systemet i fuld effekt. Vil man blot videre i spillet, oplever man til gengæld aldrig systemet uden man dog skal føle sig snydt.
Fejl som kun fans kan tilgive
Mega Man X6 er af de spil, som det er svært at anbefale til andre en hardcore-fans, fordi der er så mange irritationsmomenter i spillet som kun ægte fans vil kunne se igennem fingre med. For det første er der grafikken, der som førnævnt stadigvæk er i 2D, uden at dette er nogen forbrydelse i sig selv. Det er grafikkens simple design, der skærer lidt i øjnene. Det hele ser meget gammeldags ud og man savner nogle flere detaljer og noget mere liv på banerne. Mange af de fjender man møder er også gnaske uinteressante at beskue og nogle af dem er direkte grimme. Et andet problembarn er styringen, om end den ikke direkte hæmmer spillet, så er den nogle gange lidt for irriterende og kan give anledning til små øjeblikkes frustration, fordi den er ret følsom. Det er specielt "dash"-funktionen, der kræver en rolig hånd. Ofte kommer man til aktivere den for tidligt eller for sent, hvilket langt fra er sjovt på de baner, der kræver præcise bevægelser for at komme videre.
Kom nu videre!
Det er sødt af Capcom, at de stadigvæk holde Mega Man i live og det er da også beundringsværdigt, at de ikke helt har glemt den gode gamle PSOne men der kommer ikke noget godt ud af at hænge sig i fortiden. Mega Man X6 bør derfor være det sidste vi ser til Mega Man på PSOne. Næste gang må han gerne være at finde på PS2 med flottere grafik og forbedret gameplay, så nye fans kan stå på mens trofaste fans kan glæde sig over en ny og forbedret Mega Man. Et nyt kapitel til en gammel spil-serie med gammel grafik udgivet til en gammel konsol er derimod ikke vejen frem hvis Mega Man skal overleve og samtidig udvide sin fanskare.
Gamereactor Danmark