Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
The Simpsons (2007)

The Simpsons

Den gulsotlignende familie slår sig løs med humor og basalt gameplay. Men Asmus er ikke særlig begejstret. Hør hvorfor i hans store anmeldelse af spillet...

Familien Simpsons har gået sin sejrsgang gennem den ganske verden. Med film, DVD'ere og meget andet i kølvandet, virker det som om at alt, hvad de rører ved, bliver lige så gyldne som de selv er. Eller næsten da. Familien har aldrig haft den store succes, når mediet er computerspil. Der er nogle mennesker, der stadig får nervøse trækninger, når Bart vs. the Space Mutants nævnes, mens {The Simpsons Skateboarding}, burde kunne få selv Tony Hawk til at kaste skateboardet fra sig i afsky.

Problemet har da også været, at man har taget en almindelig spilskabelon og presset Simpsons ned i den, hvilket aldrig har været særlig vellykket. Men nu har EA indset, at man må lave et Simpsons-spil, hvor familien er grundstenen og spillet opbygget på fundamentet af gul charme. Og EA har fat i noget af det rigtige - The Simpsons Game kunne have været meget værre.

Det vigtige i The Simpsons er naturligvis humoren, og den har en fremtrædende plads i spillet. "Hvis I synes det her lyder som en eskorte-mission, er det fordi det er det", siger Bedstefar Simpson i en sen bane. "Double... jump!", udbryder Homer, når han udfører det. Og den elskelige, fede tegneseriefyr dukker op med jævne mellemrum for at uddele "Worst game cliche ever!" Tonen er lagt, og spillet er bestemt ikke bange for at tage gas på spilmediet som helhed.

Historien tager sin begyndelse, da Bart køber det seneste spil, Grand Theft Scratchy, men ikke får lov at beholde det for Marge. I stedet finder han en manual til The Simpsons Game. Det går hurtigt op for ham at han og resten af den skøre familie er blevet begavet med spilevner! Resten kan du muligvis forestille dig.

Men, men, men. Der er altid et men, og her er det ret stort. The Simpsons parodierer forskellige spil, og det er da meget sjovt, men kunne udviklerholdet i processen ikke undgå spilklicheerne selv? Grafikken er et mesterstykke med hensyn til at illudere 3D som 2D, og animationerne er ren Simpsons, men hvorfor skal kameraet være sådan et møgdyr til tider? Og hvorfor kan man i det herrens år 2007, ikke lave et målsøgningssystem, der låser sig fast til det mål, man har brug for, og hvor man ikke skal sidde og møffe rundt blandt samtlige mål, før man når det ønskede? Den forfærdelige eskorte-mission bliver ikke bedre af, at man ikke lige låser sig ind på det nærmeste og vigtigste mål.

Hvorfor er gameplayet så basalt? Ville det have været umuligt at gøre nar af andre spils sygelige trang til at smide alverdens genstande efter spilleren, uden nødvendigvis selv at gøre det? Ikke nok med at der er forskellige ting, der kan samles ind, de er som oftest figurspecifikke, hvilket eksempelvis betyder, at Homer er den eneste, der kan samle Duff-kapsler, mens Bart er den eneste der kan samle Krusty-postkort. Man fristes til at gentage den fede tegneseriefyrs bemærkning: "Oh, real original..."

Den kunstige intelligens kan man heller ikke juble over. Man har to Simpsons-figurer i hver bane, og man kan selv bestemme, hvem man vil kontrollere af de to. Desværre kan man ikke altid finde ud af, hvordan computeren styrer den anden figur. Man kan stille en figur et bestemt sted med fuldt overlæg, kun for at opdage, at den flytter sig, så snart man skifter til den anden figur. Så stå dog stille! Det er som om EA har siddet ved siden af en virkelig intelligent gut i folkeskolen. Der er en eksamen, og den intelligente gut har lagt armen oven i de rigtige svar, således at EA kun har fået fat i brudstykker og fragmenter.

The Simpsons Game fungerer til dels, men jeg kan ikke lade være med at overveje, hvor godt spillet ville have været, hvis udviklerne havde brugt mere tid på at udvikle et fremragende gameplay, der kan stå mål med den glimrende grafik, og mindre tid på at tage fis på spilklicheer og være morsomme.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Grafikken fanger stilen fantastisk godt. Lydsiden sidder lige i skabet.
-
Skabelonskåret. Lidt ensformigt.