Pro Evolution Soccer 2008

"Der er ingen nemme kampe", er en af de mest brugte vendinger i international fodbold. Trænerne bruger den, spillerne bruger den, og fodboldforbundene bruger den. De bruger den for at holde de høje forventninger nede, for at være politisk korrekte og respektfulde over for modstanderen, og måske også fordi konkurrencen på den internationale fodboldscene anno 2007 er knaldhård. Når jeg bruger vendingen, er det, fordi jeg spiller {Pro Evolution Soccer}, for her er der ingen nemme kampe. Spanien, Norge, Italien, Israel, Saudi Arabien og Indonesien, jeg har fået klø af dem alle, når jeg har spillet i den rød-hvide trøje. Masser af chancer, ingen mål. Hullerne i forsvaret bliver skånselsløst udnyttet, midtbanen taber for mange bolde, og af en årsag, jeg aldrig har forstået trods mine mange år på Konamis grønsvær, så kan selv de ringeste hold med de ringeste spillere lave de mest fantastiske mål.

Egentlig burde denne anmeldelse være en ekspeditionssag. Det er jo i reglen bare at spotte ændringerne og vurdere den nye helhed. Men hvordan dissekerer man et spil, som er resultatet af mange års kontinuerligt programmeringsarbejde og efterhånden har vokset sig til et komplekst binært væsen med noget, der kunne ligne identitetsfølelse og egen vilje? Man kunne gennemføre en videnskabelig analyse af Seabass' simulator og blive overrasket over dens kompleksitet og til tider menneskelige træk.

Nu er jeg hverken videnskabsmand eller den store tilhænger af højtravende akademiske metoder og kaster mig i stedet ud i det pragmatiske projekt "Danmark mod Nordirland". I PES 6 kan jeg erobre bolde, få mit pasningsspil til at fungere og komme til afslutninger. Det ender med en, på papiret kneben, 1-0-sejr, men sandheden er, at de aldrig fik tilspillet sig reelle målchancer. Samme kamp spillet under samme forhold i PES 2008 falder lidt anderledes ud. De stoutdrikkende drenge er mere aggressive. De tager flere nærkampe og er bedre til at lukke af, så jeg ikke kan få mit fløjspil til at fungere. Det kræver mere arbejde at holde på bolden, og for at komme til målchancer må jeg give slip på den taktik, jeg normalt spiller efter, og forsøge at overraske nordirerne. Flere sideskift, høje bolde, stikninger spillet med større overblik og tålmodighed. Det virker, som om de har læst mit spil.

Det har de nok også. Måske er det lidt paranoia, der har sneget sig ind, eller også fungerer PES 2008's nye Teamvision-teknologi, som gør modspillerne i stand til at tilpasse deres taktik til din spillestil. Hvis du bygger et angreb op efter samme opskrift hver gang, gennemskuer de dig. Fløjspillerne bliver tættere markeret, du bliver presset tilbage på banen, hvis du laver for mange jordtrillere på egen banehalvdel, og lange afleveringer synes modstanderen også at gardere sig imod, hvis du laver mange af dem. Teamvision-teknologien bruges også offensivt, så tidligere mislykkede angreb ikke gentages. Står dit hold solidt på midtbanen, kommer der flere stikninger og høje bolde. Man kan godt fornemme, at computeren hen ad vejen lærer af sine fejl.

Desuden er bolden mere levende og giver spillerne bedre manøvremuligheder. Med en teknisk stærk spiller lykkes flere driblinger, fordi du hurtigere kan få bolden under kontrol og sætte modspillerne af med et par hurtige træk. At styringen er blevet strammet op, gør det også lettere at realisere dine hensigter. Dertil kommer de sædvanlige grafiske finjusteringer. Profiler ligner endnu mere deres virkelige modstykker, og fældninger, dommerkendelser og vredesudbrud har fået en animationsmæssig opstrammer.

Når EA Sports udgiver deres evindelige "nye" og "banebrydende" efterfølgere år efter år, får det dedikerede spillere op på barrikaderne. De vil bare score kassen, hedder det. Det samme vil Konami. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at Seabass og hans folk har de bedste hensigter, og det er heller ikke dem, der vælger at lave en ny udgave det ene år efter det andet. De gør det, de bliver sat til. Og det skinner efterhånden for meget igennem. Pointen med dette er, at mens fans, når de har tilbragt nogle dage og nætter i selskab med PES 2008, sikkert vil finde masser af mere eller mindre åbenlyse forbedringer og justeringer, har jeg svært ved at se den helt store forskel på PES 2008 og PES 6.

Det er heller ikke meningen, vil fans sige, og selv små forbedringer gør en stor forskel i en så solid fodboldsimulator som Pro Evolution Soccer. Korrekt. Men havde jeg ikke fået tudet ørerne fulde af "Teamvision", "forbedret AI" og alle de andre flotte ord fra Konamis marketingafdeling, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde lagt mærke til dem. Selv efter at have spillet to-tre kampe i rap med samme hold under samme forhold først i PES 6 og derefter i PES 2008 var jeg usikker på, om forskellene faktisk var der, eller om det bare var indbildning.

Forskellene er der, men medmindre du spiller PES intensivt, bemærker du dem ikke. Det er ikke et problem for fans - ej heller for enhver, der har den digitale fodbold kær, da PES 2008 ikke ændrer det mindste ved den kendsgerning, at klodens bedste fodboldsimulator stadig er made in Japan - og det er bestemt heller ikke et problem for Konami, som rettelig vil tjene en pæn skilling på dette syvende spil i serien. Til gengæld er det et problem, at den bevidste forbruger kan lade pungen blive i lommen med det simple argument, at det er udsigtsløst at betale fuld pris for et spil i en serie, der reelt først fornyer sig om et år eller to, hvis Konami følger samme strategi som den, de har benyttet siden årtusindskiftet.