Shadowman: 2econd Coming

Shadowman udkom for første gang i 1999. Spillet udkom først til Nintendo 64, og blev senere portet over til andre platforme. Spillet vakte dengang opmærksomhed for dets anderledes koncept, men slog dog aldrig helt igennem. Grafikken var ikke videre imponerende, og spillet var ofte frustrerende at spille pga. de ret svære puzzles og lange gå ture. Nu har Acclaim vakt Shadowman til live igen, eller døde - hmm, dette kræver vidst en forklaring, den kommer lidt senere. Vores verden er atter truet af onde grumme dæmoner, som naturligvis ikke har andet på hjernen end at forvandle jorden til ét stort inferno. Griogori’erne som de hedder, er onde væsner, der har levet blandt menneskerne i over 2000 år. De har naturligvis brygget på en ondsindet plan i alle disse år. Griogori’erne har i sinde, at vække deres gamle leder Asmodeus til live igen - skulle det ske, så går verden rent ud sagt helt ad helvede til. Det er her vor helt kommer ind i billedet.

Skizofren, på den gode måde
Mød Michael Leroi. Michael er en testosteron-pumpet og hårdtslående gut. Udover at være en kradsbørstig-udseende fyr, har Michael en helt speciel evne; han kan træde ind i de dødes verden, eller Deadside som det kaldes. Som det blev beskrevet i Shadowman, kom Michael i besiddelse af det mysteriøse voodoo-artefakt Mask of Shadows. Det er med denne, at han kan vandre mellem de 2 verdener. Mike fortsætter ufortrødent her i Shadowman 2. Mike styrer dog ikke helt selv, hvornår han vil forvandle sig til Shadowman. Det afhænger helt af tiden. Om dagen er han et forholdsvist normalt menneske, og om natten træder han ind i de dødes rækker, og bliver til Shadowman. Senere i spillet har han dog mulighed for selv at kontrollere dette, til en hvis grad. Dette tilføjer et interessant element til spillet, da vor helt har ret forskellige egenskaber som henholdsvis Michael Leroi og Shadowman. Mike er den stærke, han har rå styrke på sin side og kan flytte/skubbe ting som Shadowman ikke kan. Shadowman mestrer derimod Voodoo magic (tilføj selv din egen rasta-accent).

Voodoo people
Shadowman får hjælp undervejs - der er flere gengangere fra 1’eren, bl.a. Nettie som er Shadowmans mentor i voodoo’ens kunst. Det var hende Michael Leroi blev reddet af. Hun placerede Mask of Shadows i hans bryst da han var døden nær - det var således han blev Shadowman. Af andre godtfolk kan nævnes Thomas Deacon, en rullestols-bundet dæmon-jæger, og Jaunty som er en irsk nisse-lignende skabning - sidstnævnte er til tider mere til besvær end hjælp.
Shadowman’s færd for at redde verden foregår gennem syv store områder. Der skal nedkæmpes fjender i Louisiana, Storbritannien, Irak, Rusland m.v. Hvert område har sine egne særpræg og stemninger. Specielt den skumle skov i Rusland har en atmosfære der ulmer af mystik. Selvom både områderne og missionerne er bygget op på en forholdsvis lineær facon, er der rig mulighed for at gå tilbage til forrige områder. Et interessant element er bl.a., at fjenderne er forskellige om natten og om dagen. Det første eksempel er en kirkegård - om dagen støder Michael Leroi ind i en flok Rottweilere, mens han som Shadowman møder Zombier på selvsamme lokalitet. Fjenderne er meget forskellige fra bane til bane. Der er rig mulighed for at klaske på alt lige fra overvægtige rockere i net-undertrøjer, til dæmoner.

Guf for øjnene
Både introen og mellemsekvenserne i Shadowman 2 (SM2) er kreeret med samme grafik som ses in-game. Dette er naturligvis ganske tilstrækkeligt, men introen er en smule tam. Nu er det ganske vidst selve spillet der betyder noget, men det giver lidt ridser i lakken at især introen er en smule kedelig - ikke pga. grafikken, men mere fordi den ikke er så pompøs og storslået som man kunne ønske sig. Inde i selve spillet er grafikken dog særdeles vellykket.
Acclaim har tunet den grafiske motor, og den visuelle side af spillet er ren øjeguf. Den grafiske engine, er ikke blot en opdateret version af den gamle, men en fuldstændig ny. Den udnytter de mange muligheder der er i PS2’eren. Du vil ikke kun opleve blændende lys-effekter og sprøde textures, men også ting som skiftende vejrforhold og et konstant skift mellem dag og nat. Shadowman-modellen er der ligeledes lagt stort arbejde i.

Animationerne er utroligt gennemarbejdede. Shadowman løber, hopper, kravler etc., på en utrolig realistisk måde. Til tider kan han næsten få selv Lara Croft til at virke som en gigtplaget gammel dame. Shadowman bevæger sig flydende og rytmisk, og i visse bevægelser nærmest abeagtigt. De andre figurer i spillet er ikke af lige så høj kvalitet, men absolut vellykkede. Musikken er endnu et element der skaber god stemning i Shadowman 2. Udover at ændre sig fra område til område, ændres musikken også efter situationen Mike/Shadowman befinder sig i. I kamp-situationer bliver musikken mere dramatisk, og får adrenalinen til at pumpe lidt ekstra. En dyster jazz’et musik præger Louisianas gader, mens de fandenivoldske underverdner fyldes med dyster opera og stryger musik.