HTCs nye telefoner
På et pressemøde i København fik den danske presse i dag fremvist de nye modeller som rammer markedet senere på året.
Som jeg fortalte jer for nogle dage siden, lancerer HTC meget snart nogle nye mobiltelefoner, hvoraf den mest interessante er den nye udgave af deres HTC Touch. Selvom telefonen har solgt omkring 800.000 eksemplarer var der dog et kritikpunkt som stort set alle anmeldere kom ind på, og det var det manglende tastatur, en ting som HTC har valgt at gøre noget ved. Herfra fik telefonen også en hård kritik fra Phillippe af samme årsag. Telefonen hedder ikke Slide som jeg tidligere skrev men har i stedet fået navnet HTC Touch Dual. Tastaturet er forskelligt alt efter om det er den Skandinaviske eller Europæiske udgave man får fingre i. Herhjemme får vi et almindeligt T9 mobiltastatur, imens de i resten af Europa får hele 20 taster. Som en interessant detalje, har HTC denne gang lavet deres egen billedaplikation til fremvisning af illeder på telefonen. Ligesom vi har set det på iPhone kan du her zoome ind, rotere og bladre i dine billeder med fingrene. Dog bruger man kun én finger, og istedet for at "nive" laver man halve og hele cirkler.
Udover HTC Touch var der også nye udgaver af HTCs andre produkter. S710 får en storebror i S730, en telefon der er bedre gearet til internettet med 3,5G, noget som forgængeren manglede.
En anden model, som vi dog næppe får at se i den lokale Sonofon-forretning, var P6500. Telefonen minder mest af alt om de terminaler postbudene render rundt med, og det er netop også sådan noget telefonen er tiltænkt. HTCs Nordiske direktør, Peter Frølund, nævnte Politiet som en oplagt kunde til telefonen da den indeholder alle de værktøjer en betjent har brug for, og samtidig er utrolig hårdfør.
Telefonerne kommer i starten af november, men der foreligger endnu ingen priser på nogle af dem.