The Illusionist

At The Illusionist ramte biograferne nogenlunde samtidig som The Prestige, en film der i den grad også handler om magi, var uheldigt, for ses de begge, eller værre - vælges f.eks. The Illusionist frem for The Prestige - så er der nok en del der går slukøret hjem - og grunden er enkel. Hvor The Prestige har tempo, magi og masser af fortællemæssigt bedrag, har The Illusionist et kærlighedsdrama der udspilles i datidens Wien, dog med fremragende skuespillerpræstationer, skal det siges.

Selve historien er bygget på Steven Millhausers novelle, og det kan mærkes, for The Illusionist er, til trods for en masse politisk historie og en god skildring af livet dengang, lidt som at trække filodej over for stor en flade - den ender med at blive helt gennemsigtig. Kærlighedsforholdet mellem Eisenheim (Edward Norton) og Sophie (Jessica Biel), bruges der alt for lang tid på i begyndelsen af filmen, og da selve dramaet, komplet med en snært af mystik endelig indledes, så er det for sent. I alt for lang tid har folk snakket, kigget, snakket, åbnet et par døre og så snakket lidt mere. Indimellem, og det er naturligvis det, som alverdens trailere har lagt vægt på, er der nogle flotte effekter, men det er bare ikke nok. Det er ikke en tryllefilm, hvis det overhovedet er en genre...

Skuespillet er dog bund solidt hele vejen og specielt Paul Giamatti, en mand jeg desværre mistede en del for efter vandnymfe-filmen (tør ikke skrive titlen), leverer en pragtpræstation som politimester Uhl. Også Jessica Biel, der til trods for at være en god skuespiller, tit bare bliver en smuk pige, er fortryllende som adelspigen Sophie - og ja, Edward Norton er fremragende som Eisenheim, men det er bare ikke nok. Jeg kedede mig i hvert fald en hel del, og sådan bør det bare aldrig være, uanset udformningen. The Illusionist er reelt et kærlighedsdrama med en snært af magi, intet andet.