MediEvil 2
MediEvil 2 kan varmt anbefales til enhver der bare har en lille helt i sig - eller skulle man nærmere sige Sir Dan i sig? Hvis du vil have et spil fyldt med humor, spændende baner og flot grafik og lyd, så er det MediEvil 2 du skal købe!
Et af mine all-time-greatest ynglingsspil har altid været MediEvil, med den skøre ridder Sir Daniel Fortesque. Plottet var simpelt. Den onde Dr. Zarok havde en bog fyldt med diverse spells som kunne give ham herredømmet over jorden, ved hjælp af de Zombier han fremtryllede, og de mange andre monstre som de magiske vers han læste op, medførte. Men en ting vidste han ikke. Sir Dan vågner op fra de døde, efter at være blevet dræbt under et slag i byen Gallowmere. Og gæt hvem der dræbte ham: Dr. Zaroks tropper. Nu er Sir Dan ude efter hævn og vil derfor redde byen fra den grumme Dr. Zarok. Dette lykkedes igennem et rigtig flot spil, fyldt med en gennemført humor og godt gameplay og masser af originale detaljer. Det er ikke hver dag man ser et spil baseret på middelalderen.
Lige efter at MediEvil blev udgivet, gav Sony Computer Entertainment sig straks til at udvikle en efterfølger, og denne efterfølger kigger vi nærmere på her...
Der er gået 500 år siden Dr. Zarok blev besejret, og nu er den onde Lord Palethon på spil. Han har fundet et par sider af Dr. Zaroks bog med spells i, og han indser straks, at hvis han finder de rette sider, kan han få magten over hele verden. Nu er det Sir Dan´s opgave at stoppe Lord Palethon, og derfor må han vågne op på ny for at stoppe skurken der vil overtage verden.
MediEvil 2 udspiller sig i en helt ny tidsalder, og skaberne af spillet har virkelig haft gang i de originale hjerneceller. Og resultatet er enestående! MediEvil 2 er fyldt med små detaljer som illustrerer 1800 tallet rigtig flot. Cirkustelte med primitive lysshows, hælere der sælger ting ude på gaderne og flotte kunstværker er bare nogle få af de ting der præger MediEvil 2. Det er som om at man på hver bane bliver mere og mere imponeret over hvor mange textures det har været muligt for Sony at stoppe ind på den sorte CD.
Sony har haft pillet med lidt kompression af diverse textures og størrelsen af banerne, og dette har udviklet sig til at der forekommer baner der er op til 3 gange så store som den største bane i det allerførste MediEvil.
Der er nærmest ingen baner der ligner hinanden i MediEvil 2, og da alle disse er så varierede som de er, lykkedes det Sony at komme rundt i mange af 1800 tallets miljøer, men samtidigt også en meget fantasy præget verden, som støtter sig til realistiske forekomster. En genial komposition kreeret af Sony!
AI´en i MediEvil 2 er også stærkt forbedret. Fjenderne angriber prompte så snart de ser noget fjendtligt, og har mange forskellige angrebsmønstrer. Fx kan en række zombier angribe dig i en cirkel, så det stort set er umuligt at flygte uden at komme til skade.
En ting MediEvil 2 skal roses for, som også forekom i forgængeren, er dets gennemførte humor der optræder utrolig mange steder i spillet. Sir Dan´s stemme er en blanding af Anders And og Mogens Glistrup, og den er utrolig sjov at høre på, hvilket også gælder for andre af spillets figurer. Fjenderne er også humoristisk lavet, og giver morsomme lyde fra sig, både når de angriber og modsat. Også mellemsekvenserne skal simpelthen opleves. Personligt lå jeg og rullede rundt på gulvet af grin over nogle af de bemærkninger Sir Dan kommer med.
Et af de nye bemærkelsesværdige elementer i MediEvil 2, er muligheden for at udforske steder der før ikke var mulige, ved hjælp en hånd og Sir Dan´s hoved. Ja, du hørte rigtigt! Det er muligt for Dan at skrue hovedet af og sætte det på en hånd, og udforske steder hvor Sir Dan´s store skelet ikke kan komme ind. Dette er bl.a. bare et af de utallige eksempler på hvor originalt MediEvil 2 er.
Grafikken er utrolig flot, som også nævnt før i anmeldelsen. MediEvil 2 præges af virkelig flotte lyseffekter, flot udførte fjender og stemningsfulde omgivelser.
Lyden er også en rigtig gennemført del af MediEvil 2. Musikken er flot komponeret, og fortsætter i på forgængerens stil, med 1800 tals musik spundet ind i sig.
Lydeffekterne er også godt lavet. Skydelydene fra Sir Dan´s gamle pistol fungerer realistisk, og lyden fra figurerne er også gennemførte.
MediEvil 2 kan varmt anbefales til enhver der bare har en lille helt i sig - eller skulle man nærmere sige Sir Dan i sig? Hvis du vil have et spil fyldt med humor, spændende baner og flot grafik og lyd, så er det MediEvil 2 du skal købe!
Gamereactor Danmark