Speed Freaks
Speed Freaks har en rigtig underholdende atmosfære, som bedst kan beskrives som en tegnefilm i 3D. Speed Freaks er en smule svært i starten, men har man lidt tålmodighed, venter der sig et fantastisk sjovt spil.
Vi har vel alle prøvet enten det geniale Diddy Kong Racing eller Mario Kart til Nintendo 64´eren. Men hvad med PlayStationen? Desværre har ingen spiludvikler rigtig taget sig sammen til at lave et lignende spil til den efterhånden aldrende maskine, men efter at havde set en smagsprøve på Speed Freaks for et halvt år siden, var jeg helt sikker på, at på det tidspunkt det spil udkom, var Nintendo 64´eren ikke den eneste konsol der var den heldige indehaver af denne type spil.
Speed Freaks er navnet på denne titel, der ser ud til at svælge sig i succes fra starten af, på grund af dets nye og fornyende gameplay som ikke er set på PlayStationen før.
Wheeeeeeeeeeeeeeee!Speed Freaks indledes med en utrolig flot intro, hvor vi ser et par børn som leger med deres biler. Allerede her, bliver vi præsenteret for Speed Freaks´ tegneserieagtige atmosfære. Musikken i denne intro er spillet af den populære musiker Jamiroquai som i øjeblikket er aktuel med Cd´en Syncronized.
Også når man træder ind i Speed Freaks´ menu, kan man se at spillet uden tvivl er designet til de yngre aldersgrupper, hvilket vi ser mere og mere til på PlayStationen.
Speed Freaks udspiller sig akkurat ligesom Mario Kart / Diddy Kong Racing på 64´eren. Du styrer en af de figurer du har mulighed for at køre med, og så er det ellers bare der ud af!
Figurerne, bilerne og miljøerne er meget tegneserieagtigt skabt, og dette lader sig også tydeligt vise både hvad angår gameplayet og grafikken.
Nåååh, det er der de gemmer Jimmy Hoffa!Banerne i Speed Freaks er utrolig fantasifulde. Steder som skove, ørkener, tivoliagtige omgivelser og mange andre lokaliteter, er hvad Speed Freaks byder på. Disse er rigtig flot udformet. På tivolibanen er der store pariserhjul, et gigantisk publikumspodium, og alle mulige bevægelige dele der foregår uden for banen, og dette ender alt sammen i en fantastisk flot grafik. På visse tidspunkter ligner jorden under en til forveksling noget et PC 3Dfx ville lave! Alle de andre objekter på banerne er også utrolig flot udformet, og Speed Freaks holder den tegneserieagtige atmosfære, selvom det er udformet i fuld 3D. Hvorfor ved jeg ikke, men da jeg spillede Speed Freaks, kom jeg adskillige gange til at tænke på Toy Story, da spillet virker så kraftigt inspireret af filmen - både hvad angår miljøer, men også når vi snakker om stemning.
Speed Freaks er fyldt med flotte lyseffekter. Både fra våbnene, sollyset der reflekteres i kameraet og bilernes flotte genspejling af lyset.
Dig og dine venner kan spille 4 player, uden at det går ud over grafikkenEffekter som blev brugt i Metal Gear Solid som blur effekten, som blev brugt meget under mellemsekvenserne, og mange andre imponerende effekter er lånt fra andre spil, og dette ser bestemt ikke så tosset ud endda!
Speed Freaks er et sandt grafikorgie!
Gamereactor Danmark