Elskede Resident Evil

Første gang jeg fik øjnene op for denne spilserie var i 1999. Men spillet havde på det tidspunkt allerede været ude på markedet i tre år, nemlig siden 1996, hvor det ramte det japanske marked under navnet Biohazard. Bag roret stod spilfirmaet Capcom og de magiske skabere Shinji Mikami og Tokuro Fujiwara. Ja, det er svært at forestille sig, at man kan gå fra at lave et Disney-spil som Goof Troop til at skabe et af de bedste survival horror-spil på markedet, men det var beviseligt overhovedet ikke et problem. For mit eget vedkommende havde jeg ingen aning om, hvem Shinji var, og heller ikke hvad Resident Evil var for noget, den dag min daværende mand kom hjem med to nye spil til vores nyindkøbte PlayStation - en konsol, vi så voksne havde købt til hinanden i julegave. Jeg fattede med det samme, at der var ugler i mosen, da han havde købt et "splid-spil" til mig i form af titlen Klonoa - et platformspil med en mus, der led af Mickey Mouse-misundelse, havde hænder som lokumsbrætter og en stemme, som om hans kugler ikke var faldet ned endnu.

Forklaringen kom, da mandens eget spil med et stort kranium på forsiden dukkede op med teksten Resident Evil 2 - listet stille og roligt op af posen med det skyldige blik, som kun en mand kan præstere, når han skal vise sit nyindkøbte legetøj til sin kone, som han udmærket ved, hun ikke vil bryde sig om. Reaktionen faldt prompte; jeg følte lidt, at han havde snydekigget på en tv-serie, vi begge fulgte med i, da han købte et spil, jeg ikke ville turde spille. Zombieinvasion? Muterede monstre? Skræk? Nej, ved du nu hvad! Platformspil i glade farver, udforskning, jagt på glitrende sager og fjender, der så søde og krammegoide ud, var trods alt mere min melodi. Men vi ved jo alle sammen i dag, hvordan det endte med, at jeg alligevel blev suget helt ind i Resident Evils fortryllende verden af korruption, grådighed og rablende gale ønsker om verdensherredømme.

Ej men det er jo ikonisk...

Allerede ved spillets allerførste filmsekvens listede jeg mig op og stillede mig bag min mand, hvor han sad i sofaen. Selvfølgelig helt stille og diskret, for jeg ville jo ikke have, at han skulle opdage, at min surhed var fordampet. Ti minutter senere sad jeg ved siden af ham i sofaen og råbte, at han skulle løbe, da Mr. X var lige i hælene på ham. "Pas på!", "Løb!" og "Skyd!" skreg jeg som en gal, og det var vel de ord, der ekkede i lejligheden hver evig eneste aften derefter. Da rulleteksterne dukkede op, sad vi tavse tilbage med en enorm følelse af tomhed, og vi var begge enige om, at vi bare måtte have fat i det første spil i serien - og det med det samme. Dagen efter kørte vi 100 kilometer, og efter at have finkæmmet adskillige butikker, stod vi med vinderloddet: det første Resident Evil-spil var vores. Endnu et knirkende palæ at give sig i kast med, zombier, de alt for hurtige og sværdæbte Hunters samt edderkopper. Hårede, klamme edderkopper - og for ikke at tale om den der forfærdelige slange, som blev min død alt for mange gange.

Frem til det tredje spil, hvor Nemesis trådte ind på scenen, sad jeg bare ved siden af og lod manden styre controlleren. Jeg var der for spændingens skyld, men jeg kendte trods alt mine begrænsninger. Jeg var jo reelt bange af helvede til. Jeg havde brug for ham som en gigantisk sutteklud - en ryg, jeg kunne gemme mig bag, når det blev alt for uhyggeligt. Jeg kunne jo ikke engang lade være med at skrige af stress, når jeg kæmpede mod bosserne i Spyro, der bar navne som Gnasty Gnork og Gulp. Ja, I fatter niveauet af elendighed. I kan jo selv regne ud, hvad der ville ske, hvis nogen slappede en Licker eller en Hunter løs på den tids udgave af mig, der ikke ligefrem rendte rundt med de massive nosser, jeg har i dag. Det var endt i en regulær lortefest. Men et par år senere sad jeg alligevel og gravede rundt i mine spil. Jeg var ligesom blevet træt af sutchok og pastelfarver. Så pludselig sad jeg der med en rystende controller i hænderne og iført de brune bukser, bare for en sikkerheds skyld. Og jeg skal ikke påstå, at jeg klarede det elegant - hvis nogen havde set mig spille, var de formentlig døde af grin.

Indimellem slukkede jeg for lyden for at gøre det mindre uhyggeligt. Andre gange spurtede jeg som en eliteløber gennem korridorerne, og mine møder med Mr. X skal vi slet ikke tale om. Aldrig før har stakkels Leon nok siddet og gemt sig så længe i et save-room, som han gjorde med mig ved roret. I det lille rum under trappen stod jeg og åbnede dörren på klem, fyrede et skud af mod kæmperen af en mand, og når han vendte sig om, smækkede jeg døren hurtigere end hurtigt. Men på en eller anden måde kom jeg igennem spillet. Et skridt ad gangen. Babysteps. Da rulleteksterne kørte over skærmen, tror jeg aldrig, jeg har været mere stolt over, at jeg rent faktisk turde. Derefter gik det over stok og sten. Det første spil blev gennemført, derefter det tredje - og hold nu op, hvor jeg dog hadede Nemesis og hans raketstyr. Siden nød jeg Resident Evil Code: Veronica X. Åh, det var bare så åndssvagt godt, og det føltes længere end noget andet Resident Evil.

Siden kom Resident Evil 0 og en opgraderet udgave af det første spil. Problemet var bare, at Capcom pludselig fik den geniale idé at skifte konsolplatform. Der stod vi med vores PlayStation 2, alt imens de dansede videre over til Nintendo! Satans til forræderi! Helt pludselig forstod jeg min gamle mormor, der råbte forræder efter Gunde Svahn, da han lagde skiene på hylden. Så fik vi ikke spillet Resident Evil 0? Jo, selvfølgelig gjorde vi det. Vi tømte sparegrisen og købte en Nintendo GameCube udelukkende for de kommende Resident Evil-spil, hvilket blev en dyr fornøjelse. Jeg har nok aldrig ejet så få spil til en konsol i hele mit liv eller tændt for en maskine så sjældent, som jeg gjorde med Cuben. Men jeg ville dæleme ikke have været de oplevelser foruden. Man troede, man kendte det originale Resident Evil ud og ind efter alle genafspilningerne, men den opdaterede version overraskede og skræmte livet af mig, som få spil har gjort det siden.

Det her sted kender jeg bedre end min egen baglomme.

Hvorfor? Det stavedes Crimson Head. Når de zombier, du lige havde dræbt, pludselig ud af ingenting vågnede til live igen og kom spurtende mod dig som en kortdistanceløber. Og ikke nok med det - de kunne pludselig gå på trapper, så intet sted var fredhelligt længere. Men med en dunk benzin og en lighter blev de heldigvis hurtigt et minde blot. Så kom Resident Evil 4. Og der svingede bommen ned igen. Da den første Dr. Salvador dukkede op med en jutesæk over hovedet og en motorsav i hånden, var det, som om jeg blev slynget direkte ind i den film, der gav mig søvnløse nætter i ugevis som barn: Motorsavsmassakren. Så vips sad jeg der igen og gemte mig bag en bred, tryg manderyg. Med den fjerde installation tog de et skridt væk fra den klassiske skræk. Ingen sløve zombier her; i stedet mødte man nogle typer, der lignede de udtørrede gamle mennesker, man ser på sin solferie i Magaluf, som sidder sortklædte og hækler uden for deres hvidkalkede huse. Eller jo, hvis du vel at mærke havde givet dem amfetamin, en værktøjskasse med hakker, høtyve og økser og fornærmet dem på det groveste. Stemningen var som om, en arrig håndværker havde misset tilbuddet i Bauhaus og flækket en lynchmobb sammen. Jeg elskede virkelig fireren, selvom det var så markant anderledes end de tidligere spil i serien, men det var samtidig forfriskende med lidt nyt blod, så at sige.

Da det femte spil landede - og ovenikøbet med en co-op-funktion - var der ingen steder tilbage at gemme sig. Jeg takkede og tog imod controlleren, og jeg gjorde det til min personlige pligt altid at mase mig først ind i alle rum som Sheva for at rage alle nye våben og al ammunition til mig - også den ammunition, der overhovedet ikke passede til mine egne våben. Jeg tog min opgave så seriøst, at jeg fik øgenavnet "Hoover", fordi du simpelthen støvsugede enhver overflade som en professionel. Resident Evil 5 fik efter min mening alt for mange tæsk, og dem, der brokkede sig, spillede med garanti helt alene - og alle ved jo, at ingen har lyst til at sidde ensom og elendig. For havde de spillet det i co-op, ville de have opdaget, hvilken perle af et spil det reelt var. Få co-op-spil har jeg haft det så sjovt med som netop dette. Og der er bare noget helt særligt ved at spille et spil, hvor den pludselige død venter bag hvert evig eneste hjørne. Det bliver sgu for alvor i en fart. Hvis min mand havde talt til mig i virkeligheden, som han gjorde, mens vi spillede, var han blevet slået ned på stedet, men stress og pres i spil bringer virkelig den indre amerikanske drill-sergent frem i folk.

Men okay, jeg fortjente det nok. Jeg efterlod ham trods alt til sin egen skæbne på oliefeltet, da jeg nægtede at hoppe ned fra afsatsen, så han selv måtte tage sig af motorsavsmanden. Men vi har jo trods alt lært, at jeg ikke bryder mig om skovhuggere eller motorsavsmænd. Overhovedet ikke. Er vi overhovedet nødt til at tale om sekseren? For Resident Evil 6 vil jeg helst glemme. Det var simpelthen overhovedet ikke min smag. Der var alt for meget action og alt for lidt skræk, og jeg brød mig slet ikke om den nye retning, Capcom valgte at tage serien i. Jeg, som elskede de hyggelige pauser med puslespil for at åbne en dør eller finde en skat i de gamle spil, sad mest af alt og murede i løbet af spillet. Tiden, hvor man lige kunne puste ud og måske nå ud at skifte underhyler, forsvandt fuldstændig. Nej, alt det gode var væk i sekseren. De langsomme zombier var skiftet ud med Usain Bolt-spurtende sataner, der angreb i store horder på samlebånd, og for første gang nogensinde glædede jeg mig bare til at se rulleteksterne. Siden kom de eminente remakes af både Resident Evil 2, Resident Evil 3: Nemesis og til sidst Resident Evil 4. Ej, ej, ej, hvor var de dog gode. Flotte og en ren fornøjelse at spille med den nye, opdaterede styring. For lad os være helt ærlige: den gamle styring efterlod en del at ønske. Var det virkelig meningen, at det skulle føles, som om karakteren slæbte rundt på et køleskab i stedet for en pistol? Gode spil blev endnu bedre, selvom jeg hylede over, at de havde klippet store dele ud af treeren. Resident Evil 2-remaket klatrede lynhurtigt op i top fem over mine absolutte favoritspil.

Så har vi Resident Evil 7. Den dag i dag har jeg stadig ikke spillet det færdigt. Jeg magtede det simpelthen ikke. Det var overhovedet ikke det Resident Evil, som jeg huskede og elskede. Væk var den subtile skræk, stemningen og den velkendte uhygge. Det lugtede langt væk af Silent Hills psykopatiske gys, og det var mere, end jeg kunne kapere. Og at det pludselig foregik i førsteperson, var den ultimative barmorder. Jeg hader virkelig førstepersonsperspektiv. Mange hylder spillet som det bedste, men for mit vedkommende kunne de have kaldt det noget helt andet, for dette var ikke Resident Evil-verdenen i mine øjne. Siden kom Village, som jeg heller ikke har spillet færdig, og nu her sidst den niende del, Requiem. Den står klar i min reol og venter på mig, men ærligt talt skræmmer traileren mig fra vid og sans. Hvordan i alverden skal jeg turde liste rundt i mørke korridorer med den der klamme kælling i hælene, når jeg kun er udstyret med en lille Zippo-lighter og en pistol med alt for lidt ammunition? En kammerat har lovet at agere menneskeligt skjold for mig i begyndelsen, så må vi se, hvordan det spænder af.

Han er stadig lidt sjov ud, ham Nemesis.

Men til efteråret vil jeg gøre forsøget på at bide tænderne sammen og komme igennem det. Lige nu har mine tanker dog fuldstændig sat sig fast på det kommende remake af Resident Evil: Code Veronica. Jeg længes mig helt fordærvet og ser ubeskriveligt meget frem til at spille et Resident Evil, der ikke konstant minder en om, at man er en ynkelig kujon med kolasovs i bukserne. For det er trods alt det, de nyere spil i serien har gjort. De har været en grov påmindelse om, at jeg fuldstændig mangler rygrad, normale tarmbevægelser og rolige hænder, når jeg spiller. Så jeg ser frem til at spille noget, hvor jeg rent faktisk ved, hvad jeg kan forvente. Ja, ja, jeg har godt læst nyheden om, at de vil tilføje horder af zombier, så tak for kaffe, Capcom. I ved jo præcis, hvor meget jeg elsker horder af fjender. Jeg må vel bare glæde mig over, at I i det mindste ikke har kastet en to meter høj kælling med rådne tænder ind i det spil. Jeg vil bare liste rundt på velkendt grund på fængselsøen Rockford Island, som krydrer med de gode, gamle, klassiske Umbrella-monstre. Jeg vil løse gåder og lede efter nøgler, der kan bringe mig videre. Jeg vil tage kampen op mod tvillingerne Alfred og Alexia Ashford, og jeg vil frem for alt bare nyde at opleve et af mine yndlingsspil i en flot, moderne klædedragt.

Jeg er sindssygt nysgerrig efter at se, hvad de finder på med spillet, og hvor meget der vil være genkendeligt. Det føles, som om det er alt for længe siden, jeg har hængt ud med Claire og Chris Redfield, så nu er det virkelig på tide. Nyheden om, at det kommer til at foregå i tredjeperson, faldt også i særdeles god jord. Livet som Resident Evil-fan kan faktisk ikke blive ret meget bedre, end det er lige nu. Med rygter om, at både det første spil og Resident Evil 0 er på tegnebrættet, føles tilværelsen fuldendt. Nu er det bare om at krydse fingre for, at der ikke sker noget, som skrumper modet fuldstændig ind, inden spillene lander. Det her er jo trods alt spil, jeg vil opleve ved selv at holde controlleren og ikke sidde og gemme mig bag en manderyg. I løbet af mit liv har jeg spillet utrolig mange spil. Jeg startede trods alt helt tilbage i 80'erne, så en hel del har passeret gennem disse hænder, men få spil har formået at fastholde min interesse i samme grad som netop denne spilserie. Capcom har holdt en utrolig jævn kvalitet gennem serien; den har været tårnhøj, og de har frem for alt turdet forsøge at forny sig, hvilket er en modig vej at gå, for alle ved jo, at vi spilnørder er ekstremt følsomme over for netop forandringer. Visse ændringer har jeg elsket, andre ikke. Men noget, der aldrig ændrer sig, er min dybe kærlighed til serien.

Handleren...

For ved du hvad, Capcom? Jeg elsker Resident Evil. Så tak. Først og fremmest tak for de nervøse trækninger ved øjet. Tak for tynd mave og min IBS. Tak for mareridt og søvnløse nætter. Tak for min støt stigende araknofobi. Tak for de brune bukser og en nervøs blære. Tak for de dyre elregninger, fordi jeg fuldstændig er holdt op med at slukke lyset derhjemme. Tak for, at jeg sidder som et fjols og læser Resident Evil-logoet højt med en hæs monstre-stemme, uanset hvor det dukker op. Tak for den ikoniske købmand - desværre bliver jeg skuffet hver evig eneste gang, jeg handler på Netto Online, og en gut ved navn Jerry kommer ud, som er bygget som en piberenser, overhovedet ikke ejer den rigtige stemme eller frakke, og som aldrig nogensinde siger: "What are you buying?".

Så tak for Leon, Claire, Ada og Chris. For Jill, Sheva og Sherry. For Rebecca, Barry, Carlos og Wesker. Men frem for alt: tak for T-virusset. Uden det havde hele denne serie handlet om kogalskab, Covid eller måske en slem omgang gonorré, og så havde handlingen formentlig cirkuleret omkring karakterer som Dr. McSteamy og Dr. McDreamy.

Hvad er dit forhold til Resident Evil?