Xenocracy

Med dette spil har det engelske softwarefirma Grolier Interactive begivet sig ud i noget, som de selv definerer som ôden ultimative stjerne krig". Med store løfter om enestående 3D lyd og grafik, brugerdefinerbar styring af spillet, og udtalelsen ôen af de mest chokerende gode rumkrigsspil nogensinde", er man fuld af forventninger før man åbner spillet, og lader sig fordybe i sit livs 3D rumsimulator/strategi-oplevelse. Så lad os se lidt på det...

Vi er i året 10060, og fire supermagter, Jorden, Jupiter, Mars og Venus deler magten over Universet, som nu drives i krig og fred af mineralet Lycosite. Man befinder sig som den manglende brik i dette store scenarie, som rumpiloten, der skal opretholde balancen imellem de fire magter, og beskytte/angribe hver side på godt og ondt, for at undgå Solsystemets underkastelse til en af siderne.

Spillet foregår ved at man vælger sig en første- og andenpilot, et rumskib, våben og en mission. Missionen vælger man selv udfra en øjebliksangivende situationsrapport, som dækker hele UPN, forkortelsen for de fire forenede supermagter. Du skal altså være til rådighed for alle fire supermagter, for balancen i Universet afhænger simpelthen af dine udfoldelser som hyret pilot, men også evne til at vælge en mission, hvis den kan have afgørende politisk betydning. Man har her følelsen af, at man er viklet godt og grundigt ind i det politiske spil, og det er da også stemningsvækkende at se ens navn nævnt i ôdagens nyheder", nogle små videoklip, som kan ses igennem efter endt mission. NEWS kanalen dækker sidste nyt i Universet, og hjælper dig til at tage stilling til hvem der kunne have brug for hjælp. Ellers kan balancen ses på en grafisk skala, og på en tidslinie, der viser hver magts nylige op- og nedture. Lidt ligesom slutgrafen i Civilization.

Der er virkelig meget spændende, og godt gennemarbejdet materiale om Xenocracys´ planeter, rumskibe og våben, både i manualen, og i de forskellige skærme, man kan gennemse, før man begiver sig ud på en mission. Der er over 100 planeter, og i alt 50 fuldt detaljerede, og unikke rumskibe i spillet, hvoraf 5 af dem er til dig. Der er også et væld af våben, og ekstra materiel til dit rumskib. Du står selv for indkøb af våben, og kan også designe dit eget display til rumskibet.

Hver af de 10 piloter, som der skal vælges 2 af til en mission, har en unik baggrund og personlighed, og kan sammensættes på forskellige måder, alt efter hvilken slags evner man skal bruge på sin opgave. Pas på de ikke dør, for hver af dem har kun et liv. Spillet kører i flot og flydende 3Dfx grafik, med virkeligt detaljerede rumskibe, landtropper, baser, planeter og masser af stjernestøv for øjet. Nogle ville måske finde, at Xenocracy er smule for meget på regnbuefarver, men når nu 3Dfx er så god til at blande tynde farvelag, virker det her efter hensigten.

Nogle steder, for eksempel på en planets overflade, vil man ved tæt flyvning kunne se, at grafikfelterne ikke møder hinanden helt præcist. Det får overfladen til at se påklistret ud. Landtropper har også en tendens til at være langt mere skygget end resten af belysningen, og det får dem til at svæve. Og hvorfor skal det lyde som om man slår på en container med en pind, når man flyver med rumfart ind i en af fjenderne ? Ikke alvorlige fejl, som skader spilbarheden, det tager bare lidt af realismen ved det hele. Det skulle jo være en rumsimulation, og ikke en rumfiktion!

Man anbefales at bruge et joystick, for det kan være svært at få den der 360 graders fornemmelse ved at skøjte hen over måtten med sin mus, og ramme koppen, modem´et, ledningerne, og til sidst ud over bordkanten, for at kunne følge de djævelske rumpirater. Derudover er der næsten en funktion per keyboardtast, så det tager lidt tid at vænne sig til.

Lydsiden indeholder alt det nødvendige, men kunne dog være bedre : Voice-over skuespillet før missionerne er noget tynd, patetisk faktisk, og ikke alvorlig, ligesom for eksempel i Red Alert. Heller ikke MIDI musikken er særlig ophidsende i afdelingerne imellem missionerne. Derimod virker lyden godt under missionerne, med afdæmpede, mystiske space toner, og rimelige skyde- og motorlyde fra dit rumskib. Cockpit miljøet fremhæves af de kommentarer, som din andenpilot til tider kommer med. Så man mærker, at man er et team. Og dette fremmer fornemmelsen af at noget i det mindste er levende, eftersom alt andet man hører og ser er metallisk. Der er dog tidspunkter, hvor lidt mere lyd ville være godt, når man for eksempel venter på at en fjende skal dukke op, for så er der ingen våben og eksplosionslarm, til at fylde højttaleren. Men O.K., det er jo også i det lufttomme rum, at handlingen spiller sig ud.

En helt anden ting der kunne undre en er, at man nærmest som ene mand står og kan afgøre hele solsystemets skæbne, blot ved at flyve et par missioner for supermagterne. Og hvorfor denne rolle, hvor man som en eller anden 4-dimensionel stikker bare hopper fra den ene side af det politiske spektrum til det andet, i håb om at der nu ikke er nogen af supermagterne, der gør noget alt for dumt? Spilverdenen virker mindre end den virkelige verden, og trods alt skulle Xenocracy dække hele solsystemet. Men det er vel svært at skabe en ôglobal" realisme, altså at opfinde virkeligheden, dér hvor mennesket endnu ikke har været, for det er jo kun nogle rumsonder, som har sendt billeder af rummet til folks små fjernsyn på Jorden...resten er fantasi.