Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Microsoft Xbox 360 Wireless Racing

Test: Microsoft Xbox 360 Wireless Racing

Redaktionens racing-orakel har udkørt Microsofts voldsomme 360-rat til det yderste. Rattet har overlevet testen med flaget i top.

Sony fik hjælp af rat-kongerne hos Logitech, da de udviklede den officielle {Gran Turismo 4}-rat. Microsoft har haltet lidt bagefter som rat-udviklere, men har nu bestemt sig for at prøve tingene selv uden hjælp. Så de har udviklet et Xbox 360-rat, der er værdig til alle maskinens racingstitler.

Det første der slår mig, og det som hører til det mere bemærkelsesværdige minus, er den overraskende mangel på det lovede. Xbox 360 Wireless Racing Wheel er faktisk ikke helt trådløs. Det er dog muligt at hive stikket ud af rattet og smide AA-batterier i rattet, men pedalerne må dog stadig være koblet til via en ledning - og force feedback fungerer ikke, hvis ikke den er koblet i med ledning. Derfor er navnet noget fejlplaceret, og rattet burde i stedet havde heddet "Xbox 360 Wireless Racing Wheel but not really wireless anyway".

Selve kvaliteten på dette rat er dog meget meget god, og overgår klart Joytechs modsvar på samtlige punkter. Visse ville mene at Xbox 360 Wireless Racing Wheel er for dyr, men det synes jeg ikke. Ca. 1.000 kroner er ikke dyrt for et så velbygget og gedign rat. Det er det samme man betaler for Logitechs Momo Racing Wheel, der ligesom Xbox 360 Wireless Racing Wheel byder på lækker funktionalitet og kvalitet.

Designet er gennemtænkt, grebet er perfekt og knapplaceringen er gennemtænkt. Pedalerne er skønne med tilpas modstand og er placeret med den helt rette vinkel. Du kan bruge rattet i skødet, der dog resulterer i en næsten umulig svær spiloplevelse. I stedet anbefales det at skaffe et Race Seat eller et bord, hvor du kan skrue rattet fast.

Der findes desværre kun tre spil, der understøtter Xbox 360 Wireless Racing Wheel, og det er {Project Gotham Racing 3}, {Test Drive Unlimited} og {Need for Speed: Carbon}. At spille Test Drive Unlimited samme med rattet er en herlig oplevelse, men det er samtidig sværere end at styre sine drømmebiler med controlleren. I stedet er Project Gotham Racing 3 det bedst optimerede spil for dette rat.

Xbox 360 Wireless Racing er lige nu det bedste rat på markedet til Xbox 360, og er et givet valg til dig der elsker racingspil.